Ingen Sol, ej Dagskær, ikke Nat.
Det er Døgnets døde Stund, forladt
Af det mindste Haab, som melder, at
Det maaske kan blive Dag en Gang.
Mørke Heder, et forkuet Krat
Uden Kilder, uden Fuglesang,
Som om Lysets glade Liv fortæller.
Vilde Klipper, skifergraa og kolde,
Som en stormet Fæstnings øde Volde. —
Hvilken trøstesløs, fortvivlet Egn!
Dybe Kløfter, hulet af en Regn,
Af en Syndflod skulde fast man tro.
Stride Strømme uden nogen Bro,
Søer, hvori Vandet evigt syder,
Hvor ej nogen Fisk mod Fladen skyder,
Paa hvis Skrænter ingen Blomster gro.
Som til Døden viede Geledder
Skride blege Skygger tungt forbi
Kløften, hvor den unge Kvinde sidder;
Og det klynker, jamrer eller skriger,
Og de favne mod det tomme hen,
Som de vilde styrte mod en Ven,
Der bestandig deres Favntag viger.
Andre jage, uden Fred og Hvile,
Lukt mod Strømmen, og langs Bredden ile,
Som om Blikket søgte sig en Bro.
Der er ingen. Saa tilbage atter!
Frem paany! Og med en Afsindslatter
Om igen, foruden Rast og Ro.
Nogle komme, smykkede med Kranse,
Skue Søen, juble højt og standse,
Styrte sig saa fra den stejle Skrænt.
Op de dukke, jammerlig forbrændt; —
Knap er Skriget langs med Søen endt,
Førend nye Skygger, smykt med Kranse,
Skue Søen, juble højt og standse,
Styrte saa, hvor Dybets Ild er tændt . . .
Men den unge Kvinde springer op.
Bort herfra; ud hvor den mørke Hede
Synes om Forglemmelse at frede,
Synes Værn mod alle hine Luer,
Synes med de hundred Tusind Tuer
Dødens store, tavse Kirkegaard!
Og paa Heden ved en Busk hun staar.
Se, der sidder bleg, med lange Haar,
Stirrende mod Luften frem en Yngling.
Rolig er han, smuk, men o, hvor bleg.
Var han ogsaa med i hines Leg?
Spørg ham ad! Han sukker. Sorg ham tynger.
Hør, hvor han om Heden for Dig synger:
Junkeren.
Jeg gik mig ud paa Heden
Den brune at staa;
Hejsa kom og dans nu
Paa Hæl og paa Taa!
Dansen lyder langt ud i Heden.
Dér mødte jeg en Jomfru,
Da Mørket faldt paa:
Hr. Junker, I er spraglet,
Hr. Junker, jeg er graa,
Hr. Junker, vi er frie Folk paa Heden!
Hun slog sig i de Hænder,
Hun stamped med sin Fod,
Hun vugged sig i Hoften
Paa Stedet, hvor hun stod,
Hun kasted sine Tøfler langt i Heden;
Hun kasted med sin Nakke,
Højt Brystet stod i Sky;
Aldrig saa’ jeg slig en Dans
I Kongens smukke By,
Aldrig blev der danset, før paa Heden.
Jeg mente, at en Jomfru
Kun havde Hænder to.
Fire var i Luften
Over Heden.
Hun græd for lutter Længsel,
Bag Taarer hun lo.
Hr. Junker, nu gaar Solen ned bag Heden!
Hr. Junker, om I red nu
Til Andalusiens Land,
Aldrig saa’ I Øjne
Med saadan kulsort Brand,
De brænder som den brune Lyng paa Heden.
Hr. Junker, jeg maa danse,
Og dansed jeg mig gal!
Hr. Junker, jeg er Dansen selv,
Som jeg fra Himlen stjal,
Da Pintsesolen opgik over Heden!
Hr. Junker, hvorfor bærer
I Daggert ved jert Laar?
Sno ind med Silkelidser
Jert lange, lyse Haar!
I staar, som var I Jomfru her paa Heden.
I Aaren siver Mælken
Fra jeres Moders Bryst;
Jer Kind har ingen Blussen,
Jert Øje ingen Lyst;
Jeg døber Jer i Blod, som Barn af Heden! —
Jeg rørte ej den Jomfru,
Skønt svarlig var min Lyst;
Saa svandt hun ud i Luften
Over Heden.
Men Dansen kan jeg huske;
Jeg ser det høje Bryst.
Hej, kom! Nu danser Junkeren paa Heden.
Ej kyssed jeg de Læber,
Ej favned jeg det Bryst,
Dog blev det til et Møde
Imellem Lyst og Lyst;
Et Afkom blev af Dansen ud i Heden.
Et stille Barn blev hos mig
Med Øde i sit Blik,
Med Længsel i sit Øje;
Og hvor min Fod end gik,
Dér danser for mit Syn den brune Hede.
Hun vandred bort; hun vandred langsomt frem;
Hun flytted Fod for Fod. Hvorhen, hvorhen?
I Sangen laa en Sygdoms døde Gnist;
Naar Stormen pusted paa den, vilde den
Da ikke fange Liv til sidst? —
Hvor skulde hun vel fly? Hvorhen, hvorhen!
Tilbage! hvor? Til Hjemmet! hvilket Hjem?
Var hendes Moder med det onde Raad,
Var hendes Fader med de kolde Blikke,
Var hendes Søstre med den løse Tale:
Var det et Hjem? — Sig Gud at anbefale
Hun vilde gerne, men hun voved ikke.
Hvor var desuden han?
Hun skulde sikkert aldrig spurgt saadan,
Om ej fra Skolen som en gammel Mand,
Men noget uklar for et Barns Forstand,
Han stod for hende nu. Tilmed i Bønnen
Der stod, at han var streng. Men Sønnen? — Sønnen!
Ja han var mild og god; og hvis hun kunde
Ham møde, vilde hun ej gaa til Grunde;
Det vidste hun, thi ingen han forskød.
Men ak, han var jo død.
De fæle Præster og Kong Pontius
Pilatus havde slaaet ham ihjel;
Det vidste hun. Nu mindedes hun vel,
At atter han af Døden var opstanden.
Men hvor og hvem var han da saa?
Var ikke han en anden,
End da forfulgt han vandred om blandt Stakler
Og gjorde for de fattige Mirakler,
Som den, der kender bedst hvor Skoen trykker?
Mon ej han nu blev streng, just som sin Fader,
Der straffer tidt, men sjældnere forlader? —
Man ser, hun hildedes i hine Løkker,
Som snæred mangen, der paa meget tror.
Man ser, at hendes Kundskab var ej stor
Paa det, hvoraf saa mangen øser Trøst
I Stormens Tid, naar Skæbnen holder Høst.
Dog tog hun Sagen ærlig, uden Skrømt; —
Hun kunde selv ej for,
At hendes Skolegang var saa forsømt.
Dér stod hun, vidste ud ej eller ind.
I saadant Øjeblik er Kvindens Sind
Et Skib i Drift foruden Styrmænds Følge;
Hvo, som befarer netop Strømmens Bølge,
Har ofte taget det som sikker Prise.
Hun saa’ tilbage sig og øjned ham,
Der sang den vilde Vise.
Han nærmed sig. Med fugtig bløde Blikke
Han taled om sit Savn og om sin Smerte,
Han sagde: „Pige, Du fik og et Hjerte.
Del det med mig; vær mig en Søster;
I Savn og Længsel var jeg alt din Broder.
Naar to, paa søskendvis, hinanden trøster,
Da glæder sig Naturens store Gud,
Og vi har vundet os en fælles Moder!“ —
Hun rakte ham sin Haand. Han trykked den;
Men var det og en Broders Haandtryk? — næppe!
Han peged ned mod Hedens brune Tæppe:
„Kom lad os sidde sammen!“ Og de sad.
Hans varme Aande følte hun. Han bad
Om Broderkysset! O, det kommer an
Paa, hvad man beder Kvinden om, hvordan,
Og om man netop vælge kan det Ord,
Som ej gør Gunsten alt for stor,
Som aabner Hjertet, og som lukker Tanken.
Hun bøjed sig — ej uden Hjertebanken —
Imod ham. Se, da fo’r hun op,
Som stukket af en broddet Bi, og stødte
Ham fra sig. Pigens skræmte Øje mødte
Et hastigt Blik, som — ja, hvem husker ikke,
Hos Mænd, hos Kvinder, et af hine Blikke,
Der ligne netop, hvad de aldrig ere,
Der skabe Kærlighedens Guddomslære
Saa bitter Modstand ved at drage den
I Dyndet ned, et hæsligt Vrængebilled
For Smudsets Hob, hvis Drift, utilfredsstillet
Af alle Lyster, løfter fræk-fortrolig
Sit Slægtraab imod Elskovs høje Bolig.
Hun fløj af Sted som den, i hvem der bor,
Trods jordfødt Skrøbeligheds fælles Mærke,
En evig Rædsel mod det dybe Spor
I Dyndet af de slappe Sansers Trælle.
Var før hun svag: her var hun dog den stærke;
Var hun i Nød: ej skulde større Nød
Om større Fald for hendes Fod fortælle.
Hun var blandt dem, som brødefuld dog tror
Paa Kærlighed, som paa den største Magt,
Der fordrer højest Offer her paa Jord.