Der bode en Bonde for sønden Aa,
— Ved Strande. —
han havde sig de Døtter to.
Bølgen bar saa væn en Viv til Lande.
Den yngste hun var hvid som Lin,
den ældste var sort som Kjedelgrim
Den yngste hun var klar som Sol,
den ældste hun var sort som Jord.
Den yngste hun kunde spinde,
den ældste kunde ikke tvinde.
Den yngste hun kunde spinde Lin,
den ældste kunde kun vogte Svin.
Den yngste hun kunde spinde Guld,
den ældste kunde kun karte Uld.
Den yngste kunde baade Bog og Læst,
den ældste huede Søvnen bedst.
Den yngste hun vævede Guld i Lad,
den ældste sov baade Nat og Dag.
Den yngste hun sad ved Væven og vov,
den ældste hun laa paa Bænken og sov.
Der komme Bejle i Bondens Gaard,
de bejled til den yngste Maar.
Alle den yngste baade,
den ældste de formaade.
Der var én saa dannis en Mand,
ham gav den yngste sin Tro med Hand.
Søster taled til Søster god:
»Vi skulle gange os neder til Flod.
Kom, min kjær Søster, og vær ej sen!
vi skulle gange til Tvættesten.«
»Hvad skulle ved Strande vi gjøre?
vi have intet at to eller tørre.«
»Og vi ville to os hvide,
at vi vorde Søster lige.«
»Om du end tvætter dig Nat og Dag,
du vorder ej hvider’, end Gud dig gav.«
Den ældste tog den yngste ved Hande,
de ginge sig neder til Strande.
Den yngste gik for med udslaget Haar,
den ældste bag efter med falske Raad.
Den yngste tren for paa breden Sten,
den ældste skød hende ud med sit Ben.
Skjøn Jomfru rækker op sin hvide Hand:
»Søster! Søster! hjælp mig til Land!
O, Søsterlille! hjælp mig paa Bro!
saa giver jeg dig mine sølvspændte Sko.«
»Saa vel faar jeg dine sølvspændte Sko;
men aldrig kommer du op paa Bro.«
»O, Søster! Søster! du red mit Liv!
saa giver jeg dig mit guldslagne Skrin.«
»Dit guldslagne Skrin skal jeg vel faa;
men aldrig skalt du Landet naa.«
»O, Søster! Søster! hjælp mig af Nød!
saa giver jeg dig min Guldkrone rød.«
»Din Guldkrone rød skal jeg vel faa;
men aldrig skalt du paa grønne Jord gaa.
Aldrig saa redder jeg dig til Land,
uden du giver mig din Fæstemand.«
»Nej, før du skulde min Fæstemand faa,
før vil jeg synke i Bølgen den blaa.«
»Ja, synk og synk! kom aldrig til Land!
saa vel fanger jeg din Fæstemand.«
Der kom Vejr fra Sønden,
førte det Lig til Grunde.
Der kom østen Vejr og Vind,
og førte hende østen og vester ind.
Der kom østen Vejr og Vand,
og førte hende op paa hviden Sand.
Der ginge to Spillemænd ude ved Strand,
de funde det Lig, var drevet i Land.
Saa toge de Møens hvide Brystben,
deraf danned de en Harpe ren.
Saa toge de hendes Fingre fem,
og Harpeskruer gjorde de af dem.
Saa toge de hendes gule Haar,
deraf sno de Harpestrænge smaa.
Nu lader os til den Gildesgaard gaa,
dèr, som det store Bryllup skal staa!«
Og der de komme til Gaarde,
da tog den Harpe til Orde.
Mælte det Strængen den første:
»Bruden hun er min Søster.«
Svared det Bruden, paa Bænke sad:
»Den Harpeslæt gjør os meget uglad.«
Mælte det Strængen den anden:
»Bruden hun var min Bane.«
Bruden hun rødmede som et Blod,
hun sprang over Bord, paa Gulvet og stod.
»Giver de Spillemænd deres Ret!
men lader dem stille den Harpeslæt!«
Mælte det Strængen den tredje:
»Baalet det stander til Rede.«
Om Middagen sad hun paa Brudebænk,
om Kvælden laa hun i Jærnet spændt.
Om Kvælden laa hun i Jærnet spændt,
om Morgenen laa hun paa Baalet brændt.
Om Søndag sad hun med Guldkrone rød,
— Ved Strande. —
om Mandagen laa hun paa Baal i Glød.
Bølgen bar saa veen en Viv til Lande.