Det Morgendrømmen kan.
Og naar saa Dagen er leden,
da har den drømmende Mand,
der over Engen er skreden
med Gloriens Ring om sin Lok
— om Skyggens, og den er jo vissen —
mens Taage han hug med sin Stok,
tabt Helgenringen af Issen.
Ved Nat jeg i Lygternes Skin
seer ingen Ring om min Pande.
Taagen er bleven til Vind,
Regndraaber i Vinden sig blande.
Kort er en Dag, som et Sving
paa en Eng, hvor Taagerne skinne.
Kortere dog et Spring
ned fra sin Helligdoms Tinde.