I Marts, da Isen just var brækket op,
Og Vandet koldt, og Vejret ikke mindre,
Brød Wessel ud. Kun Is kan Wessel hindre.
Om Luftens eller Vandets Kuldegrad
Han spørger ej. Naar blot hans Skib kan flyde,
Er han til Sejlen klar og til at skyde.
For Torekow, paa Grænsen mellem Skaane
Og Halland, duved op han med Fregatten.
Dér kasted Anker han og laa om Natten.
Den næste Dag bemanded han Chaluppen.
Han havde spændt sin Kaarde omkring Kjolen,
Men havde ikke taget med Pistolen,
Som ellers var hans trolige Gelejder;
Af hvilken Omgang aldrig han blev ked.
Han var en Mesterskytte, som man véd.
Hans Folk var, som han selv, kun let bevæbnet.
En havde med sin Økse, en en Pike;
Man vented sig en Rotur — Fjender ikke.
Han satte Kursen lige ret mod Land,
I Haab ved Trusel eller ved en Skilling
At kunne spørge nyt om Fjendens Stilling.
Han sprang i Land. Der laa den lille By
Med sine lave, rødstensrøde Hytter.
Han standsed. Holdt der ikke hist en Rytter? . . .
Aa hvad! En Rytter mer, en Rytter mindre!
Det gaar til Lands vel, som det gaar om Bord:
Man kan jo stole paa sin Skudes Ror
Og løbe væk fra Fjenden, hvis man ej
Kan magte ham. Helst holder man ham Stangen; —
Men nødig fler’ end to om en ad Gangen!
Og Wessel kommanderte fremad Flokken;
Selv løb han forud i en saadan Fart,
At han var skilt fra Baadens Mandskab snart.
Det var hans Skik; han kunde ej gaa langsomt.
Han løb og sprang, og som han var i Springet:
For Djævlen! raabte han. Han var omringet.
Dragoner her og der, paa alle Sider.
Staa! raabte de. Staa! skreg han; Notabene
Til sine Folk, som lød ham dér alene.
De vendte fluks, da Rytterne de saa’.
Bort i Chaluppen de fra Stranden roede
Og efter Chefen som Kameler gloede.
Da bed han sig i Læben, og med Kaarden
I Haanden snurred rundt han som en Top,
Og løb tilbage. Hej, det var Galop.
Galop paa Liv og Død. Galop dér bag ham.
De svenske Heste kunde ogsaa springe,
Og Rytternæven svang den nøgne Klinge.
Tre var de Karle, som paa Stranden kasted
Foran den kække Søgut Hesten om
Og raabte pustende: Hej, Dansker, kom!
Fly hid jer Dyrendal, Hr. Officer.
For Tusend! giv Jer, og vær ikke galen! —
Og Klingen lyned, Hesten svinged Halen.
Der stod han, Peder Wessel, en mod tre.
Han slog en Bule harmfuld sig i Hatten:
Velan; her er min Kaarde. Kom og ta’ den!
Den forreste Dragon i Skægget smisked
Og rejste sig i Sadlen med et Buk,
Og strakte Haanden frem og — fik et Hug,
Som gennem Handsken skar, saa Haanden dingled.
Av! brøled Rytteren og tog paa Vej,
Men Wessel lo og raabte: Den Gang ej!
Og som en Hjort, der jages gennem Skoven
Og bøjer let og smidig af, saa snart
En Hindring standse vil den lige Fart,
Saa fo’r han ind iblandt og rundt omkring
De skræmte Dyr, som stejled dér paa Sandet,
Og med et højt Hurra sprang han i Vandet.
Det kendte han. Med Kaarden mellem Tænder
Han vaded ud, saa langt han mægted bunde,
Og svømmed saa, det forteste han kunde.
Han svømmed, men de svenske Heste ej.
For dem nok Badetiden ej var kommen;
De vendte om, da Vandet naaede Vommen.
Hans lange Haar drev efter ham derude;
Det blev en Skive, da med sure Miner
Hestfolket løsned deres Karabiner.
Han dukked ned og dukked op igen;
Til sidst man kun som liden Prik ham skimted
Og Kaarden, som i Solen stedse glimted.
De roede ham i Møde med Chaluppen
Og fik ham hevet ind og bragt om Bord.
Han rysted sig, men mæled ej et Ord.
Vaad som han var, han peged blot mod Masten.
Dér fik hans Folk, hvad der var vel fortjent;
Og Chefen taled saa, da alt var endt:
I løb jer Vej. I selv maa bedst afgøre,
Om ej et Hug var bedre af en Sabel,
End Tamp for Masten af min Skibs-Konstabel.
Men hver sin Lyst. Jeg takker nu min Gud,
At Liv og Førlighed jeg har beholdt, —
Skønt, jeg maa sige, Vandet var lidt koldt! . . .