Folkeviser

I vinder op Sejl af Silke!

I sejler isaa brat!

Drømt haver Svenden

om Jomfruen alle Nat.

I vinder op Sejl af Silke!

I sejler op under Ø!

Drømt haver Svenden alle Nat

om saa væn en Mø.

Det var Herre Peder,

han bor sig ude ved Aa:

han vil intet andet gjøre

end baade sejle og ro.

Han vil intet andet gjøre

end baade sejle og ro:

han lokker saa mangen skjøn Jomfru,

han giver hende løsen Tro.

Alle de Jomfruer, der han ser,

dem giver han løsen Tro,

foruden hende stolt Ursellille,

hende kunde han ikke faa.

Det var Herre Peder,

han taler til Svende tvaa:

»I skulle mig stolt Ursellille

med fagren Tale faa.«

Bort da ginge de Dannesvende,

alt som deres Herre dem bad:

de ginge til Jomfru Ursellille

og end den samme Dag.

Ind da komme de Dannesvende,

og stedes de for Bord:

de vare snilde i Tunge,

de kunde vel føje deres Ord.

»Hel sidder I, stolt Ursellille,

alt over eders brede Bord!

eders syv Brøder af Skaane

de have sendt eder Ord.

Eders syv Brøder af Skaane

de have sendt eder Ord:

I skulde dem i Aften finde

for inden deres Skibsbord.«

Svared det stolten Ursellille,

hun svared dertil et Ord:

»Det er ingen Jomfrusæd,

at gange til Snækkebord.

Det sømmer sig ingen stolt Jomfru,

at gange til Snækkebord:

hende følger hjem baade Last og Skam,

saa mangt et Hadingsord.«

Atter komme de Dannesvende

de sagde deres Herre ifraa:

»Ikke kunde vi stolt Ursellille

med fagren Tale faa.«

»Kunde I ikke stolt Ursellille

med fagren Tale faa:

da skal jeg hende svige,

det gaa siden, hvor det maa!

Finge I ikke stolt Ursellille

med eders fagre Ord:

da skal jeg fare i min Hjorteham,

saa fanger jeg vel hendes Tro.«

Saa for han i sin Hjorteham,

med Takker af røden Guld;

spilled han saa for Jomfruens Bur,

han var saa svigefuld.

Aabent stod det Borgeled,

og Hjorten han løb ind:

alle da stunke de Rakker smaa

under Jomfruens Skarlagenskind.

Det da var den vilde Hjort,

han spiller ud med de Skove:

efter ganger hun stolt Ursellille

med hendes Rakker i Tove.

Han spilled op, og han spilled ned,

han spilled ned ad den Strand:

efter ganger hun stolt Ursellille,

hun lokker med hviden Hand.

Efter ganger hun stolt Ursellille

hun lokker med hviden Hand:

»Give’t Gud Fader i Himmerig,

at, Hjorten, du varst tam!«

Efter ganger hun stolt Ursellille,

hun lokker med Finger sin:

»Give’t Gud Fader i Himmerig,

at, Hjorten, du varst min!

Give’t Gud Fader i Himmerig,

at, Hjorten, du varst min!

aldrig da skulde du drikke,

foruden den klare Vin.

Aldrig da skulde du drikke,

foruden den klare Vin;

og aldrig skulde du Søvnen sove,

foruden i Armen min.«

Det var Herre Peder,

han skød sin Hjorteham:

»Saa Mænd véd, stolten Ursellille!

og nu er Hjorten tam.

Ser I det, stolten Ursellille!

og nu er Hjorten tam:

I ere nu Allerkjæreste min

og følge mig neder til Strand.«

Det var hende stolt Ursellile,

og tænkte hun saa ved sig:

»Gud sende mig nu snilde Raad,

at skille mig snart ved dig!«

Svared det stolten Ursellille,

hun smiler under Skind:

»Og ville I, Herre Peder,

være Allerkjæreste min!

Havde jeg det førre vidst,

det I havde været saa væn:

aldrig skulde Fader min

have givet mig anden Svend.

Jeg var mig saa lidet et Barn

for inden min Faders Bord:

end kommer jeg det vel i Hu,

han satte det Guld i Jord.

Jeg var mig saa lidet et Barn,

min Fader grov Guld i Jord:

det er ikke uden Favne to

alt fra min Højeloftsbro.

Kunde vi faa det samme Guld,

den Stund der jeg var Mø:

alle de Børn, vi sammen finge,

de skulde aldrig fattig dø.

I kommer nu, Herre Peder!

jeg viser eder det paa Stand:

I og eders Dannesvende

skulle grave det Guld af Sand.«

For gik hun stolt Ursellille,

hendes Peld paa Jorden drog;

efter gik Herre Peder,

hans Hjærte i Brystet lo.

Han hug i den haarde Hald,

han grov i haarde Ler:

det er fuld ondt at finde Guld,

som Guld kom aldrig ner.

Det var hende stolt Ursellille,

og hun var ikke sen:

hun løb saa snart i sit eget Bur,

den Ridder stod dèr allen’,

Stolt Ursellil stander i Højeloft,

saa hjærtelig der hun lo:

»Det samme Guld, I efter lede,

det er nu blevet til Jord.«

Mælte det stolten Ursellille,

hun var et Riddersbarn:

»Det samme Guld, I efter lede,

det er nu blevet til Skarn.«

Mælte det stolten Ursellille,

hun lukte den toftsdør brat:

»Stat du ude, Herre Peder!

du hav fuld ond en Nat!«