Jeg tænker undertiden paa et Ord,
jeg Dag og Nat mig selv forkynder:
Søn, vær frimodig! Er din Synd end stor,
forladt den er dog dig, du Synder!
Forladt — Jeg aldrig lærer at forstaae,
hvordan du, kjære Gud og Fader,
kan mene og af Hjærtet tale saa,
som at du mig min Synd forlader.
Synd skal jo dog forsages, og der maa
et ærligt Ja afkræves Staklen,
om at han aldrig mer vil komme saa;
i Løftet maa ei spores Vaklen.
Men om jeg talte om en saadan Ting,
du, kjære Herre, bedst maa vide,
at fælt jeg løi, og Løgnerhalens Sving
er dog nok det, du mindst kan lide.