Jeg gik henover Engen i Morgensolens Luer,
foran mig løb Skyggen paa de duggede Tuer.
Den famled i Hegnet, den gjorde sig saa lang,
og knækked sine Ben, da den over Grøften sprang.
Men hvad den end gjorde paa umenneskelig Viis,
kun eet den vilde være, af min Person et Rids.
Sættende paa mit Væsen den rette fine Skik,
den altid var forude, hvad Vei jeg end gik.
See nu, hvor den løber, som var den en Drot,
med en dirrende Ring om sin mørke Kalot.
Fladt, Skygge, er dit Hoved, din Sjæl er ingen Ting,
dog Morgendrømmen snoer om dit Bryn en Helgenring.