Jeg har hørt sige, at Slangens Kuld,
tryllet af Fløitens Triller,
sin Hals udstrækker af sit Hul
og fint med Brodden spiller.
Er man da sikker paa sin Haand,
man fast om Krybet griber
og slænger Mørkets blanke Aand
i Luen, saa han piber.
Thi kalder jeg af Fløiten frem
nu Toner stærke og ømme,
som Længsler mod det tabte Hjem,
som fromme Sjæles Drømme.
Snog i min Barm, ihvo du er,
om af de evig dømte,
om født af Sandsernes Begjer,
om af de tænkte, drømte —
Kom frem! Er du end kold og snild,
er mine Toner hede.
Og mens jeg rager min Offerild,
jeg holder Haanden rede.