En Raadmand udi Trondhjem, Johan Wessel ved Navn,
Havde af Børn sig atten, til Ære som til Gavn;
Moderen Maren Schøller, af den Schøllerske Æt;
Begge døde de gamle, i Dyd og i Ret.
Der maatte vel stundom strides med saadan Børne-Flok;
Alene det at faa dem, er, som bekendt, ej nok.
Dog selve det at sætte i Verden saadant Kuld,
(Halv Dusin af Døtre, Sønner Dusinet fuld’)
Dertil skal baade Helsen, god Lykke og godt Huld.
Det var vel dér paa Landet ej noget uhørt Fald,
Men saadan var det andensteds, som her berettes skal.
Hr. Wessel fo’r paa Rejser med eget Købmandsskib,
Da kom han med en Kaper, en Franskmand, i Beknib;
Det var i Krigens Tider, den spanske Succession,
Til St. Malô han førtes for Entring og Kanon.
Hvad mest man har paa Hjerte, man sværest dølge kan;
Det spurgtes snart i Byen og rundt omkring paa Land:
Der kommet var en fremmed, en før, ansélig Mand
Med atten Børn derhjemme! Man vilde knap det tro.
Franzosen er ej saadan; han nøjes med de to.
Saa løb man for at se ham; de fleste gav Entrée.
Vor Raadmand gned sin Albu og gav sig til at le:
Og da man havde set ham og Løbet var forbi,
Saa kunde han købe Skuden, sig selv og Mandskab fri.
Derhjemme var blandt Flokken Peder Wessel Nr. ti.
Aldrig stod et Slagsmaal, han skulde jo deri.
For Bogen som for Bænken han røbed liden Nemme,
Men mere for at komme i al Fortræd og Klemme;
Saalunde sled han Tiden, men sled og sine Klæ’er,
Saa Faderen lod gøre ham Bukser udaf Læ’r.
Man véd nu, sligt blandt Drenge knap regnes for en Pryde,
Og Peder svor, hans Fader snart skulde det fortryde.
I Hast vor Knægt udfinder en Udvej og Spilop:
Paa en Skærsliberkærre med Bagen af sin Krop
Han satte sig, mens Hjulet de andre drejed rundt
Og drejed det saa flittigt, til Bagen gjorde ondt.
Saa hopped han fra Stenen. Det stod kuns paa et Nu,
Og da var Bagen blodig, men Bukserne itu.
Mens sligt vel har sin Moro for den, som hører dette,
Saa mored det ej Faderen. Han gik helt streng i Rette
Med Knægten, at han arted saadan fra Slægten ud,
Og sendte, for at kue ham, til Byens Skrædder Bud.
„Hr. Mester, min er Hvalpen, men min er ogsaa Skammen;
„Tag I ham i Jer Lære, den maa I vel forstaa.
„Han river alt isønder, lær I ham at sy sammen;
„Jert Alen-Maal behøver I ej at spare paa!“ —
Saa maatte Peder følge, trods det han græd og bad.
Han sad paa Skrædderbordet og syede Sting i Rad.
Han græd de stride Taarer, dog græd han ikke længe,
Han tænkte paa sin Ære og paa de andre Drenge;
Hvad langt han skulde kaste, han rimpede kun kort,
Og hvad han skulde øge, han klipped ganske bort.
Saa fik han Tamp af Mester; det Skrædder-Maal det bed,
Men Peder tog om Maalet og sprang af Bordet ned,
Og rendte ud paa Gaden, hvor Sneen den laa højt,
Og tog en dygtig Sne-Boldt og trykked den ret drøjt,
Og langed ud sin Mester, hvor Næsen møder Brynet,
En saadan Tak for Tampen, en saadan en i Synet,
At Syn og andre Sanser den arme Mand forgik; —
Og endt var Skrædderiet fra samme Øjeblik.
Da rejste Majestæten i Norge just det Aar,
Og Frederik den fjerde (som af sig selv forstaar)
Havde sig af Tjenere en Hoben og Lakajer,
Og én iblandt saa mange helt lettelig sig grejer.
I dette Anno Domini, Aar 1704,
Vor Peder var en vever, en trettenaarig Spire;
Han slumped med i Følget, var alles Spas og Fryd,
Men da man kom til Danmark, fik Piben anden Lyd.
I Lommen ej en Styver, ej Moders Sjæl han kendte,
Og hvis han kom tilbage, der var kuns Hug i Vente.
Saa fik han Plads som Tjener hos Kongens Skriftefader
Og rendte Bud og Ærind i Residentsens Gader.
Det var jo rare Sager, hvad dér han fik at se,
Dog droges mest til Havnen han efter Klokken tre;
Der kom det faste Mandskab fra Holmens Vagt derovre:
Tømmermænd og Smede, Sejlmagere og Sjovre;
Og Underofficerer i Spidsen gik med Sabler,
Ober-Kanonerer og Baadsmænd og Konstabler;
Det kunde Knægten lide; han tænkte: stod Du blot
Blandt saadan Standspersoner, saa stod Du ganske godt!
Saa skrifted han sin Længsel for Kongens Skriftefader,
Og næste Dag han rendte ej mer i Byens Gader;
Højt bankede hans Hjerte, og Blus stod paa hans Kind,
Da han som Lærling tegnedes blandt Holmens Mandskab ind.
Og her han lærte Sømands-Haandteringen fra Grunden,
Og gik paa lange Rejser, indtil han blev befunden,
Som Jungmand først, og siden som virkelig Matros,
Og endelig som Sø-Kadet, for værdig til slig Ros:
„Man finder Peder Wessel som for Etaten dannet,
„Han er til Sømand skaaren og ej til noget andet;
„I Kuling og i Uvejr, ved Morgen og ved Nat,
„Han klatrer rask i Riggen og tager muntert fat
„I alt hvad forefalder, om det er nok saa drøjt,
„Og intet Sejl ham hænger og intet Tov for højt.
„Hvis ej han brækker Halsen — som tidt er Udsigt til —
„En Pryd for hele Standen han sikkert blive vil.“
Med saadan Ros forsynet, han sejlede just hjem
I en Ostindiefarer og kom for Bergen frem;
Dér spurgte de den Tidende, ved Jævndøgn Anno Ti,
At Krigen var erklæret og Freden forbi.