Lykken er som en Fugl paa Kvist,
den svaied over dit Hoved,
og kvidred baade med Lyst og List,
alt mens du længe har sovet.
Hver en Stamme blev mere rank,
og Blomsten øgede Duften,
hver en Urt som et Glar saa blank,
og Solglød dirred i Luften.
Bølgen Armen slog om sin Viv,
Kom, lad os dandsende trille! —
Mand, vaagn op og velsign dit Liv,
og lig saa drømmende stille!
Lykken er som den lette Fugl, —
stig op for Fuglen at fange,
borte er den i Løvets Skjul,
og borte alle dens Sange.
Borte høit i det dybe Blaa,
den tager flux til at trække.
Dens Guldfjer næppe dit Øie saae,
dens Guldæg kan du ei række.