Kongens Datter tager over sig Kaabe blaa,
udi Rosenslund saa monne hun gaa.
Imod saa blid en Sommer.
Hun skaadde Eg, og hun skaadde Bøg,
alt stod Linden saa grøn som Løg.
»Vel vorde dig, Linden! saa bold du stær!
forgylden er alle de Blad, du bær.«
»Du tørst ikke saa at rose mig,
halve bedre Lykke da under Gud dig.
Du sidder inde med varme Ben,
men jeg staar ude med frossen Gren.
Vi vare elleve Søskend smaa,
saa tidlig da faldt os Moder fraa.
Min Fader han red saa vide,
han fæste os Stifmoder stride.
Det første jeg min Stifmoder saa,
da forskabte hun alle min Søskend smaa.
Somme skabte hun til Hinde smaa,
og somme skabte hun til Falke graa.
Mig skabte hun til Linden saa bold,
hun bad mig stande paa grønnen Vold.
Hun bad mig aldrig komme, som Sommer var bold,
men altid stande, som Vinter var kold.
Hun bad mig saa stande og bide ikke Bod,
foruden en Kongens Søn minded min Rod.
Her haver jeg standet i Aarene fem:
ingen Kongesøn haver mig mindet i dem.
Her haver jeg standet i Aarene ni:
ingen Kongesøn haver mig mindet i di.
Her haver jeg standet i femten Aar.
ingen Kongesøn mig enten hørt’ eller saa’.
I Morgen da kommer der Bejle til dig,
saa komme Tømmermænd, de hugge mig.
Dig bedes de Bejle af Skaane,
de Tømmermænd hugge mig i Spaane.
De hugge mig til et Skibsbord,
de skyde mig ud i salten Fjord.
De hugge mig til en Kirkedør,
for uden vaad, for inden tør.
De hugge mig til en Kirkekam:
jeg skjuler saa mangen syndefuld Mand.
De hugge mig til en Alterskrud:
jeg skjuler saa mangen syndefuld Brud.
De hugge mig til en Sengestok:
jeg hører saa megen lønlig Snak.«
»Stat du nu ude og tænk paa mig!
men jeg ganger hjem, beder godt for dig.«
Saa skrev hun de Breve med hviden Hand,
hun sendte sin Broder i fremmede Land.
Det første, den Herre de Breve saa’:
»Nu raade Gud, hvor dette skal gaa!
Mit Maal maa gange, som Herre Gud vil:
alt skal jeg end lade mig sømme dertil.«
Han lod vinde op Sejl af Silke rød,
saa sejler han over salten Sø.
Den Herre slog over sig Skarlagen smaa,
og ud til Linden saa monne han gaa.
Selv minded han den Linderod,
saa blev hun til en Jomfru god.
Saa blev hun til en Jomfru klar,
den allervænest’ i Verden var.
Den Jomfru gik under Eg at staa
med Rosenskind og udslagen Haar.
Den Herre slog over hende Skarlagenskind,
fulgte hende i Loft for Søster sin.
Hr. Hildebrand ind ad Døren tren,
hans Søster stander hannem op igjen.
»Her haver du nu den Liljevand,
du skrevt mig til om i fremmede Land.
Selv haver jeg den Jomfru frelst,
hvem vilt du nu unde hende allerhelst?«
»Hør du det, kjær Broder min!
du lad hende blive Allerkjæreste din!«
Den Herre og sin Søster de havde stor Gammen:
de lod gjøre begge deres Bryllup tilsammen.
Imod saa blid en Sommer.