Oprindelig var tredje og fjerde Sang i Et. B. delte dem selv, som han siger i Strofe CXI. Tredje, fjerde og femte Sang udkom sammen i August 1821. Følgende Uddrag af B.’s Breve til Forlæggeren Murray ville vise Digterens egen og den offentlige Stemning paa den Tid.
Ravenna. Decb. 4. 1819, — «Tredje Sang af Don Juan er nu færdig og udgør omtrent tohundred Stanzer; jeg tror at den er meget «decent» men véd det ikke; og det er frugtesløst at snakke derom.» — Decb. 10. — «Jeg har endt min tredje Sang, men hvad jeg har hørt og læst derhjemme fra, lader mig tabe Lysten til at fortsætte — i det mindste for Øjeblikket. Forargelsen og Hykleriet er paa Benene (The cry is up, and cant is up). Jeg skulde ikke have noget imod at sende Honoraret tilbage.» — Februar 7. 1820. — «Jeg har delt den tredje Sang i to Dele, fordi den blev for lang ..... Jeg har endnu ikke afsendt Sangene, og véd ikke ret om jeg vil lade dem trykke, da jeg ikke synes at de staar paa Højde med den første. Skraalet imod den har ikke skræmmet mig, men det har saaret mig, og jeg har ikke skrevet con amore denne Gang.» —
Saaledes dømte den store Digter i Øjeblikkets Hede om de skønneste Afsnit i Værket. Han gaar videre og skriver (Oktbr. 12. 1820) sin navnkundige Udtalelse om Bogen. Stedet lyder i Forkortelse saaledes, og det er tydeligt nok Grevinde Guiccioli, som Talen er om:
Vil De tænke Dem, hvorledes en meget smuk Italienerinde forleden ytrede sig om Don Juan? Hun havde læst den paa Fransk, og sagde mig en Del smukke Ting, med endnu flere passende Forbehold. Jeg svarede, at hun havde Ret, men at jeg alligevel, trods hendes Indvendinger, frygtede at den vilde leve længere end Childe Harold. Hertil sagde hun: «Jeg vilde heller have Childe Harolds Berømmelse i tre Aar, end Don Juans Udødelighed!» Sandheden er, at den er for sand, og Kvinderne hade Alt, hvad der kunde afklæde dem deres Følelses Flitterstads — og med Rette, da det vilde røve dem deres Taarer. —
Fjerde Stanze.
Man siger, Nogle har haft ingen — men
den, som har blot haft en, vil om igen.
Disse to Verslinjer er Gengivelsen af et Udtryk hos Montaigne.
Niende St.
han viser Præsten frem ved sidste Akt,
og dermed nok om «Død» og «Damen» sagt.
Den gamle engelske Ballade «Death and the Lady», hvortil der ogsaa sigtes hos Shakspeare.
Tiende St.
Kun To, jeg tror, i Digtning har afmalt
Himmel og Helved, eller Ægtestanden,
Dante og Milton. o. s. v.
Se Stedet i Dantes Inferno:
La fiera moglie piu ch’altro, mi nuoce, ...
Gemma Donati. Læs iøvrigt Byrons «The Prophecy of Dante,» Canto II. (Slutningen).
_Where yet my boys are, and that fatal she,
Their mother, the cold partner who hath brought
Destruction for a dowry —_
(Man erindre, at dette Digt blev skrevet Sommeren 1819 i Ravenna, hvortil B. havde fulgt Grevinde Guiccioli fra Venedig. Dantes Grav er i Ravenna; Digtet er dediceret Grevinden.)
Om Milton skriver B. selv saaledes:
«Miltons første Kone løb væk fra ham allerede en Maaned efter Bryllupet. Hvis hun ikke havde gjort det, hvad vilde John Milton saa have gjort?»
Th. Moore skriver: «Hvad nu Aarsagerne end kunne have været, saa er dette Sammentræf ikke mindre slaaende end sørgeligt, at vi paa Listen over uheldige Ægtemænd træffe fire saa berømmelige Navne som Dante, Milton, Shakspeare og Dryden.» M. udfylder derpaa Listen med B.s eget Navn.
Ellevte St.
Jeg tror at Dantes Hang imod Mystiken
har iklædt Kød og Blod — Mathematiken!
Atter maa Lady B. holde for. I B.s «Dagbog» staar: «Lady B. vilde have afgivet en udmærket Disputant (wrangler) ved Cambridge Universitetet.»
Treogtyvende St.
hans Argus sætter Tanden i hans Buxer.
Argus, Odysseus’ Hund, der paa saa rørende en Maade lægger sin Glæde for Dagen ved Heltens Hjemkomst.
Tredivte St.
(én Lok: og ti Poeter gik fra Sansen;)
B. har (The least of which would set ten poets raving);
Af Interesse kan det være paa dette Sted at kende den oprindelige Verslinje i Originalmanuskriptet, forinden B. selv rettede den:
«That would have set Tom. Moore, though married, raving.»
Det kan bemærkes, at den store Murray-Udgave er forsynet med mange saadanne oprindelige Kraftsteder som Noter under Texten. Poeterne forbedre ikke altid i deres Forbedringer.
Enogfyrret. St.
kun Skade, Skæbnen ham saa flygtig skabte,
tænk, hvad det gode Selskab i ham tabte!
Et daværende periodisk Skrift, som ellers ikke udelukkende beundrede Digteren, siger om denne Lambro, at han er et af de bedste, om ikke det aller bedste, af Lord Byrons «gloomy portraits.» Det er «Korsaren», som er kommen tilaars og er bleven Fader, og et af de skønneste Hoveder, som nogensinde Michel Angelo eller Caravaggio har malet «Graat i Graat».
Femogfyrret. St.
Se den italienske Renæssancedigter Pulci’s satiriske Ridderepos «Morgante Maggiore» 18 Sangs 151 Stanze.
_«Rispone allor’ Margutte, a dir tel tosto,
Io non credo piu al nero ch’all azzurro;
Ma nel cappone, o lesso, o vuogli arrosto,
E credo alcuna volta anco nel burro; etc._
Man erindre at B. oversatte det berømte Digts 1ste Sang i Ravenna Febr. 1820. Oversættelsen er fortrinlig, og B. er sig det selv bevidst. Pulci — Forløberen for Ariost — er ligesaa genial bizar, springende i Kompositionen, voldsom i Udfaldene, som selve «Don Juan’s» Digter.
Enogtredsinst. St.
Med denne Strofe begynder den nøjagtige Beskrivelse af hele det orientalske Udstyr. B. bemærker selv i Breve til Murray at han har gjort denne Beskrivelse dels efter egne Iagttagelser, dels har han nøjagtig — stundom Ord til andet — fulgt Tully’s Værk over Tripolis.
Enoghalvfjersinst. St.
B.s egen Note: Hendes Dragt er marokkansk; Armbaand og Guldlænke bæres dér som Tegn paa fyrstelig Værdighed af Deyens kvindelige Familjemedlemmer og deres Slægtninge. Som Læseren siden vil erfare, var Haidies Moder fra Fez, hvorfor ogsaa Datteren gik klædt i dette Lands Dragt.
Treoghalvfjersinst. St.
Ligeledes B.s egen Note: Dette er ingen Overdrivelse. Jeg erindrer at have set fire Kvinder med saa rigt et Haar; de tre af dem var Englænderinder, den ene fra Levanten. Deres Haar var af en saadan Længde og Tykkelse, at naar de slog det ud, kunde de næsten helt indhylle sig deri og saaledes gøre al anden Klædedragt overflødig. Af disse havde kun En sort Haar; Orientalerindens var maaske det lyseste i Farven.
Seksoghalvfjersinst. St.
«Guld at forgylde, male Liljen hvid.»
Shakspeare, Kong Johan. IV. A. II. S.
Kong Johan.
Her sidder vi da kronet anden Gang
og, som vi haabe, seet med glade Blikke.
Salisbury.
Derfor at smykke sig med dobbelt Pragt,
at pynte paa det noksom rige Smykke,
forgylde lutret Guld, hvidmale Liljen,
strø Vellugt paa Violen ........
er latterligt og ædelt Overmaal.
(Lembckes Overs.)
Nioghalvfjersinst. St.
saa sandt som Southey, og saa skønt som Crashaw.
Crashaw, engelsk Digter under Reformationstiden samtidig med Abrah. Cowley. Fordreven, ligesom denne, af Puritanerne, gik han over til den romersk-katholske Kirke og døde som Kannik ved Kirken i Loretto. Pope roste ham og — laante fra ham.
Seksogfirsinst. St.
Italien saa’ ham som en «Trecentist»;
Trecentisti: det fjortende Aarhundredes italienske Digtere — Dante, etc.
NB. I den storslaaede «Ode til Grækenland», som herefter følger, har Oversætteren af sproglige Hensyn bestemt sig til at fravige Originalens Metrum. Til Sammenligning hidsættes Digtets første Strofe:
1.
The isles of Greece, the isles of Greece!
Where burning Sappho loved and sung,
Where grew the arts of war and peace,
Where Delos rose, and Phœbus sprung!
Eternal summer gilds them yet,
But all, except their sun, is set.
I 2den Strofe
To sounds which echo further west
Than your sires’ «Islands of the Blest».
De græske Digteres «νήσων μακάρων» formodes at have været de capverdiske eller canariske Øer.
Treoghalvfemsinst. St.
Her begynder (ligesom i Slutningen af Første Sang) Udfaldene at regne ned over den samtidige «Sø-Skole» derhjemme i Byrons Fødeland. Se herom nærmere G. Brandes: «Naturalismen i England. Byron og hans Gruppe.» Passim. Ligeledes Karl Elze: Lord Byron. (Paa Dansk ved K. Kroman).
St. XCIV.
Southey’s «Botany-Bay Eklogues» og Wordsworth’s «The Excursion».
St. XCV.
Joanna Southcote, en religiøs Sværmerske, som forkyndte sin nærforestaaende Nedkomst med en ny Frelser (mother of a second Shiloh). Hendes Tilhæng løb op til en Hundredtusind Mennesker. Dr. Reece og flere andre Læger godtgjorde at hun led af Vattersot. Død 1814.
St. XCVII.
Som et interessant Appendix til det her omtalte «ennui», hidsættes af Originalmanuskriptet denne kostelige Stanze, der skulde have baaret Tallet XCVIII.
_«Time has approved Ennui to be the best
Of friends, and opiate draughts; your love and wine,
Which shake so much the human brain and breast,
Must end in languor; — men must sleep like swine:
The happy lover and the welcome guest
Both sink at last into a swoon divine;
Full of deep raptures and of bumpers, they
Are somewhat sick and sorry the next day.»_
St. XCVIII.
Wordsworth’s «Benjamin the Waggoner»; udkom 1819. I hans «Peter Bell» forekommer følgende:
_«There’s something in a flying horse,
There’s something in a huge balloon;
But through the clouds I’ll never float
Until I have a little boat.»_
Ethundrede St.
den «lille Roerkarl» og hans «Peter Bell»
skal haane ham, som skrev «Achitophel»!
«Achitophel» et af Drydens mest beundrede Arbejder. Wordsworth havde i en Fortale ytret sig saaledes: «Drydens Vers, som man engang saa højt beundrede, ere glemte.»
Ethundredogfemte- og sjette St.
For ret at forstaa disse to herlige Strofer maa man erindre, at Drydens «Theodore and Honoria» er en Bearbejdelse af en af Giovanni di Boccaccio’s mest romantiske Fortællinger i hans «Decameron». (Femte Dags Ottende Fortælling) Overs. fra Italiensk af Alfred Flinch.
Nastagio degli Onesti i Ravenna elsker en Datter af Messer Traversaro, og forøder forgæves sin Formue i Fester og Banketter for at overvinde den ufølsomme Skønne. Pint af Tungsind tager han fra Ravenna til Chiassi i Nærheden af den berømte Pinjelund. Han opslaar sine Telte og begynder at leve muntrere end før i glade Omgivelser, men Tungsindet over Damens Grusomhed indfinder sig med fornyet Magt, og han flakker alene om uden Maal og Med i Skoven. — Da hørte han en overlydt Graad, og høje Skrig og Klager af en Kvinde; og nogle Øjeblikke efter saae han lige for sig en saare skøn, ganske nøgen Pige under Skrig og Bønner om Naade styrte hen imod det Sted, hvor han stod. Og paa begge Sider fulgte to kæmpemæssige og rasende Hunde lige efter hende og slede hende grusomt med deres Tænder, hvor de kunde komme til; og en Ridder i mørk Rustning paa en sort Hest forfulgte hende, med forbitret Aasyn, med en Stødkaarde i sin Haand og med forfærdelige Trudsler om at myrde hende —
Nastagio vil kaste sig imellem, men Ridderen oplyser ham om, at det er en retfærdig Straf, som her skal fuldbyrdes over den hovmodige og grusomme Kvinde, for hvis Skyld hendes Elsker i Raseri har dræbt sig selv. Derpaa støder han Kaarden igennem hende, griber sin Kniv, skærer hendes Side op, river det haarde og kolde Hjærte og Indvoldene ud og kaster det for de graadige Hunde. Straks efter rejser Pigen sig op, og Spøgeriet begynder forfra med Flugt, Forfølgelse og Sønderflængningen.
Nastagio indbyder nu et stort Selskab, hvoriblandt hans egen grusomme Elskede, ud til sig. Midt under Banketten bryder den vilde Jagt frem af Pinjerne, Gæsterne forfærdes, og Traversaros Datter, der erkender hvem dette Skuespil særlig er møntet paa, sender samme Aften Nastagio Bud, at hun «er beredt til at gøre Alt, hvad der kunde være ham til Behag.» Nastagio har imidlertid kun redelige Hensigter. Trolovelse og Bryllup blev holdt, og lykkelige vare de. «Og alle Kvinder i Ravenna bleve over denne Hændelse saa forfærdede, at de for Fremtiden bleve langt føjeligere imod Mændene, end de nogensinde før havde været.»
Ethundredogsyvende St.
O Hesperus! Du, som alt Godt os bringer —
den Trætte Hjemmets Trøst, den Sultne Brød,
Smaafuglen Varme bag sin Moders Vinger
_Ἔσπερε πάντα φέρεις
φέρεις οἶνον — φέρεις αἶγα
φέρεις ματέρι παῖδα._
Et Fragment af Sappho.
Ethundredogottende St.
Man sammenholde Strofens Linjer:
Du blide Stund, som vakte Lyst og døded
den atter hos den Mand, der langvejs drog
med Skibet fra sin Skat; Du, som forsøded
en Pilgrim Vejen, hvergang Vesper slog
og Klokken syntes, medens Luften gløded,
at græde for den Dag, som Afsked tog;
med Stedet hos Dante i Skærsilden, Beg. af VIIIde Sang. Byron har ligefrem oversat fra den italienske Text.
_«Era gia l’ora che volge ’l disio
A naviganti, e’ntenerisce il cuore;
Lo di ch’ han detto a’ dolci amici a dio;
E che lo nuovo peregrin ’d’amore
Punge, se ode Squilla di lontano,
Che paia ’l giorno pianger che si muore.»_
Ethundredogniende St.
Da Nero faldt, og for saa gæv en Dom,
som nogen Ødelægger lagde øde,
da hele Verdens Jubel rysted Rom
i Fryd for Aaget, som var brudt, — saa strøede
med Blomster dog en usét Haand, en from,
hans Grav;
Stedet taget fra Suetonius. — «Og dog var der En og Anden, som i lang Tid pyntede hans Grav baade med Foraarets og Sommerens Blomster.»