Den skulde over Barren af Sted til Havs;
Det er fejgt, det er snavs
At være bange.
Men Barren er en Banke, som man maa passe paa;
Det brænder, det bryder; en Kende paa skraa:
Du er væk. Det er hændt for saa mange.
Den damped gennem Søen, den duved, den sprang,
Der var Træk under Kedlen, i Hjulene Gang;
Ved Siden stod to rokkende Stager.
„Han springer, den Friskfyr. Halløj, Kammerat,
Vær ikke saa hidsig, løb ikke grassat;
Af Vejen for en aldrende Vager!“ —
De fyred under Kedlen, og Røgen drev væk.
Det var, som jeg følte en Sjæl under Dæk,
En Ildsjæl, begærlig efter Kampen.
Og skræmte Fugle svirred fra Grundene op;
Det led imod Natten. Med Blink fra sin Top
Svandt Damperen væk under Dampen.
Den satte over Barren til Havs, af Sted:
Vil Du med? saa kom med,
Vær ej bange!
En „Barre“ er en Spore: lad Hesten blot forstaa
Den Ild, som besjæler, det Maal, Du vil naa’,
Og Grundene, som slugte saa mange.