Naar Nattens Skygger sig om Lejet breder,
og dine Hænder folder sig i Løn,
det bringer Fred at huske, naar du beder,
at dine Fædre bad den samme Bøn.
Og skal du ind i Nattens Skygger glide,
og du for sidste Gang skal gaa til Ro,
da gør det Døden lettere at lide,
naar du kan dø i dine Fædres Tro.
Da vil de forudgangne kære møde,
jeg tænker, de ved Sengen stande vil
og smile mildt, mens deres Hænder bløde
saa sagte trykke dine Øjne til.
Og naar din Strid er stridt, og Aanden rede
de tage vil din Haand med kærlig Hu
og varsomt dine trætte Fødder lede
den Dødens Sti, de vandred’ førend du.