Den stærke Krist paa Himmeltronens Hynder,
hvis Vælde Tiders Dyb forkynder
og Rummets brede Favn
og Hvælvets Stjerner om hans Pande —
hans Magt kan alle Himle rande.
For mægtigt er hans Navn,
for stolt hans Sejr i Sarkofagen,
hans Himmelfart og Dommedagen.
Han er for stor for mig.
Selv naar jeg allerheftigst vilde,
jeg naaede ham ej, jeg var for lille.
Har jeg da ham, som led igennem Livet,
og som for os sit Liv har givet
paa Korsets mørke Træ?
Har jeg hans Torne om min Pande?
Gik jeg i Ydmyghedens Lande
og fandt i Naaden Læ?
Har jeg hans tunge Veje vandret
og gennem Bod mit Sind forandret?
Jeg maa bekende i et Nej!
Jeg tungt min egen Afmagt ynker,
naar mine Hænder matte synker.
Nej — han, der som et Barn i Krybben havned,
som varmt og tæt Maria favned,
den Kristus kan jeg naa.
Han har saa bløde Barnehænder,
hans Barneblik jeg tror jeg kender,
han ligner mine smaa.
Og naar jeg dem til Hjertet trykker,
mon jeg da ikke stadig rykker
lidt nærmere mod ham, jeg vil?
mod Kristus, som for os mon lide
og troner mægtig ved sin Faders Side.