Ak, intet Under, at det Syndetræ
er Kundskabs Sæd og Kløgtens Amme.
Hvad ingen Engel i sin Uskylds Læ
begreb, det faar en Faldets Koryfæ
lært i et Nu af Lystens Flamme.
Hvi er Uskyldighedens rene Blik
da Edens Sol, som ei kan blegne?
Hvi glemte altid Snogens Brod sit Stik
hver Gang han saae, den Morgenfakkel gik
henover Sumpens sure Egne?
Ja læs det: Sanked jeg al Kundskab ind
og kjendte Evigheds Mysterium,
men glemte eet kun, o, min Mesters Sind,
og bragte ham kun eet, den kolde Vind,
jeg intet er, knap et Bakterium.