Naar Øjet lukket bli’er for sidste Gang,
og du skal ikke længer’ Striden stride,
jeg venter, de med Salmesang
vil vie dig ind til Natten lang
og lægge dig til Hvile ved min Side.
Der er et Steds en lille Kirkegaard,
som Vinden gæster med sin vilde Vove,
hvor Bedstefader alt i mange Aar
har hvilet, og hvor Kors paa Graven staar
— der vil vi ved hinandens Side sove.
Jeg haaber, Drømmene os gæste maa
med Jordelivets store, glade Minde,
og mens Aarhundrederne langsomt gaa,
vil Kærlighedens Almagt evig staa
og mere fast os til hinanden binde.
I Tidens Aften, Himlens store Gud,
du huske maa, at han og jeg har levet,
saa vi maa se, naar Tiden rinder ud,
og døde Slægter vækkes paa dit Bud,
at vore Navne i din Haand er skrevet,
saa med min Fader ved den højre Haand
og dig ved venstre i den store Kæde,
der binder Slægt paa Slægt med Blodets Baand,
med herligt Legem’ og med klargjort Aand
vi kunne mod den store Morgen træde.