Der udenfor i Slottets øde Park
Er Nat; en Midnat, højtidsstor og stille
Og maanelys; og Springets Straaler spille
Med dæmpet Rislen mod det dybe Blaa,
Og synes som en drømmerisk Musik
I sine egne Toner at forgaa,
Med Vemod i sit eget Væld at tabes,
For atter med et Tilløb, sølvklart, stærkt,
I Vellyd strømmende paany at skabes.
Der udenfor i Slottets øde Have
Staar Maanen over Skoven gul og rund
Og vaager som en Fe ved Søvnens Leje,
Og fjerner hver en Mislyd fra det Blund,
Som den vil skænke al sin Røgt og Pleje.
Dér sover Fuglen tryg bag Bladets Tag,
Og hviler ud til Sangens travle Dag
Og sparer paa sin Strubes Fløjtetrille —;
Der skal jo nogen kvidre her paa Jord;
Ja Herregud, den Dont er ikke stor,
Men Fuglen er jo ogsaa kun saa lille.
I Krattet, dér hvor Maanestriben falder
Og lyser dobbelt klar ved Skyggens Mørke,
Og drager Tanken med sig paa en Alder,
Som kaldtes gylden, fordi Guldet ej
Udmarved Jorden med sin Goldheds Tørke,
Men hvor en Freds og Skønheds rene Luft
Forstærked Træets Frugt og Blomstens Duft —
I Krattet, omsvøbt af et virket Slør
Med Stjernens Glans i Duggens Perleøje,
Dér hviler Hjort og Hind, som Minde om,
At alle Væsner fra et Eden kom,
Hvor Had og Tvedragt var et ukendt Ord,
Hvor Livets Kilder vælded af en Jord,
Uplettet af det brede, røde Spor,
Som haarde Guder tvang de vrede Mænd
Og svage Kvinder, gennem Tiden hen
Af Tidens Nød betvungne, til at pløje.
I slig en Nat er Jordens Rige delt
I tvende Verdner: en, der er forsvunden,
Men som faar Liv og i en dejlig Kvindes
Gestalt, med Sagnets Sølvmors Slør omvunden,
Med Foden strakt og Fingren lagt paa Munden,
Opsøger sig Endymion
Og giver hen til Elskov sig i Lunden.
Da bølger Stemmer gennem Duggens Bad,
I Kildens Vover høres Aander hviske,
Der stiger Røster, klokkerene, friske,
Fra Væsner, som bebo den blanke Aa,
Hvor Ellekonen pusler sine smaa
Og Alfen danser paa den spæde Taa —;
En Verden lever, elsker, jubler, ler
I Skov, paa Mark, i Engen og i Lunden;
En anden ligger under blytung Vægt
Paa Lejet henstrakt, under Søvnen bunden.
Og denne anden — det er Dagens Rige.
En Gang var Bro imellem begge lagt,
Og Mennesker og Aander kaldtes Lige;
De havde Blod til fælles, fælles Magt.
Da favned Skovens Gud den brune Pige,
Mens Luften skjalv af Sang og Strengespil;
„Da var der Kæmper her paa Jorden til.“
Nu sover han, den store Skabnings Herre.
En Kæmpe er han; hør, hvor Kæmpen snorker!
Om Dagen slider han, alt hvad han orker,
Om Aftnen standser han den tunge Kærre
Og slænger hen i Krogen Pisk og Tømme.
Han sove vil, og han vil ogsaa drømme.
Hvad er hans Drømme? Hvilket Spørgsmaal! Han,
Som har sig underlagt Jord, Luft og Vand,
Og bragt System og Orden i det hele,
Og rettet Værket i dets mindste Dele,
Som tager Viv og avler Børn og dør
Og graves ned, som det sig bør og hør,
Som har sig gjort en Gud i eget Billed,
En Ordens Gud, der holder Haanden over,
Lig Nattens Vægter, Verden naar den sover,
(Om Dagen kan hans Gud til Gengæld sove),
Som har sig pansret ud med tykke Love
Til Tryghed for sig selv, til Skræk for andre,
Som stedse kun den slagne Vej vil vandre,
(Med mindre Sidevejen er Gevinst), . . .
Hvad skulde vel hans Drømme være? Mindst
Af alt den broget-løse Fabel,
Som spøger slig en Maanenat paa Engen.
Han er det, som han er, endog i Sengen;
En Kæmpe er han, men en respektabel.
Dog sælsomt slynger Livet ud og ind
Paa alle Væsners Væv det store Spind;
Der farer Hænder — hvem forstaar den Gaade? —
I Spolen og forstyrrer Værkets Traade.
Og Mønstrets Billed, det, som alt er vorden,
Forskyder sig. Hvor blev den skønne Orden?
Den store Skabnings Herre kaared sig
— Sit Ve og Vel han stedse vaager over —
Til Søvnens Gud en Engel, som kun sover.
Nuvel, sov sødt, Du gode smukke Engel,
Bøj Dig, lig Blomsten paa den sarte Stængel,
Til Jorden kun; den trænger tidt til Dig.
Men for hver Engel, som er smuk og god,
Der findes to, som staar paa fjendtlig Fod
Med Blomsterduft og sarte Blomsterstilke.
En Engel er der, klædt i højrød Silke,
Med Plirren i det mørke, spodske Øje;
Han nærmer sig med Urter mellem Fingre,
Skarntyde-Blad og giftig Bulmeurt,
Og strør dem over Sengens Hovedgærde,
Og fjerner sig og trykker Døren til —
Og ler der udenfor med Kattens Latter.
Da rejser Tyven sig aarvaagen op,
Hvor Ærligheden gik om Kvæld til Ro;
Da vaagner Mordlyst i en hellig Krop,
Den blide Haand faar Leopardens Klo.
Da gløder Attraa over Kyskheds Leje,
Og Mand og Kvinde søger Mørkets Veje
For at fuldbyrde, hvad om Dagen kun
De tænkte sig, i Nattens trygge Stund.
Da vaager Svig og Træskhed og Foragt
For svorne Eder, hver en lyssky Magt.
Og Svaghed er den Gud, som alle dyrke,
Mens Lidenskaben raser i sin Styrke.
Men kommer Dagen — fluks gaar alt igen
I Orden paa de gamle Pladser hen.
Og derfor Mennesket om Natten dømmer:
Det er den Stund, hvori man sover
Og — ja maaske — en Smule Nonsens drømmer!
— — — — — — — — — — — —
Der udenfor i Slottets øde Park
Stod Maanen over Skoven stor og rund,
Og søgte som en mild og venlig Fe
At holde hver en Mislyd borte,
Som kan sig snige ind i Drømmens Stund,
Benyttende de dybe Skygger sorte.
Ak det er svært. Om Natten aldrig er
Saa tavs, den har dog Klagelyde,
Og mange bitre Stemmer bryde
Sig Vej og trænge pludselig fra Skyggen
I Lyset ud. Et halvkvalt Skrig. Hvorfra?
Med hvilken Ret? af hvilken Grund? —
Et Gisp, en liden Piben fra en Mund,
Som skjuler sig og, skjult, dit Øre saarer. —
Der er en evig Gaade bag dit Blund,
O tavse Nat, som isner hvert et Mod.
Derfor staar Maanen op saa tidt i Blod
Og smiler til os ned saa tidt bag Taarer.
En liden Faarekylling sad og peb
Et Steds. Hvem har en Faarekylling sét?
Man ser den ej, man hører kun dens Stemme.
Ad Navnet, Faar og Kylling, har man lét,
Men aldrig ad dens Piben; den har hjemme,
Hvor Angst og Knugelse og Tvivl og Tanker
Paa mørke Magter tumles som et Skib
I Havets store, gaadefulde Dyb,
Mens Døden spiller som en graadig Haj
Og støder Snuden mod de skøre Planker.
Den peb, den liden Orm, igennem Natten.
Og Maanens Taare glimted mellem Græsset,
Hvor Ormen sad. Det var en vægtig Taare;
Men Ormen havde sét den altfor tidt,
Og peb og peb. I saadan Nattestilhed
Én enkelt Tone bliver til en Magt.
Svært er det, at faa den til Tavshed bragt,
Thi spilled end et helt og fuldt Orkester
I rene, bløde, store Harmonier: —
Én Mislyd kun! og Harmonien tier.
Din Lod er stundom tung, Musikkens Mester.
Da løfted sig med et fra Buskens Blad
En Stemme med saa høj og klar en Trille,
Som gennem hele Tonerækken løb,
At Faarekyllingen gav Køb
Og tav beskæmmet stille.
Det var en Nattergale-Han, hvis Kvad
Blev baaret over mod den lune Rede,
Hvor Hunnen sad og vaaged hos de smaa.
En af dem havde nok i Duggens Bad
Forkølet sig; ved Moderbrystet laa
Den lille syge. — Moderbrystet har
Vel Hjertets Røst, men Stemmen den har Fa’r:
Nattergalen.
Jeg mindes end den vellugtfyldte Nat,
Da Vinden havde foldet Vingen sammen
Op over Bakkekammen
Gled Maanen langsomt fra det tavse Krat.
Jeg mindes denne Strøm af Rosenaande —
O søde Duft, Du bølger mig forbi
Endnu, og som i hedest Elskovsvaande
Jeg sænker mig beruset, tabt deri.
Det var min Ungdoms første, stolte Nat.
Indviet blev ved den jeg til at tyde
Med Genklangstoner alle Elskovs Lyde,
Som, vakt til vældigst Liv, forgaa saa brat.
Jeg skjalv af Stolthed: I min Røst var givet
En Magt, hvorved jeg over Verden bød;
Jeg syntes, at jeg kendte nu for Livet
Det Tryllesprog, som vækker selv en død.
Jeg drak den Magt, jeg suged ind det Sprog
Af tvendes fugtigbløde, blanke Blikke.
En Have var der; i dens Krog
De sad — de skælved —; ak, jeg voved ikke
At flytte mig paa Kvisten, hvor jeg sad.
Han knæled ned, hun strøg hans Kind, han bad;
Hun drog ham til sig, og sin Haand hun lagde
For Læben ham. Hun drak, som jeg, hans Blik;
Med Hjertet hørte hun, hvad Øjet sagde.
Det var et Sprog, som bølged over Luer;
Mit Bryst blev brændt til Glød ved denne Ild.
Hun hæved og hun sænked Brynets Buer;
Mit Hjerte grebes af en Hvirvel vild;
Jeg følte mig som Ørnen højt paa Randen
Af Fjeldet; — da jeg atter saa’ derned,
Da var de et, tæt slynget i hinanden.
Jeg fløj derfra; jeg sang om Kærlighed.
Jeg sang mig til en Brud. Stolt var hun, skøn,
Saa skøn som nogen Fugl, hvis Fjedre skinne.
Højt leved jeg som Skovens frie Søn; —
Dybt var mit Fald; jeg havde valgt i Blinde.
Den stakkels Nattergal med Næbet hang;
Da kom der andre Toner i dens Sang,
Da tænkte jeg paa alle dem, der lide.
Jeg sang mig til en trofast Hjertenskær;
Hun sidder hos de smaa paa Reden dér.
Jeg korter hendes Vagt ved Nattetide.
Jeg slaar mit Blik imod det dybe Blaa.
Jeg er kun fattig Fugl i Fjedre graa,
Men der er Magt og Rigdom i min Stemme.
Du store Nat, Du er mit Vidne paa,
Jeg klæber ej ved Reden og de smaa,
Nej over Verden skal min Stemme gaa,
At lære andre, hvad jeg selv
Har lært derhjemme.
Stig op, min Trille, gennem Luftens Hav.
Svøm som en Perle gennem Ætrens Vover:
Skin, brist og dø:
Jeg véd, af Perlen flagrer ud et Frø,
Jeg véd, af Frøet spirer andre Perler,
Ufødte Sanges Kor, som endnu sover.
Jeg er en liden Fugl, skabt til at dø;
Hvad klager jeg derover?
Min Sang vil gynge gennem Tidens Sø,
Indtil den rækker Kærlighedens Ø,
Højt over alle Tiders, alle Stormes
Hjemsøgte Strandbreds skumbedækte Vover.
Alverden længes did, men ingen naa’r
Saa langt. Kun Længslen ene mægter bryde,
Hvor vrede Bølger skyde,
Sig Vej; og Længsel er jo Fuglens Sang.
Den drikker Dug af Øens stille Vang,
Den aander Luft fra Fjeldets rene Skove;
Saa gaar det atter over Dybets Vove
Tilbage til den taarefyldte Jord.
Lyt da! Hvor lavt og glædesløst Du bor,
Hvor fattig og forladt Du end Dig tror:
I Sangen vil Du høre hine Toner,
Hvis Lov gaar som et Baand igennem alt,
Hvis Trøst er Dug fra rige, varme Zoner,
Som lindrer dér, hvor bitrest Taare faldt.
Al-Kærlighedens Lovsang hører Du,
Fjernt som et Hav, der lægger sig til Ro,
Igennem Nattergalens faste Tro
Paa det, der samler Livets Millioner.
I Slottet er der Nat. Alt er saa stille,
Saa dobbelt øde i den tavse Stund.
Igennem Buevinduets hvalte Rund
Paa Salens Marmor Maanens Straaler spille,
Og gyldenkantet staar den slanke Pille.
En luftig Dis, et blaaligt Drømmeskær.
De høje Sale synes som en Skov,
Forstenet; men igennem Stenens Verden
Det svæver, bølger, lever fjernt og nær.
Der træder fra de virkede Tapeter
Mænd, Kvinder, Dyr, en Nattens Verden frem;
Det øde Slot er svundne Slægters Hjem;
Og svundne Slægter give hyppigt Møde
Og spøge, naar vi tro’de længst dem døde.
Her jager Ridderen den slanke Daa
Igennem Skov og Krat. Her jages selv
Han af sin Dame. Hvem kan sligt forstaa?
Han er en Riddersmand fra Top til Taa,
Har Mod i Bryst, hans Pilskud aldrig fejler; —
Selv er han anskudt. Hej, hvor Hesten stejler!
Han vil nok ride fra sig selv og Tiden.
Det gaar ej. Tæm Dig selv og spor ej Hesten. —
Man ser det: Du er en forsmaaet Bejler.
Her drager man i Leding, her man sejler;
Her fisker man, her flaar man Oksens Hud.
Her driver Patriarken Hagar ud
I Ørknen, medens Sara triumferer; —
I Telt, i Hus den stærkeste regerer.
Her synder David, her Susanna ej.
Her leder Stjernens Skin tre Kongers Vej
Hen til en Moder, som har redet Seng
I Krybben for en liden, dejlig Dreng,
Hvis Øjne lyse selv som Himlens Stjerner.
Her sidder Drengen, vokset op til Mand,
Mild, klog og skøn imellem tvende Terner,
Hvoraf den ene skøtter, hvad hun kan
I Huset, mens hun paa den anden skænder,
Som gyder over Mandens nøgne Fod
En kostbar Salve mellem hvide Hænder.
Her hænger Manden, naglet til et Træ;
Et Kors han danner, som Tapetet deler
I tvende Felter. Paa det ene skeler
En skummel Præst; men paa det andet staar
En Moder, som sig vildt for Brystet slaar.
Saa gaar en Sky for Maanen. Da den smiler
Paany, dens Øje med en Stirren hviler
Paa — ja hvad er det? Staar der ej en Kvinde,
En herlig voksen, af en Kunstner skabt,
Og synes i et Syn saa ganske tabt,
At hun for andet ej har Sans og Sinde?
Et Æble paa en Gren. Et Æble kun!
Men se, hvor spidser sig den røde Mund;
Og se, en Slange titter frem bag Løvet!
Hun staar, som var hun Viljens Magt berøvet.
Gaa bort! Ak nej, i Tæppet vævet ind
Bestandig Blikket over Grenen glider.
Det Syn sig flytter ej med Maanens Skin,
Det er, vil være der til alle Tider.
— — — — — — — — — — —
Saaledes bølger i et natligt Liv
De virkede Tapeter. Maanen skinner
Og flytter sig; saa veksle disse Minder
Og Billeder; ét bliver, ét forsvinder.
Og Væveren, som drog de høje Sale
Med disse Tæpper, han har at befale! — — —
Lys ligger ud mod Haven denne Række
Af Pragtgemakker. Men hos Bjørnen inde,
Hvor Søvnen længst har slaaet op sin Bo,
Tør intet Lys, ej heller Maanen, skinne.
Dybt Mørket er, og dyb er Søvnens Ro; —
Da springer frem en Gnist, og Læber to
Med hørligt Aandedræt paa Gnisten puster.
Et Tønder fanger Liv, og Gnisten vokser.
Man ser en Mund. Hver Gang den trækker Vejret,
Adskilles Læberne og viser frem
To Rader Tænders tætte, hvide Blankhed,
Saa skimtes der en Haand, saa tvende Hænder;
En Lue blusser, Haanden tænder
En liden Lysestump ved Glødens Lue: —
I al sin yppigt runde, bløde Slankhed
Der staar i Natdragt Slottets unge Frue.
Dér staar hun, Bjørnens Brud. Og Lyset skælver
I Haanden; — over Væggen skælver Skyggen.
Den skønne Arm er blottet helt,
Saavel som Brystet og den runde Skulder,
Og Haarets Masser, over Panden delt,
Til begge Sider i en Strøm nedruller.
Hun er den samme skønne, unge Kvinde,
Som stod for Spejlet her i Kamret inde.
Den samme? — Nu! maaske er hun en anden:
Der ligger Skyer lejret over Panden,
Og Sjælen synes i sin smukke Bolig
At føle fremmed sig, urolig, tung . . .
Hun er en lille Smule ældre bleven,
Og dog maaske endnu for ung.
Hun staar et Øjeblik af Frygt og Kulde
Bevæget til at tænke: Skulde
Du ikke puste Lyset ud igen?
Hun er begyndt en Gang og — hun er Kvinde;
Hun maa fuldbyrde, hvad hun har i Sinde.
Hun bøjer over Sengen sig. Dér hviled
Hun nys hos den, som nu hun vil forraade.
For Lyset skærmer hun, og Haanden ryster.
Nej; hendes Mo’r har Ret. Nu ingen Kryster!
Nu eller aldrig Lys i denne Gaade! —
Det Udraab: Kryster! sig, hvem husker ej,
Hvor tidt det peged mod den fejle Vej,
Hvor tidt vor Vej ved det blev skæbnesvanger?
Man tror derved at fri sig for et Net
Af delte Viljer; — Nettet fanger
Os netop ved hint Ord. Os sker vor Ret;
Vi bliver, hvad vi netop ej vil være.
Saaledes Verdens Gang er.
Men bagklog er, som al Erfarings Lærdom,
En dyrkøbt Lære.
Hun fjerner Haanden, Lyset strømmer ud.
Dér hviler — og hun standser: Store Gud!
Bedøvet staar hun dér ved Sengens Rand, —
Dér hviler hendes Mand.
Han er en Mand.
Ung, skøn og ædelbaaren, kongelig.
Der staar at læse paa den stolte Pande
Et Herredømme over Folk og Lande;
Paa Buen, som de faste Læber danne,
Der staar at læse Mildhed, som er klog;
I hvert et Træk der staar et aabent Sprog,
I Hagens Kløft og over Øjets Laag.
Paa denne Søvn har Sjælen sat et Stempel,
De Herrer Prinser til et smukt Eksempel.
For Synets Adel bæver hun tilbage
— Man ser just ikke Prinser alle Dage,
Og saadan Prins er noget dobbelt nyt —;
Og derpaa, som om Ild blev hende gydt
I hver en Aare, bøjer hun sig over
Sin Mand —; det er jo hendes Mand,
Han, som dér sover.
Hun glemmer Prinsen, som man glemmer Guldet,
Naar Guldet er ens eget og man har’et.
Al Fryd, som bagved Tvivlen blev opsparet,
Som vilde hengi’ sig, men voved ikke,
Af Frygt for dog at træffe noget — noget,
Hvortil ej Læben vilde forme Sproget,
Alt, hvad tilbagetrængt og nu af Brødens
Bevidsthed dobbelt pustet blev i Glød,
Med Flammer frem af hendes Hjerte brød.
Paa Kinden stod et Skær som Morgenrødens,
Og Stuen bølged rundt for hendes Blikke.
Hun saa’ en mejslet Guddom for sig ligge.
Hun glemte Prinsen; kun en Mand hun saa’,
Som med sin Arm ind under Nakken laa.
Skabt som en Gud han var og skøn som faa,
Og han var god, det kunde hun forstaa.
Hvorledes Tanken hvælved dette Rum
Til Bolig for sin Verden, hvilken Strid
Der laa bag dette Smil (hans Søvn var blid) —
Hvorledes Bjørnen kom til disse Lemmer —
Hvad Gaade denne Gud i Hjertet gemmer —
Om Natten har en større Ret end Dagen —
Hvad der er Biting her, hvad Hovedsagen —
Hun spørger ej, hun tænker ej derpaa.
Med blottet Bryst, strakt paa det hvide Lagen,
Han hviler ung og stærk og skøn som faa.
Hun glemte alt: sin Moders Raad, hans Ord.
For første Gang hun skuer Guders Spor,
Som det blev aftrykt i den ædle Jord,
Da Leret vandt sig Ret ved Skønheds Love.
For dette Syn hun Livet vilde vove.
Og Synet er ej dødt. Vist ej: hun véd,
Hvor denne Gud er varm i Kærlighed.
Hun maatte kysse ham. Hun maatte stille
Sin Læbes Tørst. Saa komme, hvad der vilde!
Og hun bøjer sig over ham. Ve! han er vakt;
Hun har dryppet af Lyset, som Haanden holder.
Er det Smerten, det brændende Talg forvolder,
Eller Synet af hende,
Den skælvende Kvinde,
Som bringer hans Mund til at bæve,
Og som krymper den kridhvide Skjortelinning
Under et Greb af hans Næve? —
Han er Mand, og det brændende Talg er vel ikke
— Om end det kan svidende stikke —
Den Smerte, som saarer ham mest.
Han er ung, han er ædel, og fast han tror
Paa den Kvinde, som gav ham sit Løfte, sit Ord, —
Han er den, som han er, og han vaagner og finder
At hun, som var skønnest af alle Kvinder,
Er kun, som Kvinder er flest.
— Der er Smerter, som brænde, hvor brændende Ved,
Hvor det flammende Hus, om det styrtede ned,
Ej kunde saa pinefuldt saare; —
Der er Kval i en eneste Taare:
Naar den træder i Øjet som Tusinders Sum,
Medens Læben for Skrigene lukker sig stum,
Da flyder der sydende Bly i din Aare,
Din Sjæl er Torturkamrets Rum. —
Hans Blik bliver vildt, hans Arm bliver krum;
Han vil slaa hende. — Nej, han er Mand.
Og Armen synker; kun Brystet truer; —
Da dæmpes i Blikket de vilde Luer,
Og Sorgens og Medynks Taare
Sitrer paa Øjnenes Rand:
„Gaa bort; gaa rolig, hvorfra Du kom!
Din Kærlighed skulde vel gjort mig from
Og helet mit Sind, som var delt saa længe, —
Jeg kunde vel dertil trænge.
Dog, nu er den Drøm forbi.
Da vildt jeg strejfed ved Dagen om
Og saa’ Dig ved Kildevoven
— Du mindes den Dag i Skoven —,
Da bandt mig din Skønheds tryllende Magt;
Ja! sagde jeg, først under Lænker lagt
Kan Bjørnen tjene sig fri!
Det var din Skønhed; ved den blev jeg vundet;
Din Trofasthed skulde mig bundet, —
Men nu er den Drøm forbi.
Gaa bort; gaa rolig, hvorfra Du kom!
Gaa til din Fader, den slugne Ulv;
Gaa til din Moder, den valne Padde;
Lær dine Søstres leflende Pjat.
Slægten er syg, og Verden er tom;
Kærlighed, som man har fablet om: —
Du har dræbt den i denne Nat!“ — —
Hun knæled, hun bad, hun greb ham fat.
Strengt stødte han hende til Side.
Men! raabte hun, skal jeg da stedse lide?
Skal aldrig mere forenes vor Vej . . .?
Han saa’ paa hende, han svared:
„Du raader derfor, jeg ej!“
Og han udstrakte Haanden. Da lød der et Sus,
Som af Storme, der tørnende træffe hinanden.
Skrigende pressed hun Haanden for Panden;
Murene stønned, Bjælkerne knaged,
Gulvet bølged og Væggene braged.
Kulsort Nat. Da det daged,
Paa Jorden, den nøgne, hun laa.
Til Vanvid forvildet omkring sig hun saa’:
Borte var alt, baade Slot og Mand . . .
Halvnøgen sad hun og ene
I et fremmed, et ukendt Land.