Gid dog Kiv maatte svinde af Guders og Menneskers Samfund,
saa og Galde, som driver endog en Forstandig til Vanvid —
Saa sang du, gamle Homer,
vi kjende din ærlige Tone.
Og hører den Gud, du ei kjendte, din Bøn, og det skeer,
at Hadets Erinnyer lode sig sone,
O, det skal mindes af os, at du selv med din tryllende Harpe
bragte de Grumme til Ro, da du sang om Vreden, den skarpe,
og løfted al Verdens skrigende Jammer
did op, hvor de gabende Skrammer
lukke sig mildt paa de Saliges Vang,
som Offerets Flammer
samles og funkle
og sænke sig dunkle
til Hymnernes Klang,
til det kredsende Festchors Sang.