Stolt Ingelille sidder i Bure,
hun slaar Guldharpen prude.
Og de legte over Volde.
Hun slog Guldharpen under Skarlagenskind.
dèr kom den Lindorm skridendes ind.
»Ingelille! Ingelille! lov du mig!
den røde Guldkrone saa giver jeg dig.«
»Forbyde det Gud og vor Frove,
jeg skulde en Lindorm love!
Hvor skulde jeg love en Lindorm saa grum!
i Gaar beiled til mig en Kongesøn from.
Hvor skulde jeg love en Lindorm saa led!
i Gaar bejled til mig en Kongesøn blid.«
»Men jeg kan ikke mere af eder faa,
da minder mig! lader mig siden gaa!«
Saa lagde hun Lin imelle:
hun minded den Lindorm med Snilde.
Der hun havde mindet den Mund saa kold,
da havde over den Mø han Vold.
Lindormen neder ad Loftet skred,
efter gik Ingelille, sine Hænder hun vred.
Der hun kom paa Højeloftssvale,
dèr mødte hun sine syv Brøder i Skare.
»Hør du, stolt Ingelille, Søster kjær!
hvi est du nu kommen i Lindormefærd?«
»Fordi er jeg er kommen i Lindormeled,
for min Lykke mig ikke bedre blev.«
Mælte det Ormen, i Græsset skred:
»Forlagt er Lykke, som vel du véd.
Al din Lykke er skreven under Sky,
og ingen kan sin Skæbne fly.«
Og der de komme i grønnen Eng,
dèr stod opredt en Silkeseng.
»Ingelille! Ingelille! gak i Sengen med Harm!
der agter en Lindorm at hvile i din Arm.«
Om Aften lagde hun sig ved en Lindorm saa kold,
om Morgen hun vaagned ved en Kongesøn bold.
Han tog stolt Ingelille i sin Favn,
gav hende Guldkrone og Dronningenavn.
»Ingelille! tag nu den Krone af Guld!
alle mine Dage jeg bliver dig huld.«
Og de legte over Volde.