Peder Tordenskjold
Peder Tordenskjold
Nu, da det pæne, det pynteligt smaa,
Breder sig yppigt og blomstrer i Landet,
Nu, da det djærve maa søge sin Vraa
Og bide Forbitrelsen i sig,
Da ej det tør bide paa andet;
Nu, da det kraftige kaldes det raa,
Og Tiden sit Alenmaal henter
Fra Dværge, som den kan forstaa.
Nu, da vi længst har slidt Oldtiden op
Og puttet dens Helte og Kæmper i Skabet:
Madding, som brugtes med afgjort Held,
Saa længe som Folket blev medet
Og flinkt over Maddingen gabed —
Nu, da vi har det saa rart og godt
Og sidder og traller gemytlig som Barnet,
Og klipper os „Mænd“ af kulørt Papir
Og trækker det friske i Skarnet.
Nu, da vi sover — en Mattelsens Søvn
Oven paa knuste Forhaabningers Dage,
Og ingen har Mod eller Evne
At tage det tabte tilbage,
Nu, da vi ret som et Vrag under Strand,
Nagleløs, falder i Stumper og Dele,
Og Maagen raaber sit Nødskrig
Og Kragen sit: „Skidt med det hele“.
Nu — ak min Musa, hvor bærer det hen!
Hvad vil din Stemme? har Maagen ej skreget?
Slug kun din Hulken og sid paa din Strand
Tavs, dér hvor Vragstumpen bliver
Udvasket, skyllet og bleget.
Snart er vel Storvasken endt, kan jeg tro,
Snart er i Sandet det sidste forsvundet,
Saa vil der komme Aarhundreders Ro,
Og af Døden opstandet bli’r Stumpen
Paa et fremmed Museum fundet. —
Dog: det har været et pynteligt Skib,
Pyntelig stort, i Stævnen en Løve,
Skinnende Stykker i Portenes Gab,
Bjørne paa Bakken, paa Skansen en Stab
Helte, saa stolte som nogen,
Hvem Nordhavet satte paa Prøve.
Kuglerne pløjed i Planken sig ind,
Riggen blev slidt af den ruskende Vind,
Mændene faldt og Tømrene knaged:
Pyntelig vajed dog Flaget.
Ret som en sjælden, en Æventyr-Fugl,
Blodrøde Vinger og kridhvid i Brystet,
Fulgte det flagrende Skibet paa Vej
Højt over Dækket og Hytten og Røstet;
Tavs, uden Skrig, som et Vartegn foroven,
Svævede Fuglen med Varsel i Flugten,
Slog med sin Vinge og spiled sit Næb,
Naar den indaanded Krudtrøgs-Lugten.
Under dens Vinger voksed en Slægt,
Under dens Vartegn mylred Bedrifter
Frem gennem Nat, gennem Nød, gennem Skrig,
Gennem Splinternes gabende Rifter.
Sagaen tegned paa Tavlen dem ned,
Folket har slugt de ærværdige Skrifter;
Folket er blevet af Læsningen ked,
Thi Folket . . . ja, Tiderne skifter.
Gemt er, saa siger man, Sagaen blot.
Nej den er glemt: den mangler jo Brugen,
Sandheden, Livet. I Stedet er traadt
Smaathakket Ondskab, gemytlig Passiar,
Kævl over Øl og Vrøvl ved Cigar,
Alvor i Smørret og Rugen.
Smørret og Rugen: Respekt for de to!
Det er vor Nerve og det er vor Kilde;
Men vi har lagt os i Smørret til Ro:
Det er derfor, vort Folk er saa lille. —
Havet, som maner, Havet, som slaar
Stedse sin Kno paa vor tætklinte Rude,
Vuggen, hvis Gænger evindelig gaar,
Mindende Slægten om Ungdommens Aar,
Kæmpetids-Drøn om vor Pude:
Havet vi glemte derude.
Lunken mod Søen, som raabte: parat!
Strøg vi paa Tavlen, hvad Havet vi skyldte;
Luften med Raab for vor „Landsoldat“,
Vor egen, vor tapre, vi fyldte.
Vel var han værd, at man tog saa paa Vej:
Mandelig stod han og mandig han blødte,
Men som vor „egen“ vi kender ham ej
Dybt nok tilbage, hvor Mindet
Rejser sin ristede Støtte;
Stavnsbunden, hværvet, en Hund for en Nar,
Som paa sit Tysk kommanderte Kadencen,
Blødt under Fanen vor Landsoldat har, —
Men sent først i Folke-Falanksen.
Fødelandsværnet, vor stridbare Slægts
Urgamle Hjem, Du fribaarne Flaade!
Det var jo Dig, som fra Myternes Tid
Med din Saga til Helgoland naaede;
Enten det bar for en strygende Bør
Ind gennem Fjenden til Haandmængets Møde,
Eller Du laa paa den aabne Red,
Lænket som Doggen til Huset, og bed
Fra Dig og sejrende døde!
Folkelig var Du af Fødsel og Vækst;
Aldrig kom Hofkryb og stramme Lakajer
Op paa din Skanse, hvor Vinden
Bort det forlorne fejer.
Aldrig dit Sprog var „Darauss’ernes“ Tekst;
Tampen paa Dansk eller Norsk var parat;
Junkeren taalte, som Katten, ej Vandet,
Junkeren holdt sig paa Landet
Og banked paa Tysk sin Soldat.
Gasten i Top og Kaptajnen paa Dæk
Kendte hinanden som to Kammerater,
Begge begyndte de som Akrobater,
Én var den Bølge, som bar dem,
Og én den, som skylled dem væk.
Én var den Ed, hvormed begge gik paa,
Ens deres Køje og ens deres Skraa;
En maatte lystre, den anden befalte,
Men ét var det Sprog, som de talte. —
Fødelands Flaade, om nu Du er graa,
Hamret af Jernet, et underligt Skue,
Halvt under Vandet, med Skorstene paa
Og i Vommen en gloende Lue:
Ældgamle Flaade, Dig vies min Sang!
End har Du dog Kammerater, som flyde
Stolt over Vandet med vingespændt Fang —
Om de end ej har Brev paa at skyde.
Flaade og Hav, i Kamp eller Fred, —
Medens min Sang, i vort Fødelands Øde,
Maner en lysende Helt fra de døde
Frem over Nordhavets skvulpende Red:
Eder min Musa har troligt for Øje,
I giver Trøst i det tvivlende Sind,
Medens den skyfødte, fribaarne Vind
Rejser de rullende Høje.
Mærket, som I har i Krøniken lagt,
Maa dog vel jage os Blodet til Kinden;
Styrken, som I har til Slægterne bragt,
Kan dog vel ikke henvejres for Vinden;
Mane I maa dog en Gang vel til Vagt
Om, hvad der rester, forinden vi synker
Helt i en Døs under Dødslinets Dragt
For Skæbne-Medusaens stivnende
Smil bag de stenhaarde Rynker.
Men har I pustet i Landet et Liv
Atter til Daad fra vor Kævlen og Dvasken,
Rejst til en virkelig Prøve vor Kiv,
Eller gravet den dybt under Sindenes
Flammende Fredsbaal i Asken:
Da skal det kendes i Landet omkring,
Hvordan en Verdenshavs-Bølge sig vælter
Ind gennem Sunde og Fjorde og Bælter,
Rensende, friskende kold; —
Da skal der fødes i Norden
En ny Peder Tordenskjold.