Holger Drachmann (1846–1908)

Hvad er det for en modig Flok,

Som over Nordhavs Vovens Skum,

Med Sejlet spændt fra Raaens Nok,

Med Skjolderad langs Øse-Rum,

I Sommernatten farer?

Hvad er det for en Kæmpe-Æt,

Som her paa Skudens skøre Bræt

Det mørke Dyb befarer,

Og ler ad Bølgefossens Skvæt

Og trodser Færdens Farer?

Hvad er det for en bjergfast Ø,

Som op mod Nattehimlens Glans

Fra Urtids Grund i dyben Sø

Sit Hoved, slyngt med Jøkel-Krans,

Stolt knejsende nu strækker?

Hvad sælsomt Navn har dette Land,

Hvor frosne Bjerge staar i Brand

Med Damp af Sneens Sprækker,

Mens tordnende fra Jøklers Rand

Ildstrømme Stranden rækker? —

Det er en modig Mande-Flok,

Som drages mod den fjerne Ø,

Som fik af Kongevælde nok,

Som heller ønsker fri at dø

End bunden leve Livet;

Det er en uafhængig Æt,

Som kaster ud sit Højstols-Bræt,

I Vætters Værge givet,

Og søger saa sin Friheds-Plet

Paa Landnams-Vis for Livet.

Det er en bjergfast Klippeø,

Som skænker til en mandig Slægt

En Mund, hvis Aande ej skal dø,

En Arm, hvis Værker skal faa Vægt,

Et Ry i Sekel-Tide.

Det er et Land, hvor, klædt i Dragt

Af Friheds-Malm, paa Grænsevagt

Sagn-Kæmpen snart skal ride

Fra Næs til Myr, fra Tun til Trakt,

Som Gunnar under Lide. —

Ja! Farten gaar en Sommernat

Mod Nord, mod Islands stejle Kyst;

Til Rors den bedste Mand er sat,

Den største Helt med bredest Bryst

Til Styrismand er kaaren.

Fjeldhøj mod Midnatssolens Glød,

Som blusser paa hans Ringsærk rød,

Han staar ved Styreaaren,

Mens sikkert over Havets Skød

Lang-Snekken bliver baaren.

Han kommer fra det fjerne Land,

Hvor Friheds Arne nu er kold,

Hvor Herskerkrigens hede Brand

Drev Bamsen bort fra Hiens Vold

Og rydded Rævens Gange.

Ham lysted ikke denne Lod:

Saa heller Bølgens Brand og Braadd

Og Kamp mod Dybets Slange!

„Lad Kongen trække Fisk i Vod;

Os skal han ikke fange!

„Der er vel Fisk med sligt Begær;

Os tykkes det den værste Skam

At slippes i et Karpe-Kær,

At gaa i Kongens Fiskedam

Og fo’res fint med Krummer;

Nej bort til fremmed Frihedsstrand,

Mens Kæmpen end i Mund har Tand

Og Frembørs-Blæsten rummer!

For Stævnen staar det stride Vand;

Ræt som en Bams det brummer!“ —

Og over Toft og Bænkerad

Der lyder Raab og Vaabengny;

Hvor Hav og Himmel skilles ad,

Der højner sig en mørkblaa Sky

Med Glimt af lyse Bræmmer.

„Nu Høj-Stols-Støtter over Bord;

Os viste Vejen Asa-Thor,

Hist Maalet han bestemmer!“

Og Raabet rækker Næs og Fjord

Med Brag af stærke Stemmer.

Der sejler stolt en Sommernat

For bliden Bør en Dampfregat

Med Kongsflag under Gaffel.

En Skare Mænd paa Skansen staar,

Og mens man Kaffen ombudt faar

— Samt en Likør-Karaffel —

Helt frit Konversationen gaar,

Som Skik er efter Taffel.

„Og hør Du Klein, Du store Mand,

Mens Kongen slumrer, her paa Stand

Du Rejsens Runer raade!

Hvi gaar vi, baade Vært og Gæst,

Til denne Islands Jubelfest?

Hvad skal den Vandgang baade?

Det er en dunkel Gaade!

„Og hør Du Klein, Du Statens Raad,

Har Islands Folk til Fester Raad,

Saa kan ej Folket trænge.

Saa kunde vi min S’æl ha’ spart

Til meget andet nyt og rart

De mange, mange Penge,

Vi sendte dem saa længe.

„Og hør Du Klein, Du Danmarks Trøst,

Du sige frit med djærven Røst,

Hvad Du af Rejsen venter.

Fem Hundred Aar var Island vort:

Vi kendte det kun af vort Kort,

Og af en Flok Studenter,

Hvis Ry noksom bekendt er!

„Og hør Du Klein, Du Kongens Ven,

Hvorfor gaar vi ej hjem igen

Og lader Festen fare?

Du er jo vistnok meget klog,

Men kan Du tale islandsk Sprog?

Her har det ingen Fare,

Men kan Du hist Dig klare?

„Ja hør Du Klein, Du kloge Mand,

Du bragte Tingen pænt i Stand:

Forfatningen den klare.

Men er dit Udkast ej for tamt,

Og har Du bundet Knuden stramt,

Saa den kan længe vare —?

Hvad vil Du dertil svare? —“

— „O store Skjald og Kammerraad,

Du, med din „Liv i Lænkers“ Graad,

Forfatningen er stram nok!

Den blev ej blot for Island gjort;

Lidt Snak deroppe gør ej stort:

Befolkningen er tam nok,

Naar bare den har Lam nok!

„Nej, ser Du, Skjald og Kammerraad,

En gammel Kælling har mig spaaet,

Det kunde gaa saalunde:

D’hrr. Berg og Bojesen,

Af Kampen ked, en Skare Mænd

Paa Skagen samle kunde

En Gang i Fremtidsstunde;

„Og drage til den gamle Ø

Heroppe i den vilde Sø,

Og sende ud Budstikken;

Og agitere hist og her,

Og rejse rundt med stort Besvær,

De to og hele Klikken,

Til Gavn for Republiken!

„Lad dem da rumle, som de vil!

Ej mø’nsk, ej bogø’sk Kraft slaar til;

Naar jeg har Part i Striden.

Forfatningen er døbt „Hr. Klein“,

Men der er ingenting i Vejen;

I Vækst den end er liden,

Men vokser nok med Tiden!“ . . .

Saa veksles disse gæve Ord,

Og hvermand glæder sig om Bord,

Og der bli’er Sjov paa Dækket.

Fra „Jylland“ øjnes Islands Top,

Og Kongen bliver vækket.

Højt knalder da Champagnens Prop,

Og der gaar Dans paa Bak og Dæk,

Kun stakkels Rosenberg er væk,

Maa ej hos Kongen være:

Nej „Hejmdal“ skal ham bære!