Jeg saae paa Kongernes Rækker
i Skolens Historiebog:
igennem en Borgmurs Sprækker
ind i en Fængselskrog; —
Voldtægt! lød det, og Mord og Brand!
Blodet strømmed saa vidt over Land;
Folket laa der og ralled,
men Herren var kronet og kaldet.
Jeg saae paa de revne Faner
i Kirkens det kalkede Kor:
jeg tænkte paa Slægtens Ahner,
som her var stedet til Jord; —
Kaarder der hang og Kommandostav,
Kranse der laa over Heltens Grav;
hvem havde Slagene slaaet?
og hvem havde Kransene faaet?
Jeg hørte de messende Stemmer,
jeg hørte Forsagelsens Sang:
jeg saae paa de struttende Lemmer, —
den Vej var nok ikke saa trang;
inderligt lød der en Takkebøn,
Dronningens Nedkomst — den sjette Søn;
Himlen skænked i Naade
Prinser til Hær og Flaade.
Jeg saae paa de uhyre Byer
og ud over Ager og Skov,
i Dampens de jagende Skyer
jeg læste den virkende Lov:
Nærmere komme de; Tanker og Sprog
forme sig ud fra den halvmørke Krog, —
Landet og Byen skal enes,
at Stammen kan løves og grenes.