Vogt dig for Hundene — saa gik det Linos —
O, den fagre, den elskede Dreng!
Glad paa den bløde, den blomstrende Eng
voxte han op mellem Lammene.
Saa kom Hundene, rasende, glammende
sønderslede de Lammene,
sønderslede de Linos —
Ak Linos! Ak Linos!
Vogt dig for Stjernernes Hunde, de svide —
O, den fagre, den elskede Dreng!
Det var i Vaaren, han leged paa Eng,
plukked af Lilierne, Roserne.
Saa kom Heden og Dampen af Moserne,
saa henvisnede Roserne,
saa henvisnede Linos —
Ak Linos! Ak! Linos!
Vogt dig for Gudernes Hunde, for Avind —
O, den fagre, den elskede Dreng!
Strengen han slog paa den kjølige Eng,
Gubberne lyttede smilende,
Phoebos lytted og sendte ham Pilene,
Graad da randt over Smilene,
Blod da randt over Linos —
Ak Linos! Ak Linos!
O, alle Hunde paa Jord og i Himlen —
de har fældet den elskede Dreng,
der han i Vaar paa den græsrige Eng
jubled sit Kvad mellem Hjorderne.
Hundene slaae vi til Døde, for Morderne
ville myrde os Hjorderne,
ville myrde os Linos —
Ak Linos! Ak Linos!
Men for vor Linos vi alle vil synge,
for den fagre, den elskede Dreng,
for den velsignede blomstrende Eng„
synge den Tid, vi har Tonerne,
Mænd og Drenge og Pigerne, Konerne.
Tiden røver os Tonerne,
Tiden røver os Linos —
Ak Linos! Ak Linos!