Folkeviser

En Jomfru ren oprunden er,

en Rose over alle Kvinder;

hun er den vænest’ i Verden til,

hun kaldes Himlens Kejserinde.

Hendes Hals var hvid som Hermelin,

hendes Kinder saa roselig røde;

for hun var saadan en Jomfru fin,

skulde hun Vor-Herre føde.

Gabriel Engel blev udsendt

til Jomfru Maria med Ære:

»Min Herre han haver mig til eder sendt,

I skulle Kristi Moder være.«

Maria svarede saa dertil,

som Gud skød hende i Sinde:

»Mig ske alt efter som Gud det vil!

jeg er Herren hans Tjenerinde.«

I to Snese Uger med Barnet hun gik,

foruden al Sorrig og Møde;

og det var om en Julenat,

Vor-Herre han lod sig føde.

Vor-Herre blev fød om Julenat,

Herre Jesus lod han sig kalde;

da blev en Stjærne paa Himlen sat,

den lyste over Landene alle.

Sankt Stefan han rider de Foler i Vand,

han ser den lyse Stjærne:

»For vist er nu den Konge fød,

som frelse skal al Verden!«

Sankt Stefan han ganger for Herodes at staa,

sit Ærend vilde han fremføre:

»Nu er os sendt den sande Profet,

som frelser al Verden af Møde.«

»Ikke da tror jeg paa dine Ord,

ej heller din falske Tale:

foruden den Hane, staar stegt paa Bord,

slaar ud sine Vinger at gale.«

Den Hane slog ud sine Vinger og gol

i Vor-Herre hans Fødsels-Time:

Herodes faldt af sin kongelig Stol,

af Sorrig da monne han svime.

Kong Herodes bad sadle Ganger rød,

til Betlehem lyste ham at ride:

»Og dræbe skal jeg det lille Barn,

som agter mod mig at stride.«

Maria tog Barnet udi sin Arm,

og Josef gik ved hendes Side:

saa red hun sig bort til Ægyptiland,

foruden al Sorrig og Kvide.

Vel atten Hundrede Børn saa smaa

dem tog Kong Herodes af Live;

men Jesus var tredive Mile der fraa,

før end Solen den gik til Hvile.