Han var ej mer end nitten Aar
Og Sø-Kadet af Rang,
Da mødtes vi paa „Ormen“;
Det var den første Gang.
Jeg tjente da for Tømmermand
Og saa’, ved første Syn, at han
Var bygget til at bære
Hvad Skyts det skulde være.
Vi sejled sammen dette Togt,
Og ud og ind vi fo’r,
Og Chefen han var Styrmand
Og bedste Mand om Bord.
Kadetten og den lille Snav
De passed ind i samme Lav;
Men da hans Togt var ude,
Han maatte bytte Skude.
Der var i Langesund en Mand,
Hed Jørgen Pedersen,
Han var og er og bliver
Min rigtig gode Ven:
Han gjorde atter Ormen klar
Det næste Aar, da Wessel var
Som Løjtnant vendt tilbage
Med Halsklud under Hage.
Paa „Postilionen“, en Fregat,
Han havde nemlig tjent
Imens, men dér var Wessel
Kun maadelig bevendt.
En saadan Fyr — forstaar I nok
Er ligesom en Skive-Blok;
Den maa ha’ stadig Smøre,
Om den sin Gavn skal gøre.
Han var ej født som Vente-Per
Med Konneksioner bag,
Han gad ej konvojere
Og sejle tyndt i Mag;
Det kunde, mente han, enhver,
Som var og kaldtes Sekretær.
Han gad nok avancere,
Men ej som Peder Flere.
Der maatte noget staa paa Spil
Og noget gaa paa Kant;
Jo højere, des bedre
Han Spillet immer fandt;
En Orm ham stedse nagede,
Og Løwendahl han plagede;
Saa fik han „Ormen“ atter.
„Sej!“ raabte han. „Det batter!“
Om Nytaarsdagen, Anno tolv,
Vi løb til Fladstrand ned,
Og straks igen til Sverig
Og ind paa Elvsborgs Red.
Dér drilled vi en svensk Fregat;
Den vilde have Snaven fat,
Men „Ormen“ fra den smurte,
Som vi bestandig gjorde.
Og siden løb vi ud og ind
I hver en Krog og Vig
Og førte med de svenske
Paa egen Haand vor Krig.
Snart var vi hist, snart var vi her,
Og bragte Fjenden i Gevær
Og snapped bort hans Lodser
Og banked hans Matroser.
Vi jaged Svenskens Hukkerter,
Skønt vi var kun de smaa,
Vi tog hans Rokkebaade,
Hvor bedst de var at faa.
Til sidst saa var der intet mer
At ta’. Og hvor der intet er,
Dér siger Præsten Amen!
Saa løb vi hjem til Drammen.
Og saa fik Visen anden Lyd,
Og Ormen gik sin Vej,
I Stedet kom Fregatten,
Vor Løwendahls Galej.
Og Wessel fik en lang Instruks,
Den lød, han skulde sejle fluks;
Og Chefens Øjne skinned,
Som om de var fortinned’.
Han kaldte os paa Skansen frem
Og læste op sit Brev;
Det faldt jo noget langværts,
Hvad Herrerne de skrev,
Men Meningen var ganske klar:
Vi skulde ta’ hvad Svenskens var,
Og banke ham saa længe,
Vi kunde sammen hænge!
Det gjorde vi paa bedste Vis
Og af et ærligt Sind,
Og den, som ej kan se det,
Maa være meget blind;
Hver Planke og hver Bolt om Bord
Kan sande disse mine Ord, —
Dér ligger jo Fregatten
Saa stolt, som en kan ha’ den.
Og som den ligger dér og ser
Paa andre Skuder ned,
Og ønsker blot at fare
Ud paa en aaben Red:
Saa banker der i Chefens Bryst
Et Hjerteslag med samme Lyst;
Gud la’ det længe banke!
Det er min simple Tanke.
