Holger Drachmann (1846–1908)

Begynde paa en Sang: hvad blev for os

saa svært? — jo, Enden! det at kunne naa’ den;

for, tidt, naar Pegasus var lige klods

ved Maalet, brød den Vingen, og dér laa den

som Lucifer, der bøded for sin Trods.

Hans Synd er vor; hans Straf — ja vi forstaa den,

vi, som i Hovmod intet Rum vil ænse

og ikke sætte for vor Higen Grænse.

Men Tiden, som paa ret Køl Alting bringer,

og Modgang vil vel lære Mennesket

og — som Vi haabe — Djævlen med, at Vinger,

selv store Vinger, gør kun svage Spjæt;

det tror vi ej, saa længe Blodet springer

af Ungdoms Væld — og springer for adræt —

men lad først Strømmen mod sit Udløb dreje,

saa skal vi nok hvert Krumspring overveje.

Som Dreng jeg selv en Pokkers Karl mig

og ønsked, alle Andre fandt det samme;

det skete senere — ja det er sandt —

omkring mit Billed blev de Andre Ramme;

«min Livsvaar ligger nu begravet blandt

det gule Løv», og Fantasiens Flamme

blev paa min Pult en Praas kun, en pedantisk,

som gør burlesk hvad der var før romantisk.

Og ler jeg stundom lidt, er det fordi

jeg skjule vil min Graad; og Taaren rinder,

fordi man opnaar ej fuld Apathi,

før Hjærtet søger hen med alle Minder

til Lethes Strøm og sænker sig deri

og i dens Dyb fuldkommen Glemsel finder.

Thetis sin Søn en Daab i Styx beredte;

en jordisk Moder havde valgt sig Lethe.

Man hakker stadig paa mig, at jeg river

mit Lands Religion og Love ned.

Beviser ta’er man i hvert Vers, jeg skriver,

dog tilstaar jeg, at jeg ej altid véd

hvorfor jeg dette eller hint just giver

saa «fint»; jeg har — i al Oprigtighed

saa tem’lig planløst nu og da kun spøget,

et Ord, jeg troede i min Ordbog strøget.

For mine Landsmænd med den strenge Norm

vil denne Stil vel falde lidt exotisk.

Pulci besang i halv-alvorlig Form

en Tid, som var lidt mere donquixotisk,

hvor Damen var saa kysk, hver Trold enorm,

hver Ridder ædel, Kongerne despotisk;

Alt — kun det sidste ej — gik længst af Mode,

hvorfor jeg tog mit Stof paa min Methode.

Hvordan jeg har behandlet det? — Maaske

ej bedre, end de Folk behandler mig,

som stadig om, hvad de har Lyst at se,

ej hvad de ser, expectorerer sig.

Naa, kan det more dem, saa kan jeg le;

«Tanker er toldfri» siger Tiden. Jeg

maa nu tilbage og i Lag med Mus’en, —

Apollo ta’er mig ellers i Kardusen.

Juan og Haidie stod nu dér, de tvende,

henvist paa deres Hjærters Selskab kun;

og selve Tiden kunde næppe nænne

med Leen at forkorte denne Stund,

og sukked ved at tænke den at ende —

hin Tid som øder Alt i Bund og Grund,

og paa hvis Bud hvert Elskovs Foraar dør

endnu før Blomsten taber sin Kulør.

De var ej, disse Træk, for Rynker skabt,

ej skulde dette Hjærteblod hensive

og Haarets friske Glans i Graat gaa tabt.

Som dette Klima skulde Parret blive:

en evig Vaar; lad saa kun Lynet rapt

til Aske smulre dem! blot ej i Live

en Sneglefart mod Enden lang og sløv:

de var for fint et Ler, for lidet Støv.

Endnu en Gang alene! Heri saa’

et Paradis de To, en evig Glæde.

Hug Træet fra den Rod, det voksed paa

stem Strømmens Løb fra Kildespringets

væn Baruet fra det Bryst, hvorved det laa

og died Liv paa Moderskødets Sæde —

og de skal tale om, hvor det har smærtet.

Der er kun et Instinkt — det hedder Hjærtet.

Hjærtet — som briste skal! Til Lykke

til Lykke Den, hvis Hjærtes Porcellain,

det skøre, gaar ved første Stød itu!

Ej Dagene Du saa’, en efter en,

i Langdrag trække sig med al den Gru,

den høje Klage og den tavse Meen; —

thi Livsprincipet slaar just ofte Rod

hos den, hvis Hu til Døden hedest stod.

«Som ung dør Den, hvem Guderne har kær»,

og mangt et Dødsfald undgaar han derved:

først Vennernes, og saa — hvad værre er —

Venskabets Død, og Elskovs, Ungdoms med.

Den gamle Skytte træffer dog Enhver,

og Alle gaar vi til den tavse Bred:

hvorfor da græde ved de Unges Baare? —

vi burde vie dem en Glædestaare!

Mindst tænkte vore To paa Dødens Magt.

Var ikke Jord og Himmel deres Eje

og Tiden med? skøndt det skal være sagt,

den slemme Tid tog lovlig raskt paa Veje.

Stum gav den Ene paa den Anden Agt;

juvelklart skød fra Øjets mørke Leje

den dybe Glæde frem: de saa’ i Spejl

sig — og de fandt hinanden uden Fejl.

En Skælven, af Berøring sødt frembragt,

et flygtigt Blik, mer talende end Munden,

som siger Alt, og dog for lidt faar sagt:

et eget Sprog, Sangfuglens nok i Grunden,

som blev to Elskende paa Læben lagt,

som fødes og som dør med selve Stunden:

et rent Galimatias denne Skæmten

for En, som ej har hørt den — eller glemt den;

Alt passed for dem, Børn, som begge vare

og burde bleven ved at være; thi

hvad egned de sig for den travle Skare

dér blandt Tilværelsens Maskineri?

De var som groet af Bækken op den klare

— en Nymfe med sin Ven, der færdes i

en Verden fuld af Grønt og Kildevover,

hvor Larmen drøner fjærnt langt ovenover:

Og Maaneskifter vekslede og fandt

dem begge som de samme, mens de nød

en Lykke, som er sjelden nok iblandt:

ej Overmættelsen sin Stav her brød

over en Nydelse, hvis Kilde randt

uplumret op fra stærke Drifters Skød;

Besiddelsen, al Elskovs slemme Fjende,

ham nærmed for hver Nat kun mer til hende.

Saa smukt som sjeldent! O men deres Bryst

hin Elskov næred, hvori helt man sænker

sin Sjæl, naar led man af Sireners Røst

paa disse vamle Kys og Kærtegn tænker,

paa Æventyrenes forbudne Lyst,

Bortførelser og Ægtestandens Bænker,

hvor Hymen kun Prostitutionen øger

og Gemalinderne er — rentud — Skøger.

Haardt sagt, men sandt, som Mange af os vide.

Dog stop! — Hvor kom det, at de smukke To,

som kærlig leved Side her om Side,

saa tillidsfuldt ad al Bekymring 10?

Det var Naturens Ungdomsrøst den blide,

som vi blev døv for, men hos. dem tog Bo;

de lød, hvad Romantikens Lov man nævner,

som vi misunder og — ej Ære levner.

Javist — en skruet Stemning mangen Gang,

en Opiumsdrøm fra Læsning under Bordet,

men den var dem en sand, naturlig Trang.

De kendte ej «Romaner» — knap af Ordet,

thi hendes Kundskabsrække var ej lang,

og i hans Skolegang var sligt forsvoret,

En Lov for dem og Skovens Fugle gjaldt:

de var to Nattergale — alt i alt.

De saa’ mod Vest, saa’ denne Sol at gløde,

som Alle elsker, men de To især,

thi den indvied deres første Møde,

da deres Medgift var dens gyldne Skær,

da de hensank i Rosendrømme søde

og Skumringen drog dem saa nær, saa nær.

Det samme Syn den samme Fryd dem skænkte,

i Nuet tabt de paa det Svundne tænkte.

Jeg véd ej selv hvordan, men bedst de stirred

mod Aftnens Skær, en Gysen gennemfo’r

dem begge to, og deres Hjærte dirred

ret som en Stræng, en Harpes spændte Snor,

der pludselig for Vindens Anslag klirred.

En Frygt, en Anelse, som ej har Ord,

brød hos Juan sig Vej i sagte Sukke

og dugged hans Venindes Øjne smukke.

Profetisk syntes disse Øjne følge

den store Kugle, mens den sagte gled

guldglødende mod Havets fjærne Bølge —

som gik al Livets Lykke med den ned.

Juan, som søgte først sin Frygt at dølge,

saa’ hende ind i Øjet, mens det sled

i Brystet ham, og syntes dér at spørge,

hvad Grund der var for ham vel til at sørge.

Hun sendte ham et Smil, et Smil, som ikke

var smitsomt just, og vendte sig saafort,

men hvad hun følte, dulgte hendes Blikke;

hun var for stolt, for klog — hun jog det

Han taled — i hans Tale kunde ligge

en Spøg maaske — nuvel, hun svared kort:

«Og skulde det — men nej — det kan ej

i al Fald jeg skal ej faa det at se.»

Han vilde spørge mer, men her hun trykked

sin Mund imod hans Mund med Kyssets Segl:

et Kys, som Anelsernes Slør bortrykked,

som bortjog, hvad der mørkned Sjælens Spejl.

En god Methode, naar det kom til Stykket;

at sige, Vin er heller ikke fejl.

Man vælge — thi jeg kender hver Methode —:

Ondt i sit Hjærte, eller i sit Ho’ede?

Et af de To — man har nu at befale —

Vin eller Kvinder. Begge to er Onder,

og dyrt maa vi Fornøjelsen betale;

men Valget — ja paa’ Valget jeg just grunder,

og skulde jeg en Kendelse udtale,

som i et Skøn til begge Sider bunder,

og ingen Parter støde — saa er Tingen:

Jeg foretrækker begge fremfor ingen.

De stirred paa hinanden, hun og han,

med Blikke, hvori Længsler navnløst drømme,

hvori et Barn, en Elsker, Ven og Mand

sit Væsen lader hver for sig udstrømme,

hvori to rene Hjærter mødes kan,

som ej er ømme nok og dog for ømme,

hvis søde Fryd med Sansefryd ej lignes,

hvis Overmaal ved Saligheden signes.

Men hvorfor kunde de ej sammen ende

i Favntag dér? — Saa kom der ej en Gang,

hvor adskilt Skæbnen vilde Bud dem sende.

Hvad havde Livet uden Baand og Tvang

og Usselhed for To, hvis Hjærter brænde

i Elskov, som kun Sappho den. besang? —

thi født med Elskov og til Elskov kaldt,

den var ej Drift men deres Et og Alt.

De burde levet dybt i Skovens Skygge,

hvor Nattergalen synger, levet dér

for vore Samfundsørkners Snarer trygge,

de sociale Laster og Begær.

Sangfuglene, de fri Naturbørn, bygge

kun parvis, og en Ørn mod Solens Skær

alene stiger, mens i Flokke jager

— som Mennesket — om Aadslet Markens Krager.

Kind imod Kind de deres Siesta nød.

Men Søvnen blev ej dyb, thi stundom jog

en Gysen gennem ham, en Kulde brød

henover ham og Vejret ham betog;

og Haidie — ja fra hendes Læber lød

det som en Kildes Mumlen, mens det drog

i hendes Ansigtstræk, de fine, bløde,

som Vinden leger mellem Roser røde.

Ret som et Vand dybt i en Bjergkløfts Tragt,

naar Vinden fejer det med sine Vinger,

blev hun af Drømmen oprørt — denne Magt,

som paa en mystisk Vis vor Sjæl betvinger,

mens Viljen ikke længer staar paa Vagt.

Besynderlige Liv, som Drømmen bringer

— thi med et «Liv» vi ligger dog vel inde —:

bevidstløs føler vi og ser iblinde!

Hun drømte sig alene hist paa Stranden

og til en Klippe lænket, uden at

hun mægted fly. Dér kom, en efter anden,

Braadsøerne, som forat gribe fat

i hende, skummende helt op mod Randen

af hendes Læber, saa hun tabte brat

sit Vejr; og brølende slog Sø paa Sø

mod hende — og dog undgik hun at dø.

Saa slap hun løs, og snubled fremad paa

de skarpe Kiselsten langs Havets Bølge;

og Foden blødte — da med Et hun saa’

et Hvidt i Lagen svøbt, som syntes dølge

sig mens det rulled bort. Hun vilde naa’

det, og blev ved, skøndt angst, det at forfølge;

men hver Gang hun var tæt ind paa det vundet

og greb derefter — saa var det forsvundet.

Og Drømmen skifted: I en Hal hun stod,

en hvælvet Marmordrypstens Klippehule,

hvis Vægge Seklers Mejsel fure lod,

hvor Sæler yngle, og hvor Søer spule;

tungt Haaret drev af Vand, en Taareflod

var Øjets Væld, og Klippen syntes skule

mørk til hver Draabe ned, som rev sig løs

og faldt og i sit Fald til Marmor frøs.

For hendes Fødder livløs, kold og vaad,

bleg som det Skum, der saas fra Panden rinde

og som hun søgte fjærne under Graad,

(skøndt ej, som før, det lykkedes for hende)

laa dér Juan. Der var ej Hjælp, ej Raad

for dette brustne Hjærte mer at finde;

hun hørte Søens Suk som Havfrusang —

det var en Drøm, men som et Liv saa lang.

Og mens hun stirred paa ham, var det som

hans Træk en ny Forvandling undergik —

som mer og mer af Lambros Aasyn kom

til Syne her — det barske Krigerblik

med al dets Adel; — og hun saa’ sig om

i Søvne, og fo’r op, og Øje fik

paa — Himmel! — hendes egen Fa’er det var,

som sænked mørk sit Blik mod dette Par.

Op sprang hun og faldt atter med et Skrig

tilbage; Fryd og Frygt i hende brød

ved ham at se, hvem i en stille Vig

af Havet længst hun tænkte kold og død —

og for hvis Haand Juan vel snart laa Lig.

Sin Datters Kærlighed jo Lambro nød,

og dog... Her kom et af de Øjeblikke,

som jeg har set, men helst erindrer ikke.

Juan sprang op, da Haidies Skrig han hørte,

og greb i Faldet hende, mens han rev

fra Væggen Sablen, som til Hug han førte

mod ham, hvem her en Udaad han tilskrev.

Da raabte Lambro, hvem sligt Syn ej rørte

og mens hans tavse Mine haanlig blev:

«Et Tusind Sværd staar paa mit Vink tilrede;

stik Du kun, Dreng, den Sabel i sin Skede!»

Haidie hang ved hans Arm. «Juan, det er —

Lambro — min Fa’er! Kom her paa Knæ og lad

os bede ham tilgive —. Fader kær’,

skal mellem Frygt og Haab jeg splittes ad

imens din Kjortelflig jeg kysser her? —

Du høre det, hvorom din Datter bad! —

Gør med mig, hvad Du finder selv for godt,

men skaan hans unge Liv — o skaan ham blot!»

Rank, uudforskelig den Gamle stod:

Ro syntes vel hans Blik at aabenbare —

ej altid Tegn dog til at han var god.

Han saa’ paa hende, vilde intet svare

og vendte mod Juan sig, som sit Blod

at bølge følte ved den nære Fare,

men ogsaa havde sat sig for at springe

løs paa den Første, Bedste med sin Klinge.

«Dit Sværd!» — Paa Svar Juan ej vente lod:

«Jeg fører det, saa længe Armen kan.»

Paa Gubbens Kind den blege Vrede stod,

han drog af Bæltet en Pistol: «Velan,

saa komme over Dig dit eget Blod.»

Han saa’ om Flintestenen var i Stand

— thi den var nylig brugt — og Fingren lagde

han over Hanen, som sit Knæk — Knæk — sagde.

Den skurrer jo lidt sælsomt i vort Øre

den Knækken af en Hane, mens vi véd,

at næste Nu vil Skuddet mod os føre

(paa «Gentlemans Distance», som det hed,

tolv Skridt omtrent, som det nu la’er sig gøre,

naar paa en fordums Ven vi blev lidt vred.)

Men sjeldent er et Par Skud vekslet, inden

man har en irlandsk Prop for Ørehinden.

Og Lambro sigted. Et Sekund — og endt

var Sangen og min Helt, men Haidie sprang

frem foran ham; og mod sin Fader vendt

hun raabte: «Min er Skylden denne Gang,

Tilfældet har til denne Ø ham sendt,

og jeg har taget selv ham i min Fang;

til Døden hans, jeg aldrig ham forlader:

fast er Du selv — og jeg er som min Fader!»

Nys var hun Bønner, Graad og Blidhed bare,

nu stod hun, som en Statue saa stolt,

udfordrende hver menneskelig Fare

og bød mod Skuddet frem sit Bryst saa koldt;

og højere end sine Terners Skare

hun retted sig ivejret, mens hun holdt

sit Øje fæstet paa sin Faders Øje —

men ikke for til Mildhed ham at bøje.

De maalte stumt hinanden. Sælsomt her

den store Lighed mellem dem at finde!

den samme vilde Ro i Øjets Skær,

den samme Flamme næstendels hos hende.

Hun vilde hævne den, hun havde kær,

hun var, skøndt tæmmet, dog som en Løvinde;

hedt Blodet kogte ved den Gamles Blik: —

fra hvem hun stammed, her man kende fik.

Ja, det var samme Vækst og samme Mine,

Forskellen laa i Kønnet blot og Aar;

den samme hvide Haand, den mejslet fine —

en Haand af ædelt Blod, som sig forstaar.

Men det, at se idag som Fjender hine,

hvem Kærligheden var en Lov igaar

og burde her til Velkomsttaarer røre —

det viser, hvortil Lidenskab kan føre.

Den Gamle tav en Stund, og stak igen

Pistolen ned i Bæltet og stod stille,

mens Blikket søgte skarpt mod Haidie hen:

«Jeg har ej ment din Fremmede det ilde,

jeg har ej nogen Skyld i dette, men

for mindre har man set et Hoved trille;

jeg gør, hvad Pligten byder, — hvordan Du

har gjort din Pligt, det viser sig jo nu.

«Hans Sværd! Hvis ej, skal — ved min Faders Skæg

hans Hoved trille Dig for Foden hen.»

Og Pibens Ekko skingred imod Væg,

og andre Piber svared; en Snes Mænd

for, væbnede fra Turban og til Læg,

i Salen ind uordenligt, omend

under Kommando. Og hans Stemme lød:

«Grib mig den Franker — eller slaa ham

Og derpaa rev han med en Boas Kast

sin Datter til sig, saa-at Skaren kunde

faa Plads, og knuged hende til sig fast

trods hendes Modstand; og de fo’r saalunde,

Piraterne, ind paa Juan i Hast,

som Klapperslanger. Men en vældig Vunde

var Svaret, som den første Stimand fik:

et Hug, som gennem højre Skulder gik.

Den næstes Kind blev flakt; men Numer tre,

en gammel, øvet, sejg Hugaf, parered

med Klingen Slaget, hvorpaa han — o ve —

saa kvikt og saa behændigt ripostered,

at han sin Mand, før Nogen kunde se,

fik strakt til Gulvet hjælpeløs, skamferet:

i Arm og Hoved tvende Hug itræk,

hvor ud af Blodet tapløb som en Bæk.

De bandt ham, hvorpaa Lambro bød dem føre

ham ud af Værelset til Stranden ned.

Det var de ogsaa klar til straks at gøre;

de roede med ham ud paa Øens Rhed,

hvor nogle Gallioter skulde sløre

afsted ved Aftentid, og dér de smed

ham under Dækket flux i slem Forfatning,

og loved Vagten — ’fald han undslap — Katning.

Fuld af Omskiftelser er dog vor Klode —

men sjeldent er vel noget værre sket:

en Adelsmand, rig paa hvert jordisk Gode,

ung, smuk og glad, som vi jo her har set,

blir, mens han just sig Lykkens Yndling

sendt bort tilsøs, saa helt uforberedt,

saaret og bundet, saa han knap kan røre

og det fordi en Kvinde lod forføre sig.

Her maa jeg slippe ham: — jeg blir pathetisk

ved Kinas Taarenymfe, ved min The,

som lig Cassandra vistnok er profetisk;

thi overstiger mine Offre tre,

saa blir i Hjærtet jeg saa sympathetisk,

at der maa Lud til, for at jeg kan se.

Kun Skade, vi paa Vinen blir saa daarlige,

thi The — og Kaffe — gør os saa alvorlige;

naar ej med Dig den blandes, Kogniak!

Du Nymfe fra de Phlegeton’ske Bølger!

skøndt Dig vor Lever skylder sin Attak

— de Nymfers Gunst er sjelden uden Følger.

Jeg sværmer og for Arrakspunsch, men ak:

paa Nattens fulde Glas, hvad ej jeg dølger,

var jeg, naar opad næste Dag det lakked,

i Ordets fuldeste Forstand a’rakket.

Jeg la’er ham sejle, Helten — i Behold,

om ej i god just, thi hans Vunder brændte;

og dog blev al hans Kvide mangefold

af Haidies overgaaet, hun, som kendte

ej til at sætte Raseri mod Vold,

indtil hun modløs kun i Taarer endte;

fra Fez var hendes Moder, fra det Land,

som er et Eden — eller bare Sand.

Olivens Ambra dér som Bække flyder

i Marmorkummer, og til Overflod

Korn, Blomster, Frugter op af Jorden skyder;

men mangt et Gifttræ har og dér sin Rod,

og Løvens Brølen Nattens Stilhed bryder,

og Sandet svider Dromedarens Fod

og fyger over Karavanens Hær —

og Sindet blir præcis som Jorden er.

Thi Afrika er Sol og Hede blot,

og Blodet brænder dér, som Jorden brænder,

med samme Glød i baade Ondt og Godt; —

til Maadehold kun lidet dér man kender.

Skønhed og Elskov havde Haidie faa’t

i Moder-Arv, men og det Blik, som tænder

den vilde, dybe Glød, saa skjult og stille,

som Løven, naar den lurer ved en Kilde.

Hun, Haidie, havde hidtil mild i Hu

— lig Sommerskyer, sølverblanke, blide,

før Tordnen tætter dem og i et Nu

de spreder Lyn og Rædsel ud saa vide —

sin stille Bane fulgt; men ved den Gru,

som Lidenskaben avler i sin Kvide,

brød her Numiderblodet ud i Brand,

som Samum, hærgende Saharas Sand.

For Øjet saa’ hun sin Juan i Blod,

til Jorden slaaet — alt maaske et Lig;

paa Gulvet strømmed denne røde Flod,

hvor nys han gik og aned ingen Svig,

den Kære. Synet hende her forlod, —

i Lambros Arm hun styrted med et Skrig,

(den Arm, som nylig tumled med sin Byrde),

som man en vindfældt Ceder ser at styrte.

Et Blodkar sprunget var, og Skum bedækked

de bløde, fine Læber, og hun faldt

bagover, som en Lilje, der er knækket

af Regnens Haand; og Ternerne blev kaldt

til Frøknen, og de bragte helt forskrækket

til Sengen hende, og de kom med Alt,

Draaber og sligt. Hun bød dem blot at

halvt mellem Liv og Død, som hun nu laa.

Dér laa hun uforandret Dag fra Dag

hen som en Livløs, men med Læber røde,

og Ingen kunde mærke Pulsens Slag;

Forraadnelsen kom, som hos andre Døde,

ej her med Bud om Livets tabte Sag,

og saa’ man paa de Ansigtstræk saa søde,

saa vaktes Haab: her var en Sjæl tilbage,

som Jorden endnu ej fik Lov at tage.

Endnu var her vel Lidenskab at se,

men af den Sort, som Mejslen plejer danne,

en stivnet, stum, som hos hin Marmor-Fe,

Venus fra Hellas’ evig unge Lande,

som i Laocoons den tavse Ve,

i Fægteren med Døden paa sin Pande;

eu Livskraft, som Berømmelsen forøger,

men hvori dog forgæves Liv man søger.

Saa vaagned op hun — men som fra de Døde;

for hende syntes Livet ganske nyt,

et Kredsløb, hvori hun med Magt fik nøde

sig ind, hvis Minder var som helt bortflydt

og som dog tynged hende. Kold og øde,

hun følte dog sin Sjæl som overgydt

med Taarers Ild — ukendt med Smærtens Grund,

thi Furierne slumred for en Stund.

Hun saa’ sig om med stive-Øjne, uden

at fatte Ord saa lidt som Fingerpeg;

paa Ternerne, som flokkedes om Puden,

hun stum og ganske ligegyldig keg;

der skjalv ej noget Suk her under Huden

som letted Hjærtet; Alvor eller Leg:

forgæves Alt. Kun Aandedrættet viste

tilbage Tanken paa en Dødningkiste.

Saa vendte brat fra Ternerne hun Øjet

og fra sin Fa’er, som vaaged dér hos hende.

I intet af, hvad hende mest fornøjed,

hun mægted nu den mindste Lyst at finde;

man skifted Værelse — men bleg og bøjet

hun røbed ikke Sans for noget Minde,

til pludselig en Tanke steg forvirret

i Blikket frem, og Læben angstfuld dirred.

Saa nævned En og Anden Ordet «Luth» —

og straks en Harpespiller Strængen rørte.

Ved første Anslag, skurrende og brudt

i Tonen, vildt hun Øjet paa ham førte,

og fo’r dernæst til Væggen — som om budt

den havde hende Værn mod, hvad hun hørte.

Han sang en Kæmpevise, trist og lang,

som man før Tyranniets Tid dem sang.

Med sine skære Fingre slog hun Takt

mod Væggen. Men saa skifted Æmnet han

og sang om Kærlighed; — ved Ordets Magt

blev pludselig den Arme sat i Stand

til klart at fatte, hvortil hun var bragt,

og over Øjets sorgomslørte Rand

brød frem et Væld, som naar om Fjældets Top

i Regn de tunge Taager løses op.

En stakket Trøst! Thi frem paa Øjeblikket

brød Vildelsen, og op fra Sengen sprang

hun, som om aldrig syg hun havde ligget,

og flyed dem, hun mødte paa sin Gang;

et Vanvid — men til Stumhed overgik ’et,

og Paroxysmen blev kun sjeldent lang;

et Vanvid, tavst og stolt, som ej engang

gav Luft i Skrig sig, naar man øved Tvang.

Et Lysglimt af Forstand kom nu og da:

ræd var hun for sin Faders Træk at møde,

om end hun kunde alle Andre ta’e

i Øjesyn — fast hendes Blik var øde;

og baade Mad og Klæder skød hun fra

sig med Bestemthed, lod sig ikke nøde,

og Søvnløsheden spotted hver en Møje

af Tid og Flid: — hun fik ej Blund i Øje.

Tolv Døgn — saa var hun visnet, som paa

en Blomst; og uden at et Suk, en Klage

tilkendegav det, hensov hun tilsidst;

selv hendes Terner kunde ej opdage,

hvornaar det kom, det allersidste Brist,

da disse Skygger over Øjet drage

og sløre Blikkets Glans, den dybe, sorte.

O Gud, at sligt med Et skal være borte!

Hun døde, men ej hun blot. I sit Skød

bar hun et andet Væsen, som var blevet

et skyldfrit Syndens Barn, om det var fød’,

men som, ufødt, blandt Skygger blev indskrevet,

mens Blomst og Gren, ramt af det samme

i Graven ned af Høstens Storm blev revet;

og Himlens Lys blev over begge slukt:

hin Elskovs Rose og hin Syndens Frugt.

Saa leved — og saa døde hun; og ej

skal Sorg og Skam paa hendes Aasyn falde.

Hun mægted ikke Livets lange Vej

at slæbe paa den Byrde, som vi alle

— vi med de kolde Hjærter — slæber; nej,

til Glæde — kort men rig — lod hun sig kalde

af Skæbnen, og nu sover hun i Fred,

hvor hun saa gerne gik, ved Havets Bred.

Hin Ø er nu helt øde og forladt,

dens Huse styrted, Folkene forsvandt,

og ingen Gravsten staar paa Stedet sat,

hvor hun og hendes Fader Hvile fandt.

Dog gemmer Jorden trofast paa sin Skat,

skøndt ingen Tunge mælder, paa hvad Kant;

og ingen, uden Bølgen, sørger over

hin Klippens Perle, som ved Stranden sover.

Men mangen Grækerinde høres klage

i Sange over Haidie; mangen Mand

forkorter Nætterne ved Lambros Sage,

thi hun var yndig, og en Helt var han.

Dyrt bøded hun, hvad hun forbrød, den Svage;

hvo saadan synder, Straf ej undgaa kan: —

lad Ingen i de Sager saarfri nævne sig,

sent eller tidligt skal nok Elskov hævne sig.

Men nok om det! Jeg gemmer i min Hyldes

Forvaring Arket; — mit Humør det trykker,

og skildrer Galskab jeg, kan jeg beskyldes

for at ha’e Skruer løs — ja et Par Stykker;

desuden kan ej Maalet høj’re fyldes.

Og da min Musa er saa fuld af Nykker,

saa lad os fat igen paa Helten tage,

hvor vi forlod ham nogle Vers tilbage.

Saaret og fanget, «lænket, boltet, fjæret,»

laa han i flere Døgn, førend et Ord

fik bragt det Svundne frem og Mindet næret,

og da var længst tilsøs han og ombord,

hvor Skuden gjorde sex Knobs Fart for Vejret

til Luvart dér for Trojas gamle Jord; —

de Kyster fabler jo hvert stakkels Kræ om,

men hvad brød han sig vel om Kap Sigæum?

Dér har Achilles, hvor den grønne Skrænt

af Byer dækkes, Støvets Hvile fundet:

saa gaar jo Sagnet, omend, som bekendt,

James Bryant siger, Sagnet er ugrundet;

og hist en Høj, saa stor som hin omtrent,

for? — ja Gud véd, for hvem den først blev rundet...

Patroklos, Ajax — en Protesilaos,

som — hvis de leved — nok tog Luven fra os.

Gravhøje, uden Navn og Marmorminder,

en vild og øde, fjældomkranset Slette,

og i det Fjærne Idas Klippetinder,

og her Skamander — om det er den rette.

Vel hundred Tusind Mand med Lethed finder

en Valplads her; og mens jeg tænkte dette,

og søgte efter Trojas Volde, fandt

jeg kun Skildpadder og et Faar iblandt.

Hjorde af vilde Heste, Byer smaa

med nye, grimme Navne, hist og her

en Hyrde — ej en Paris just — som saa’

forbavset paa den grønne Evropær,

hvis Skolebænks-Visioner lod ham gaa

saa vide for saa lidt, en Tyrk, en tvær,

som til sin Rosenkrans en Pibe ryger:

det fandt jeg Alt — men Fanden ingen Phryg’er.

Juan, hvem op paa Dækket man lod stige,

fandt, da han stod dér, at han nu var Slave,

og stirred ned i Bølgens vandblaa Rige,

beskygget af de grønne Heltegrave,

og mat af Blodtab kunde han blot lige

faa nogle Spørgsmaal frem. De Svar, de gave,

forøvrig grumme Lidet aabenbarede

og hverken Nutid eller Fortid klarede.

Medfanger havde han — en Sangerskare,

som til Sicilien fra Livorno gik,

men, efter hvad han skulde nu erfare,

en Overraskelse paa Vejen fik,

just ej en Kamp med Lambros Mænd, nej bare

— en sælsom Skæbne, og en mislig Skik —

et Salg, som Impressari’en ret villigt

fik bragt i Stand pr. Hoved og ret billigt.

I Truppens Buffo fandt han en Fortæller,

som, skøndt det bar afsted mod Slaveri,

holdt Munterheden tappert oppe, eller

sin Mine idetmindste tem’lig fri

for Mismod, — ja iblandt de andre Fæller

gav Fyrens praktiske Filosofi

en Ynde forud ham — en ganske stor

for selve Primadonna og Tenoren.

Med nogle Ord Juan han skildred Alt:

«Vor Machiavelli af en Impressario

fik bag et Forbjærg paa en Skonnert kaldt

ved et Signal — Corpo di Cajo Mario!

Ombord i Skuden blev vi med Gevalt

slæbt, uden nogen Scudo di salario;

men elsker blot Stortyrken Spil og Sang,

saa skal nok Bladet vende sig engang.

«Vor Primadonna slaar endnu med Fynd jo

en to, tre Triller — lidt passée — faar Snue,

naar der er daarligt Hus — hvad der er Synd

Saa er der Nr. 2, Tenorens Frue;

hvad Stemmen angaar — naa, den er lidt tynd

men hun er dejlig skabt og skøn at skue,

for hendes Skyld forlod nys Grev Cicogna

en romersk Hertuginde i Bologna.

«Af Danserinder er der den smaa Nini.

som ogsaa virker udenfor vor Trup,

og saa den kvikke Taske Pelegrini,

som gjorde sidste Karneval et Coup

paa — ja paa hele Hundreder Zecchini,

men destillerer Alt straks i en Snup;

og saa Grotesca — Himmel! naar hun danser,

gaar hver en Mandsperson fra sine Sanser.

«Figurantinderne? — naa, hist og her

en net Schablon vel deres Flok opviser,

men ellers er de alle nogetnær

den samme Vare — under Dagens Priser.

En er der, svajet som en Pennefjær,

en himmelsk Aabenbaring hun præcis er

med denne Smægten — ja, hun har Figur, hun,

men ikke synderligt i Dansen du’r hun.

«Sværdsiden hos os er kun saa la la;

vor Musico er som en sprukken Bøtte,

men da han just den Egenskab skal ha’e,

som kunde i Seraljet gøre Nytte,

saa lad ham Tjenerposten dér sig ta’e,

thi om hans Sang vil næppe Nogen skøtte; —

knap Paven skaffer sig, mod Kost og Løn,

tre Piber aarlig af vort tredje Køn.

«Tenoren er for smørret-affekteret,

og Bassen — naa, han brøler som en Ko,

har ingen Klang, blev aldrig instrueret,

og kender næppe Takt og Noder jo;

men med vor Primadonna engt lieret,

som. svor, han synger yndigt, blev min Tro

han engageret. Hu! hans Stemme lyder,

som om Recitativ et Æsel skryder.

«Det lader ilde, selv at rose sig,

men — omend ung, saa kender I dog Verden

og Operaen med, formoder jeg;

ej Under da, om I paa eders Færden

har hørt om Raucocanti: — det er mig;

og lyster Jer min Stemme, nu, saa er den

til Tjeneste. I Lucca, unge Ven, sidst

var Lejlighed; — den kommer dog igen vist.

«Vor Baryton bør jeg dog ogsaa nævne,

en prægtig Fyr; men Kunstner? — ikke Spor;

af Indbildskhed er nærved han at revne,

hans Stemme usympathisk og ej stor;

en Gadesanger vilde næppe levne

ham Ære, og dog «miskendt» han sig tror;

i Elskerroller slaar han ud med Hænderne,

af Brist paa Følelse han viser — Tænderne.»

Her Raucocantis Svada brat fik Ende.

Ifølge Ordrer Skudens Mandskab kom,

for Fangerne i Rummet ned at sende;

og vemodsfuldt de Stakler saa’ sig om,

og kunde knap fra Søen Blikket vende

(fra Havets friske, frie Bølger, som

i Blaat hentoned under Himlens Øje) —

og saa blev Hvermand jaget i sin Køje.

Men næste Formiddag i Dardanellerne,

(imens de for Fermanen lagde bi

— et Magtsprog, lig vor Regning paa Hotellerne,

hvorfor selv Suveræner ej gaar fri — )

saa slog man, efter Køn, dem dér i Cellerne

i Lænker Par, ved Par; et Maskepi

af Mænd og Kvinder, skilt i tvende Rader,

for Slavemarkedet i Stambuls Gader.

Og saadan kom det, at en Mandsperson

med samt en Kvinde blev umage begge,

og, da man efter nogen Diskusjon,

om hau var Mand, Sopranen, lod ham trække

i Kvinderummet ind som Dydsdragon,

saa lod man dette Par i Lænker lægge.

Juan var «Hannen», — naa, det maa man lade!

og «Hunnen» var en blomstrende Mænade.

Vor Raucocanti kom til sin Confrater,

Tenoren. Begge hadede hinanden

saa grundigt, som kun sker ved et Theater,

og begge havde foretrukket Fanden

fremfor at lænkes her som Kammerater;

og langtfra at forliges, under Banden

bestræbte de sig, hver sin Vej at trække:

«Arcades ambo», udlagt — Asner begge.

Medfangen, som man Don Juan tilkendte,

en Romagnole var, det saa’ man snart;

et Blik, som En igennem Sjælen brændte

(og andet Tilbehør af samme Art);

sort Øjet var som Kul, og Kullet tændte,

den smaa Brunette lagde i en Fart,

for Dagen ret en egen, farlig Lyst

for En, som selv har Fængstof i sit Bryst.

Men alt det Krudt var spildt paa ham, hvis Eder

holdt Stand mod hver Besnæring, og uagtet

de lænket sammen, paa saa mange Leder

kom i Berøring, fik hun ej frembragt et

for hastigt Pulsslag ved de Yndigheder,

som — i den bedste Mening være sagt ’et —

hun røbed. Fast mod alle Rænker fule

han var; .... kan hænde Saaret hjalp en Smule.

Hvordan det nu end gik: trods alle Rænker

blev trofast Ridder han i Sind og Aand, —

kun be’er jeg, at Beviset man mig skænker.

Man siger, Ingen «tager Ild i Haand,

"naar paa det frosne Kaukasus han tænker»;

dog brast saa mangen Ed, saa mangt et Baand,

og at Juan Ildprøven her bestod,

forhøjer kun hans Værd, det unge Blod.

Til Skildring af en Josef Stedet fandt

jeg sikkert egnet, men — jeg si’er ej mere;

da Folk har ment, mit Epos var for sandt,

saa la’er jeg helst i Land min Helt spasere,

thi min Forlægger mælder mig iblandt,

at lettere kan en Kamel passere

gennem et Naaleøje, end min Sang

i respektable Huse faar sin Gang.

Nuvel — jeg under dem en bedre Kost,

den nemlig, som de kan fra Steder tage

hos Smollett, Prior, Fielding, Ariost,

og som de kyske Sjæle nok tør smage.

Engang jeg kunde som en Stridens Drost

min Pen i literær Turnering drage,

engang det Pøbelhyl jeg skulde stemt

med Kraft tilbage — men nu er det glemt.

Lig andre Drenge holdt jeg af at slaas

som Dreng, — men nu vil helst med Fred jeg

Lad kives alt det literære Ross,

hvad enten nu min Sang skal Sekler vare,

hvad eller den skal dø, mens fuld af Trods

min højre Haand endnu kan Pennen klare:

det Græs, som paa min Gravhøj snart opdukker,

til Midnatsvinden — ej til Sangen sukker.

De Digtere, som kom fra svundne Dage

til os, og med Berømmelsen som Amme,

de har saa grumme lidet Liv tilbage.

Ser man et Navn fra fjærne Slægter stamme,

saa ligner det en Snebold, der kan tage

i Omfang til, men bliver dog den samme;

og naar et Isbjærgs Højde den maaske,

hvad saa? — det er og bli’r kun frossen Sne.

En Ordlyd er de store Navne alle,

og denne Higen efter Ære kun

et Blændværk, for hvis Magt de Fleste falde,

som ønske sig af Hjærtets hede Grund

det usle Støv at turde «evigt» kalde —

saa evigt, som til «Dommens sidste Stund».

Men paa Achilles’ Grav lød Tvivlens Dom

om Troja, — og saa sker det vel med Rom.

Slægt efter Slægt forsvandt i lange Rækker,

Grav tager Grav i Arv, og saa — tilsidst

ej noget mer om Slægten Mindet vækker,

men Alt er smulret hen og tomt og trist.

Hvor er den Gravskrift, som en Saga dækker?

Igennem Tidens Nat en enkelt Gnist

knap lyser blandt de Myriader Døde,

som, engang nævnt, svandt i det tavse Øde.

Hvor De Foix, hin Helte-Yngling, faldt,

dér rider jeg forbi hver Kvæld i Tanker;

for langt et Liv, naar Andres Vel det gjaldt,

for kort for Æren, som har vide Skranker.

Ved Søjlens brudte Front, hvor nu snart Alt

forvitrer, mangen Vandrers Hjærte banker:

om Slaget ved Ravenna stolt den mælder —

men Foden staar imellem Smuds og Nælder.

Til Dantes Grav gaar ligedan mit Ridt;

en liden Hvælving, ingen Pragt derinde,

men mere Ærefrygt er — ubestridt —

mod Skjalden vist, end imod-Heltens Minde:

Dog, Skjald vg Helt vil række lige vidt,

af Digt og af Trophæ vil man kun finde,

hvad man af Krig og Sang fandt før, dengang

Peliden døde, som Homer besang.

Blod var Cementet, som hin Søjle holdt,

Skarn er det, hvoraf nu dens Skrift fortæres,

ret som om Bonden det en Spas har voldt

at oversudle, hvad af Højhed bæres;

saa gaar det hin Trophæ, og med saa koldt

et Hjærte burde de Blodhunde æres,

hvis Drift til slige Rædsler har forledt dem,

som Dante kun i Helvede har set dem.

En Røg er Æren, men i Evighed

af Røgelsen vor Tanke blir betaget,

og Skjalde fødes, dør, forplantet ved

den Higen, af hvis Magt de bliver draget;

som Bølgerækken brister mod en Bred,

saa brister Lidelsen, til Randen jaget,

i Poesi, som er Passion, ej andet —

før den paa Mode kom og blev udvandet.

Hvis Mænd, som havde løbet Linen ud,

Handlingens Mænd og dog kontemplative,

idet de lystred Lidenskabens Bud

vandt sig den dybe, bitre Magt, at give

igen, ved alle Prismers skarpe Brud,

hvert Billed, som det stod for dem i Live,

saa var, kan hænde; Tavshed dem en Pligt,

men — saa gik tabt vi af et vakkert Digt.

I, mine Damer, som til Punkt og Prikke

bestemmer Bøgers Kurs,- bevaagne «Blaa»,

I, med de kyske, klare Dommerblikke —

at ej jeg kan jert «imprimatur» faa!

Vil I mig da til Kokkepigen skikke,

at hun kan Vand i Digterilden slaa?

Vil ene mig — jeg Stakkel — I formene

fri Adgang til jert Thebords Hippokrene?

Hvad! dur jeg da til «Løve» ikke mere?

til Balpoet, til «Peter for Enhver»?

Vil for det Klynkeri jeg mig genere:

«Jeg slipper ikke ud,» som Yoricks Stær? —

saa vil Poeten Wordy jeg citere

(som ej blev læst og derfor svared tvær:)

at «Ry og Ros var kun et Lotteri,

man trak i et Blaastrømpe-Kotteri.»

O «dybe, dunkle, underskønne Blaa» —

et Ord om Himlen brugt, men ogsaa Eder,

højlærde Damer, Ordet passer paa.

Man siger, (men jeg om Beviset leder,

thi jeg har set af den Kulør for faa)

at eders Strømper ligner det, der breder

durchlauchtigst sig om Adelens venstre Ben

ved Midnatsfêterne og ved Leve’n.

Serapher, som I var, trods Pen og Blæk! —

men der er løbet Vand i Stranden, siden

I læste mine Vers, jeg eders Træk,

og — ligemeget, leden er nu Tiden.

At underkende Jer, kan kun en Gæk,

fuldkomne, som I staar dér, stor og liden:

thi har og jeg lovsunget slig en Frue,

en kysk, en from, en god, men ak — en Skrue.

Humboldt, «den første Rejsende» — saafremt

min Hjemmelsmand har Ret, dog ej den sidste

opfandt (ja Navn og Dato har jeg glemt

og tør til nogen Gisning ej mig driste)

et Instrument, hvorved han fik bestemt

vor Atmosfære, maalt, som han det vidste,

efter «Intensiteten af det Blaa». —

Fru Daphne! skal det Maal vi prøve paa?

Men til vor Saga. Røverskibet, lastet

med Slaver, som nu skulde sælges bort,

under Seraljets Mure Anker kasted

og havde indklareret inden kort.

Derpaa afsted til Markedet man hasted

— der var jo ingen Pest af nogen Sort —

med Børn af alle Folkeslag og Zoner

til Brug for alle Formaal og Passioner.

I hele femtenhundred Dollars gik

en skøn Tscherkesserinde, prægtig Vare,

en garanteret Jomfru, med et Blik,

som hele Himlens Glans lod aabenbare.

Mangen blev vred, fordi han intet fik;

man kunde nok de elleve Hundred klare,

men da det gik derover, man forsvandt,

thi det var Sultans Bud, det saa’ man grant.

Tolv Nubierinder gik i saadan Pris,

som et vestindisk Marked aldrig saa’,

skøndt, takket være Wilberforce, dér gi’es

det Dobbelte fra før; man huske maa,

at Lasten som en Konge vanligvis

gaar altid med Spenderebuxer paa:

Velgørenheden selv kan ofte spare,

men Lasten aldrig — ved en sjælden Vare.

Hvordan nu en af denne unge Trup

blev af en Pascha købt, en af en Jøde,

et Par blev Renegater i en Snup,

en som et Lastdyr maatte tjene Føde,

og hvordan angst for dem med Skæg i Stub,

de graa Vizirer, Kvinderne gav Møde

og solgtes til en saadan gammel. Herre

som Medhustruer eller noget værre —

Alt det maa gemmes til min næste Sang,

saa vel som Heltens Lod, skøndt den er trist

fordi jeg alt har gjort min Sang for lang —

ja det maa skydes ud, det er nu vist nok.

Jeg er ej for Vidtløftighed engang,

og dog geraader jeg deri tilsidst nok:

Det videre i næste Afsnit falder,

hvad Ossian for den Femte Duan kalder.