Holger Drachmann (1846–1908)

Den Skjald, som over sine Elskovsluer

gør flydende og honningsøde Sange,

og parrer sine Rim, som Venus Duer,

hans Synd er svar: Jo mere han kan fange

vér Gunst derved, des større Straf ham truer,

hvad en Ovid beviser — iblandt mange;

ja selv Petrarc, hvor Glorien os ej skuffer,

er, taget strengt, en Slags platonisk Ruffer.

Derfor: tildørs med hver en Elskovslyre,

undtagen den, som taler til vor Pligt,

en tør, solid og simpel, som kan styre

Indbildningskraften og alt andet sligt,

som alle Drifter med Moral. vil syre,

docerende for os alt Sædeligt.

Jeg, og min Pegasus — om I vil tro ’et —

bli’r nu moralsk beslaaet og béskoet.

Evropas Kyst og Asiens, hegnet ind

af Fepaladser — Oceanets Strøm

med Linjeskibe for og bi de Vind —

Sophias Dom mod Skyens gyldne Søm —

Olympus — de tolv Øer — Alt, hvad Sind

og Sans kan tænke muligt i en Drøm —

Alt fængsler os endnu paa samme Maade,

som det for Mary Montagu fandt Naade.

Jeg har en Svaghed — ak — for Navnet «Mary»;

det var. mig fordum som en Tryllesang,

og end en Drømmeverden Navnet bær’ i

sin Lyd — hvorvel den skønne Boble sprang;

det følger mig bestandig, har sit Værd i

sig selv, trods Skuffelser paa Livets Gang;

men jeg bli’r blød, det ser jeg — og min

den taaler nu ej Pathos godt engang.

En Kuling fejed langs det Sorte Hav,

der skummed mod de blaagraa Symplegader.

Hvor skønt det er at staa paa «Kæmpens Grav»

trygt i Behold og se de hvide Rader

at sætte gennem Bosporus i Trav —

mens selv om al Søsyge haant man lader;

thi ingen Sø, som Sorte Hav jeg kender,

hvori man lettere sit Kallund vender.

Det var ved Jævndøgn, hvor jo Dagen skal

til Natten svare — men ej altid svarer,

hvor Stormen suser, og i mangt et Fald

med Saksen Parcen væk paa Traaden klarer

af Ulkens Liv; da høres uden Tal

Løfter om Bedring — blot hun Fyren sparer:

Forbedres! — hvis han lever, vil han nødig,

og drukner han, er Bedring overflødig.

Paa Slavetorvet stod hver sondret Stok

om Sælgeren i Kreds nationvis slagen,

og fryse gjorde Staklerne jo nok,

og Hjemve led de alle af, undtagen

de ven-og frændeløse Sortes Flok,

som tog paa Negervis koldblodigt Sagen

og filosofisk til det Punkt var naaet,

som Aalene — vant’ til at blive flaaet.

Juan var ung; som saadan fuld af Mod

og Haab, skøndt lidt klejnmodig dog iblandt,

og stundom Taaren ham paa Kinden stod —

fra Blodet, vel at mærke, som nys randt,

og saa fra Tabet af en Overflod

paa gode Dage. Ja, det er og sandt:

at miste den, som netop ømt man dyrker,

og bydes ud til Salg imellem Tyrker,

det bærer knap en Stoiker, — endda

hans Lod var ej den værste, som han straalte

dér i sin Klædning, med en Pragtrest fra

den Gyldenstykkes Tid, og som de maalte

med Undren ham, hvor stolt han kunde ta’e

sig ud, og ingen Sammenligning taalte; —

lidt bleg, men nydelig var denne Fyr:

kom an kun paa, om ej han blev for dyr!

Ret som et Dambræt Torvet var at se,

med sorte, hvide Tavl; og derfra tog

man snart en kulsort Brik, suart en som Sne,

paa maa og faa, som Spillet med sig drog.

Saa skulde det tilfældigvis da ske

at ved Juan en Mand, hvem han anslog

til Tredive, stærk og støt kom til at staa,

med frygtløst Blik i Øjnene de graa.

En Britte nok: bredskuldret, rød og hvid,

med gode Tænder, kruset mørkbrunt Haar,

en aaben Pande, mærket af det Slid,

de Tanker, Sorger, som er Livets Kaar;

den ene Arm i Bind, Blod fra en Strid,

som ej var løbet af foruden Saar, —

med saadan sang-froid han stod, som om

paa Pladsen her for Moro blot han kom.

Da nu en Knøs han ved sin Side fandt,

som røbed Uforfærdethed, om end

for Øjeblikket temmelig paa Kant

med Skæbnen — hvad der selv kan hændes Mænd —

saa kasted han, da fælles Vanheld bandt

dem sammen, den Bemærkning venligt hen,

at det var Synd, i Grunden, for den Anden —

selv var han vant til sligt, og gav det Fanden.

«Ser De, min Gut» — han sagde — «blandt det Pak

af Russere, Georgiere og Sorte,

som skiller sig i Farven blot, det Rak,

og som vi deler Skæbne med, det turde

vel hænds, at vi To var, foruden Snak,

de eneste honnette Folk, — og burde

vi derfor slutte Venskab vel. Her har

De mit, min Ven. Hvad Landsmand er De? Svar!» —

«Spanjer!» — «Ja saa; det slog mig straks, at ikke

De var en Græker, unge Mand, — vist ej,

de Køtere har ej saa stolte Blikke.

Fortuna har nu krydset Deres Vej;

saa er det denne gode Dames Skikke,

til vi bli’r Mænd — og Bladet vender sig.

Mig har hun just paa samme Vis trakteret:

lidt mindre nyt for mig kun — som De ser ’et.

Juan tog Ordet. «Undskyld, men fortæl,

hvad har bragt Jer herhid?» — «Aa Smaating,

en sex Tartarer og et Reb.» — «Nuvel,

jeg be’er Jer, i Beskedenhed, forklare

mig Grunden da.» — «Jeg kom, til lige Held

for mig og Russerne, iblandt den Skare,

som i en Bresche Suwarow fik smidt ind, —

og jeg blev taget, derimod ej Widdin.»

«De har vel Venner?» — «Jeg har nok haft

men er, Gud være lovet, fri for dem;

og da jeg har besvart saa noget lige

hvad De har spurgt om, saa sig De nu frem.»

«Ak!» sukkede Juan, «hvad jeg kan sige,

blev trist og ikke kort.» — «I saa Fald, gem

det blot: en trist Fortælling, unge Herre,

bli’r, naar den spindes ud, saa meget værre.

«Frisk Mod: Fortuna i saa unge Dage,

som jeres, om hun end er springsk som Faa,

ta’er knap (hun er dog ej jer Ægtemage)

Reisauss fra Jer for stedse — stol derpaa.

Hvem kan vel Kampen op med Skæbnen tage?

en Kamp mod Leen af det sølle Straa:

vi er Tilfældigheders Bold, men taler,

som var vi deres Byder og Befaler.»

«I det Forsvundne har min Sorg sin Grund;

jeg» — sa’e Juan — «jeg elskede en Kvinde.» —

Her standsed han, og Øjet for en Stund

blev dugget, og man saa’ en Taare rinde.

Saa vedblev han: «Det Forbigangne kun,

ej Øjeblikket, falder tungt paa Sinde

for En, hvis Lod det var at staa for Slag,

der slog endog den Stærkeste i Kvag.

paa vilden Hav. Men dette sidste» — her

holdt atter inde han med vaade Blikke.

Den Anden sa’e: «En lille Hjærtenskær

i Spillet med — ja tænkte jeg det ikke!

Det er jo sikkert nok en Taare værd;

jeg kunde selv i Sorgen slet mig skikke,

da til at dø min første Kone la’e sig,

og til at løbe væk min anden ga’ sig.

Min tredje...» «Deres tredje? men De kan

jo næppe være Tredive; har De tre?» —

«Nej, tvende kun ilive, unge Mand;

det hænder dog, at man faar Folk at se

tre Gange i den kære Ægtestand!»

«Ja,» sa’e Juan, «De kan ha’ Ret; — maaske

fik Numer tre som Numer to isinde?» —

«Vistej.» — «Hun løb ej!» — «Nej, jeg løb fra hende.»

«De tager» — sa’e Juan — «den Ting med Ro.»

«Ja hvordan kan man andet vel? De bygger

Kasteller endnu højt paa Luftens Bro,

men mine svandt forlængst. Vor Ungdom smykker

sig ud med Illusioner, Haab og Tro,

til Tiden kommer og slaar dem i Stykker;

vi blændes ikke mer, men Glans og Bram

vi skyder af, som Snogen skyder Ham.

«Vel sandt, vi kan en ny, mer pragtfuld faa,

men efter stakket Frist, et Aar, en Uge,

den nye Hud al Kødets Gang maa gaa.

Først søger Elskovs Faldgrav os at sluge;

Ærgærrighed, Hævn, Guldtørst smører saa,

naar vi skal til vor Manddomstid at bruge,

Limpindene, hvorpaa vi snart skal hænge —

En under Jagt paa Ry og En paa Penge.»

«Kan være,» sa’e Juan, «men lidet ser

jeg, hvordan det. skal hjælpe paa vor Skade.»

«Saa?» sa’e den Anden. «Ikke det! jeg be’er:

Kendskab til Tingene, det maa-I lade

mig, vindes bedst, naar paa den Vis det sker,

at vi ser Tingen an fra hvert et Stade;

jeg tænker, ved vort Slaveri vi skatter

den Tilstand mer, naar vi blir Herrer atter.»

«Var vi det bare!» — sa’e Juan —; «min Tro,

vi skulde Tyrken længer ej besvære;

(et dybtfølt Suk han drog her eller to)

Gud hjælpe den, som her skal gaa i Lære!» —

«Det gør han nok» — den Anden sa’e og lo —

«en skønne Dag; men se dér, paa min Ære,

om ej en sort Eunuch har Øje paa os, —

ja, blot vi snart en Køber kunde faa os.

«Hvad er vor Lod? Lidt bedre eller værre,

den er den Lod, som over Alle byder;

Slaver er Alle, mest den store Herre —

af sine Luner nemlig eller Lyder;

vort Samfund selv jo levner kun de Færre

en stumpet Rest af Broderskabets Dyder:

at være følesløs mod Andres Liden,

det er den stoiske Moral for Tiden.»

Her skred et gammelt Neutrum frem (for ikke

at nævne Kønnet) og gav sig i Mag

til Fangerne nøjagtig at bekigge,

om de sig egned for bestemte Fag: —

saa laaner knap en Brudgom Bruden Blikke,

en Advokat sin Andel af en Sag,

en Pranger Hesten, Tøjet knap en Skrædder,

og Slutteren sin Fugl bag Burets Brædder,

som Herren sin eventuelle Slave.

Aa, dette Køb af Næsten, hvor det smager!

Tilfals er alle, om Du blot kan have

for Øje netop Ormen, som dem nager;

de Fleste sælge sig for Gunst og Gave,

En for et Øjekast, og Faa kun vrager

klingende Mønt; — en Pris er paa dem Alle,

som efter deres Svaghed det kan falde.

Saasnart Eunuchens Synsmaal var tilende,

bød han først paa den ene af de To,

og dernæst, over et Bræt, paa de tvende.

Man tinged, prutted, skreg og svor — aa jo

som paa et kristent Marked man var henne

at købslaa om et Føl, et Lam, en Ko;

til sidst fik man en Handel bragt istand

paa dette Kobbel — dette Men’skespand.

De standsed brummende, og Pungen drog

de frem, men ikke uden sig at trykke,

de drejed Sølvet, bytted om og vog

hver Mønt i Haand, og «Paras» kom paa Lykke

og Fromme med blandt Guldet. Og saa tog

man Bogen frem og skrev et Facitstykke,

hvor Sælgeren Modtagelsen beviste —

og saa gik Hædersmanden hen og spiste,

Mon Fyrens Appetit var god? hvad eller,

i saa Fald, mon hans Digestion det var?

Ja, hvem kan vide! — tidt paa Maden mælder

sig visse Spørgsmaal, der vil fordre Svar,

hvorvidt det virkelig i Praxis gælder

at sælge Kød og Blod. Vor Mave har

paa Maden sig en Stund — for ej at lyve —

den værste af vort Døgns de fireogtyve.

Voltaire si’er nej; idet Candide bekender,

at først paa Maden han fandt nogen Smag

i Livet; men om ej som Svin vi ender,

saa blir dog Fylderi knap vort Behag,

med mindre rent vi os fra Tænkning vender

ved Flaskens Hjælp. Forresten om den Sag

jeg tror som Philips Søn, nej Ammon’s vil

jeg sige (thi én Fa’er slaar dér ej til);

jeg tror som Alexander: ved den Akt

at-spise — samt en liden Akt endnu —

blir ret vor dødelige Lod os bragt

in mente. Naar ved Bøfsteg, ved Ragout,

ved Suppe eller Fisk, ved kogt og bagt,

vor Glæde øges eller gaar itu,

hvem vil da prale af sin «Aandens Kraft»? —

den er Produktet af vor Mavesaft.

I Fredags Aftes — hen mod Otte — som

(og det er faktisk, ta’e mig kun paa Ordet!)

jeg lige havde faaet Kappen om,

mens Hat og Handsker. endnu laa paa Bordet,

faldt der et Skud, og i fuldt Firspring kom

jeg ud og kunde attestere Mordet

paa Byens, paa Ravennas, Kommandant,

som jeg paa Gaden livløs henstrakt fandt.

Af en og anden Grund — en slem;- helt trolig

de havde skudt ham, og dér laa han da;

jeg fik ham op ad Trappen i min Bolig,

fik ham besét, saasnart han var klædt a’,

men Alt til ingen Gavn; dér laa han rolig

og mæled ikke Bu og ikke Ba,

dræbt, som et Offer for en vælsklandsk Kiv,

død — med fem Flintekugler i sit Liv.

Jeg fandt i dette Lig en god Bekendt,

men ihvorvel jeg har set mange slige,

jeg mindes ingen, som saa smukt har endt.

Skøndt skudt igennem Bryst og Mave lige,

hans Død var her kun som en Søvn omtrent,

og Ingen skulde det modsatte sige —

saa meget mindre, som knap Blodet trængte

af Saaret frem. Saa sa’e jeg, eller tænkte:

«Er dette Død? hvad er da Liv og Død?

Tal!» men han tav. «Vaagn op!» men han laa stille.

«Endnu igaar han over Tusind bød,

og, som Centurionen, naar han vilde

befale: Gaa! — man gik, og: Kom! — man lød,

og Hornets Klang og Pibens skarpe Trille

besvarede hans Vink. Nu er de stumme,

og der er Flor omkring den tavse Tromme.»

Og de, som punktlig lystred Ordre — de

var barsk, alvorligt her ved Sengen mødte

for Kommandantens Legem at bese,

som sidste, om ej første Gang just, blødte,

At han, som selv Napoleons Armee

i mangen Træfning til Retraite nødte,

som forrest stod paa Fort og Barrikade,

at han nu laa her, skudt paa aaben Gade!

De gamle Skrammer — Ar fra Ærens Dage —

var ganske nær ved disse friske Saar,

hvorved Kontrasten var ret stærk at tage

i Øjesyn: men jeg fra Teksten gaar;

jeg stirred, gjorde jeg, med stor Umage

og vejed Døden nøje paa et Haar,

og søgte ved et Fingerpeg at hæfte,

som Troen — eller Tvivlen kan bekræfte.

Men Alt forblev fordulgt. Her ere vi

og gaa — hvorhen? Af Bly fem Klumper

nej tre, to, en — og saa er Alt forbi!

Er da hvert Element for os en Fare?

er Blod kun til for at udøses i

stor Stil? skal Jord, Luft, Vand og Ilden vare

for evigt, mens vi dør, som Alting fatter?

Nej, nej! — Men til Juan og Fælle atter.

Dem bragte Køberen til Strandens Bred

ned i en Baad, en smukt forgyldt, som laa

For Aarer gik det, og for Strømmen med,

alt hvad det kunde, og de To man saa’ der

som Delinkventer, der blir ført afsted

og spørger, hvilken Lod de da skal faa hver.

Tilsidst Kaiken mod en Trappe stødte,

hvor Øjet bag en Mur Cypresser mødte.

Her paa en Jærndør slog vor Tyrkefatter;

man aabned den, og ind han begge ledte

gennem et lavt Buskas, hvor i Rabatter

paa begge Sider mørke Trær sig bredte.

Straks for de vild (men fandt dog Vejen atter),

thi Mørket alt sig over Bugten spredte;

og Baaden roede, med samt Folk ombord,

bort paa Eunuchens Vink foruden Ord.

Mens de saa gik i Cirkelbuer, skreven

mellem Oranger og Jasmin, med mere —

(hvorom jeg, da den Flora kun blir dreven

med Kunst hos os, en Del gad referere,

hvis ej det var hver Skriblers Mode bleven

en Mistbænk formelig at producere,

som Vidnesbyrd om ’sin Detaile-Dyrken

og at han virkelig var rejst til Tyrken) —

saa fik vor Don Juan en god Idé,

som han til Kammeraten hvisked, — ja,

det var den samnie noget nær kanske,

som De og jeg i hans Sted, kunde ha’.

Han sagde: «Hvad om vi nu kunde se

vort Snit og stikke fra den Gamle a’; —

vi slaar til Jorden ham og løber bort —

om ej det lettere er sagt end gjort.»

«Hm!» svared Britten, kunde De blot sige,

hvordan vi kommer ud, Hvor kom vi ind?

Og slap vi ud, og misted vi ej lige

som St. Bartholomæus just vort Skind,

hvem borger for imorgen, at ej slige

Krydsbougter følger med en anden Vind?

Desuden gav jeg straks som Esau glad

min Førstefødselsret for en Ret Mad.

«Her maa vel ogsaa Folk paa Stedet bo,

thi naar den gamle Tyrk saaledes render

med os i Mørket om — én imod to —

saa maa han ha’ i Baghaand gode Venner;

et Anskrig var vel nok, derfor med Ro

man bør se Tingen an i begge Ender.

Ja — netop her om Svinget — som De ser

et Slot, ved Zeus! — og helt illumineret.»

Og virkelig — de saa’ et Hus omsider,

hvis rigt forgyldte Front stod som i Brand,

og med Kulører, som mod Smagen strider,

men som er Skik og Brug i Tyrkens Land,

hvor Kunstens Udspring var i fordums Tider.

Hver Villa ved Konstantinopels Strand

er — syn’s mig — som et Skærmbræt nylakeret

og som Kulisser malet og stafferet.

For hvert et Skridt, de tog, en Duft dem spaaede

om Køkkenlækkerier af den Art,

som finder for en Hungrigs Sanser Naade,

og hvorfor ogsaa Heltens Glubskhed snart

veg Pladsen, saa at han tilsidst attraaede

et Kompromis. Hans Ven sa’e i en Fart:

«For Guds Skyld, først man styrker sine Kræfter

med Mad — saa kan vi jo slaa løs bagefter.

En til vor Lidenskab med Force taler,

til Hjærtet En, til vor Fornuft en Anden,

hvorvel det sidste snart i Kursen daler;

En gi’er os Hib med Anstand, En er Manden,

som klynkende sin Vare anbefaler,

og kede gør den os som bare Fanden

den Svada, som de alle farer fort med: —

det er saa Faa, der fatter sig i Korthed.

Dog, iblandt alt, som taler til os, ( — ja,

jeg tilstaar, fagre Ord og Guld er mægtig,

og kan besnære faste Mænd endda — )

der findes ingen Ting, som mere prægtig

vor mer’ og mere svage Tid kan «ta’e»,

end denne Lyd, saa blød og dog saa vægtig,

en Lyd, som kan enhver Beslutning rokke,

Stormklokken for vor Sjæl — en Middagsklokke.

Den kender Tyrken ej — men Mad han kender,

og skøndt ej nogen kristen Klokke lød

og ingen Kældermester vore Venner

tilbords med Serviet paa Armen bød,

saa lugted Steg de, og med travle Hænder

omkring en Ild, der flammed klar og rød,

de Kokke springe saa’ med Arme nøgne —

og Maden slugte de med deres Øjne.

Foruden Modstand skred de derfor bag

den sorte Fører frem (som ej fik ane,

hvad man hans eget Liv, det sølle Vrag,

for nyligt havde tiltænkt for en Bane);

han banked paa, mens — en naturlig Sag —

han til at tøve lidt lod dem formane,

og op fløj Døren og der paradered

en Sal i fuld osmannisk Stil monteret.

Jeg vil ej skildre, skøndt jeg kunde godt,

men hver en Skribler skal jo nu afmale

i Kvartbind hvert et Hof og hvert et Slot,

hvad saa Forlæggeren faar at betale

men ikke Autor. Jeg vil sige blot:

Naturen la’r sig engleligt befale

til Alt — til Selskabssang og Psalmetoner

og Rejsebøger med Illustrationer.

Derinde sad en Del paa Hug om Borde

— Schakborde nemlig — medens andre drev

omkring og tog kun nu og da til Orde;

hos nogle Klæderne en Genstand blev

for Andagt; iblandt andre Piben gjorde

med kostbar Spids sin Omgang, og beskrev

en Ring af Røg; en Skare Morpheus dyrked,

mens nogle sig med Rhum til Maden styrked.

En Del saa’ op, saasnart Eunuchen stod

med sine købte Vantro dér, men dette

just ingen Interesse ane lod

for Fangerne — foruden den, at gætte

til deres Pris sig, som i Markedsbod

man søger Prisen paa en Hest at sætte; —

man gav et lille Nik ham hist og her,

men" Spørgsmaal fandt man ej hans Komme værd.

Saa gik de gennem Hallen og en Række

Gemakker, alle øde (omend rige)

paa ét nær, hvor fra Gulvets Marmordække

et Springvand hørtes gennem Mørket stige,

og hvor man aned gennem Dørens Sprække

paa Lur en eller anden lille Pige,

hvis sorte Øjnes Fritten kunde lyde

som et: Hvad Pokker kan den Støj betyde?

Et Skær fra nogle matte Lamper faldt

paa deres Vej, stærkt nok til dem at lede,

om ikke stærkt nok til henover Alt,

hvad fyrstligt straaled her, sit Lys at sprede.

De griber os — om just ej med Gevalt,

saa dog lidt underligt, saadanne brede

og dybe tavse Sale, hvor alene

vi gaar blandt livløst Guld og døde Stene.

Lidt syner To — men En slet ingen Ting.

I Folkehob, paa Strand, i dybe Skove

man ser sig efter Selskab ej omkring:

dér er man ensom — det er Stedets Love.

Men ikke saa i øde Haller. Bring

mig ind deri, og jeg tør næppe vove

at kalde Ekko frem, de tavse Ganges —

mit Ekko blot, som skulde været Manges.

Et Kammer, hvor om Aftnen man kan tage

imod en Ven — og Damer — ved et Glas

Bordeaux og la’e lidt Smørogbrød sig smage,

sligt, véd jeg, er en Engelskmand tilpas,

om ogsaa billigvis det staar tilbage

for et Theater straalende af Gas.

En øde Hal bebor jeg — intet Kammer;

det er maaske derfra mit Tungsind stammer.

Stort gør man det, som gør En selv saa lille!

Sligt la’er jeg gaa ved Kirker, hvor dog Alt

skal tale varigt til ogs — omend stille —

selv naar Bygherrens Navn forlængst ej gjaldt;

men vældige Paladser passer ilde

(og Grave med) for Adams Slægt, som faldt:

en Thesis, tror jeg, Taarnet udi Babel

beviser bedre, end jeg er kapabel.

Før Babel blev de —skønne Havers By

var den et Jagtrevier, hvor Nimrod hvæssed

sit Spyd; saa øged den en Konges Ry,

Nebuchadnezars, til han bed i Græsset;

i den fik Daniel Løver til at fly

og blev derfor med Folkets Gunst belæsset;

dér leved Pyramus og Thisbe ligervis,

og den saa slemt bagvaskede Semiramis, —

en Dronning, hvem Historien gav sin Rest

ved denne Paastand, at hun skulde give

sig af imod Naturen med sin Hest

(man kan jo Kætteri med Alting drive);

men slig Beskyldning bortforklares bedst

derved, at Kronologen kunde skrive

en «Springer» for en «Løber»; — ja, jeg vædder:

thi man har set saa galt paa andre Steder.

Til Sagen. Skulde (og i vore Dage

er Alting muligt) Tvivlen Styrke vinde

overfor Babel, hvoraf jo tilbage

man selve Stedet knap har kunnet finde

(skøndt Claudius Rich har Brokker kunnet tage

derfra og skrevet smukt til Stedets Minde),

og skulde man ej tro de vantro Jøder,

hvortil, skøndt de ej tror os, Alt dog nøder, —

saa husk, hvad os Horats saa skønt har sagt

om Byggelysten, den hvorved man glemmer

for Kunstens Herlighed og tomme Pragt

det store Hvilested for trætte Lemmer.

Vi véd dog, hvorhen vi tilsidst blir bragt,

en Sætning, som en bitter Lære gemmer:

«Sepulcri immemor struis domos» —

mens Hus vi bygger, bygges Grav for os!

Omsider var til et Gemak man naaet,

hvor Ekko sov, men vaktes op paastand,

og hvor der var et Udstyr! — naar man saa

man skulde tænke undrende: Hvordan?

har Nogen kanske Glæde deraf faaet?

I den Grad var det udsøgt Alt, at man

forbavset spurgte, hvad Naturen kunde

præstere mer, naar Kunsten var saalunde.

Og dog var det kun Nummer Et, hvorfra

en Række gik... Gud véd, hvor den fik Ende?

og Møblementet i det ene — ja

det var saa fint, at knap man kunde nænne

at sætte i en Sofa sig endda,

for ej at nævne Gulvets Tæpper, denne

Vidundervævning, ad hvis Silkesømme

man egenlig som Guldfisk burde svømme.

Han, Tyrken, saa’ sig knap paa Stadsen om,

imens den fik hans Fangers Øjenlaage

til helt at blinke, og de tripped, som

de gik paa Mælkevejens Stjærnetaage.

Han tramped væk, og endelig han kom

hen til et Skab i en af Stuens Kroge, —

De sér jo nok, den Niche dér, min Kære;

"og sér De ikke, saa faar De la’e være.

Eunuchen — jeg vil gerne være tydelig —

gik hen og aabned Skabet og tog frem

en Hoben Klæder, ret en Bylt saa nydelig,

en Prydelse for hvert et Tyrkehjem;

og dels med Gestus, dels i Ord helt tydelig

tilkendegav han saa paa Forhaand dem,

hvad efter hans Begreb og Smag vel kunde

bedst passe sig for de to Kristenhunde.

Den ældste og den største fik et Slag,

som man paa Kandia (helt til Knæet) bær’ dem,

og vide Bukser, som for Tyrkebag,

men ej for kristen dito, man tilskær’ dem,

et Shal, som nok i Cashmir først saa’ Dag,

og gule Tøtler (Saffranfarven klæ’r dem),

dernæst en Dolk, en rigtindlagt, med mere,

hvormed en tyrkisk Dandy kan stoltsere.

Baba, Eunuchen, mumled under dette

om al den Fordel, som de kunde have,

hvordan det kunde deres Fremtid lette,

ifald de valgte, som nu Lykkens Gave

dem havde paavist, Vejen til det Rette —

kort sagt, han ytred ligefrem, den Brave,

«det vilde tjene dem til Gavn og Ære,

om de lod med det samme sig omskære.

«Han skulde» sa’e han «ønske sig til Lykke,

om de blev ægte, rette Muselmænd,

men det kom an paa deres eget Tykke.»

Og Britten svarede sin sorte Ven:

han kunde knap og nap sin Tak udtrykke,

at til dem selv man stilled Valget hen

i saadan Sag; «det tjente kun til Hæder

for saadant Land at ha’e saadanne Sæder.

«For sin Part skulde Lidet han indvende

mod en saa god og gammel Landsens Skik,

og nød han en Forfriskning blot, en Kende,

hvortil han netop trængte paa en Prik,

saa tvivled han ej om, han skulde ende

med at gaa ind paa Vinket, som han fik.»

«Saa?» afbrød skarpt Juan. «Alvorlig talt,

saa omskær Nakken heller; ja, om galt

«skal være, tusind Nakker, før»... «Min Kære,»

faldt Britten ind, «De afskær’ rent mig Ordet

som sagt, Hr. Tyrk, hvad jeg har haft den Ære

at ytre, naar vi rejser os fra Bordet,

saa skal jeg tænke paa om jeg kan være

til Tjeneste, som næstendels jeg tror det,

i hvad De godhedsfuldt dér foreslaar mig, —

men Valget det maa være frit, forstaar sig.»

Baba saa’ paa Juan. «Nu kommer Du!» —

og peged paa den Stads, der var fremlagt,

som en Prinsesse skulde glad i Hu

ha’ valgt; men Helten, det skal være sagt

just ej i Karnevalshumør endnu,

gav med sin Fod et Spark den pæne Dragt

og svared Gamlingen, der vilde minde

ham om at haste, «Jeg er ingen Kvinde.»

«Hvad Du kan være, er mig ganske lige,»

sa’e Baba; «gør Du bare, som jeg be’er,

thi jeg har knapt om Tiden, skal jeg sige.»

«Men» knurrede Juan, «naar ej jeg ser

hvad de skal til, de Løjer da...?» «Paa slige

og andre Spørgsmaal har jeg ikke mer

at svare end, Du skal nok faa at se

paa rette Tid og Sted, hvad der skal ske.»

«Nej,» sa’e Juan, «saa skal da»... «Aa, hold inde,

thi vel har Du Kurage, unge Fyr,

men Du vil knap til Spøg os oplagt finde,

og derfor er det bedst Du ikke knyr.»

— «Skal det da siges at jeg er en Kvinde,

at jeg har skjult mit Køn?» — «Min Bedste,

blev Spasen, om jeg Folk herhid lod stævne,

som intet vilde af dit Køn Dig levne.

«Jeg byder Dig en Dragt, se blot hvor nydelig,

et Fruentimmers ja, men Du skal stadse

deri af visse Grunde.» — Helt fortrydelig

saa’ Helten ud, som om han vilde mase

det Hele, og han bandede ret tydelig:

«Hvad Fanden skal jeg med det Snavs til Gaze?»

Og det var Kniplinger — som knap en Brud

paa Morgenkappen bær’ — han skældte ud!

Modstræbende fik han nu Bukser paa

af blegrød Silke, og paa Øjeblikket

en mælkehvid Chemise om ham laa

fastholdt af Bæltet — rundt om Livet gik ’et

og skulde holdt paa Skørtet med, men —

her snubled han, i hvilket — eller hvikket

(et Nødrim; ja jeg véd nok, at jeg staver

det galt, men Rim gør stundom os til Slaver)

i hvilket (eller hvikket, som man vil)

hans Kejtethed var Skyld, og Dragten med,

og saadan naaed han omsider til

det sidste Stykke, og i Ternes Sted

hjalp Baba ham, naar nu og da paa Dril

et eller andet kom forkert paa Gled;

hvorpaa Eunuchen stak i en Tunik

hans Arm, og tog et samlet Overblik.

Men Haaret — det var dog nok lidt for kort;

imidlertid fandt Baba saadan Mængde

forlorne Fletninger af just den Sort,

man. brugte, saa tilsidst det fik sin. Længde;

og Ternen fo’r med Kam og Olie fort

og redte det og salved det og stænkte

og snoed med et Perlebaand det, værdigt

en Dronning, — og saa var Ensemblet færdigt.

Ved Hjælp af Saks og Tang og saa lidt Sminke

stod han nu der — en ærbar lille Pige,

og Baba dyed sig ej for at blinke:

«Naa, mine Herrer, har De sét hans Lige?

men kom nu her,» han gav sig til at vinke,

«og følg med mig ad denne Vej — at sige

La donna!» Hvorpaa fire Sorte kom

hid paa hans Haandklap før man saa’ sig om.

Til Britten nikked Baba: «I behager,

min Ven, at gaa til Bords med disse dér;

men Dig, min lille Kristenjomfru, tager

jeg med mig; naa, nu intet Vrøvl, thi vær

forvisset om, de gaar ej, den Slags Sager.

Tror Du, det er en Løvekule her?

Det er et Slot, og er Du klog, min Dukke,

saa kan Du Paradiset dig oplukke.

«Din Tosse, der er sletsens ingen Fare.»

«Desbedre» sa’e Juan «for Dig min Ven,

thi denne Arm er tung, skal jeg forklare,

langt mer’ end Du kanske har ansét den.

Lad gaa! men man skal tage sig i Vare

og ikke regne mig blandt Skørter end;

det siger jeg paa Forhaand, at man véd

om mig og om mit rette Køn Besked.»

«Nar!» svared Baba blot; «kom med og se.»

Og Don Juan et Blik sin Fælle sendte,

som trods Skilsmissen næsten maatte le —

thi: det var knap han Kammeraten kendte.

«Farvel — Farvel! — Ja hertillands kan ske

en hel Del, som ej Nogen skulde vente.

Til Fruentimmer og til Tyrk han gør os,

den sorte Gavtyv, uden at han spør’ os.»

«Hvis ikke» — sa’e Juan — «vi mødes mere,

saa — Velbekomme da!» — «Tak, unge Mand;

den Afsked kan Ens Appetit spolere,

men ses vi atter, vi passiare kan.

Nu kalder Skæbnen — og vi maa spasere;

pas paa! husk, Eva holdt ej længe Stand.» —

«Aa, da maa Ægteskab Hs. Højhed love mig»

sa’e Pigen «før han faar i sin Alkove mig.»

Saa gik de hver sin Vej, og Baba førte

Juan igennem Pragtsal efter Sal,

hvor Marmorflisen under Fod man hørte,

til hist i Skumringen en svær Portal,

en kæmpemæssig, næsten de berørte.

Dér slog imøde dem en Vellugt sval,

som fra en Helligdom, hvor Alt forstummed,

saa stort og saa højtideligt var Rummet.

Af Bronce Døren var, forgyldt og høj,

af Arbejd straaled den rigt ciseleret:

en Slagmark med sin Tummel "og sin Støj,

dér sejred man og hist man retirered,

man triumfered paa den ene Fløj

og bagest Rytteriet echappered;

et Værk fra Tiden førend Romas Magt

her under Konstantin til Fald blev bragt.

Ved Kæmpedøren dér for Hallens Ende

sad et Par Dværge, en paa hver sin Side,

ret et Par Skiftinger; og just ved denne

Slags Parodi fik man Besked at vide

om Dørens Forhold og dens Maal at kende;

lod man sit Blik op langs Portalen glide,

(pyramidalsk i hvert et Lineament)

man øjned ej de Smaa, førend omtrent

man traadte paa dem, og saa fo’r tilbage

man i Forfærdelse ved hvad man saa’:

vanskabte Djævleunger uden Mage,

hvis Teint var hverken sort, hvid eller graa,

men af et Mixtum, som ej Pen kan tage

paa Kornet, men hvortil en Pensel maa, —

døvstumme Lilleputter af Monstrum’er,

som havde kostet helt monstrøse Summer.

De havde blot — thi skøndt der var dem levnet

kun lidt i Vækst, var deres Kraft dog stor

at aabne Døren, hvad de ogsaa evned,

da li’esaa glat paa Hængslerne den fo’r,

som Rim fra Rogers’ Pen; men ogsaa stævnet

paa Tyrkevis blev tidt de med en Snor

som Halsbind for den Pascha, der rebelsk er;

thi dertil Tyrken stumme Folk opelsker.

Ved Tegn de taled — og kun Tegn adlød.

Ret som to Marer de paa Baba gloede,

mens paa hans Vink Fløjdøren op de skød,

hvorved Juan blev ganske sær tilmode,

thi som fra Snogens Blik en Ondskab brød

frem i de Djævles Øjne, saa man troede

at mærke Giften alt, som Braadden spyer,

og denne Troldom, som man ej undflyer.

Men før de traadte ind, stod Baba stille

og gav Juan et Vink, som hans Patron,

at «kunde han, saa var det ikke ilde,

lidt mindre skridte ud som Mandsperson,

samt — skøndt han mindre derpaa holde vilde —

la’e vær’ at slingre med sin Skabelon;

desuden var det heller ej afvejen —

at se en Smule bly ud og forlegen;

«thi Dværgene har Øjne som en Drage

og kunde nemt se gennem dine Klæ’r,

og skulde de dit rette Køn opdage,

saa véd Du jo at Bosporus er nær,

og inden Morgen kunde nemt vi tage

en Sejltur os, indsyet i Sække dér

men uden Fartøj; thi vi har en Maade

at sejle paa hos os — foruden Baade.»

Med den Opmuntring skred de ind i næste

Gemak, som mer end, hvad de forhen saa’,

var til Forvirring fyldt med alt det bedste,

som Luksus kender; broget rigt det laa,

og raadvild, hvor man skulde Øjet fæste,

man blændet stod og undredes blot paa

hvordan det veksled, Guld med Diamanter,

et pragtfuldt Kaos rundt paa alle Kanter.

Vidundere er Rigdoms Børn — men ej

den gode Smags; sligt gælder Orienten,

men og i Vestens Slotte paa min Vej

(jeg har vel i det hele set og kendt en

sex, syv) gik Smagen ofte over Streg

i — naa, Guld var der lidt nok af, men enten

i Buster, Møbler eller Malerier,

som ingen særlig Note her jeg vier.

Under en Baldakin længst borte laa

paa Herskerindevis henstrakt en Kvinde.

Og Baba lod Juan ved Tegn forstaa

at de nu skulde bøje Knæ for hende,

hvortil den sidste vel. lod sig formaa

men nødigt dog, da ej han kunde finde

hvad Alt det førte til. Ej saa den Anden:

han slog i Gulvet Næsen ned og Panden.

Hun rejste sig, med Afrodites «Air»,

da hun af Havet steg, og slog de klare

Gazelleøjne paa dem, saa at hver

Juvel for at fordunkles helt løb Fare;

og med en Arm saa hvid som Maanens Skær

hun vinked Baba, at han skulde svare.

Han hvisked, mens han kyssed Slæbets Sømme,

og peged paa Juan, som stod i Drømme.

Saa stolt som Baldakinen dér hun stod,

en Skønhed af den Slags, som kan fortrylle

og som gør hver en Skildring tom. Værs’god,

prøv selv de løse Omrids at udfylde

med Former her fra Hoved ned til Fod;

jeg tror at Blindhed vilde Dig omhylle,

hvis Alt jeg gav mig til at detailere: —

bedst for os Begge, at jeg si’er ej mere!

Blot det: — hun stod ej i sin første Vaar,

men sexogtyve Somre alt hun bar paa.

Der er de Former, Tiden forbigaar

(mens andre, simple, stedse Kig den har paa),

som om Maria Stuart skrevet staar.

Ja, Nød og Sorg — og Kærligheden ta’er paa

de Skønne slemt; dog saarfri har man jo

set nogle — saasom Ninon de l’Enclos.

Hun sagde sine Terner et Par Ord —

de Pigebørn, en halv Snes vel i Tallet,

ensklædt’ og i den Dragt — de søde No’er

som havde før Juan saa slet gefallet.

De danned et livagtigt Nymfe-Kor

og kunde ha’e Diana «Søster» kaldet

i hvad det Ydre angaar; for hvad mere

jeg ej forpligter mig at kautionere.

De bøjede sig lydigt og gik alle,

men ikke ad den Vej, Juan var gaaet;

her var — ja hvordan skulde han vel kalde

Gemakket, som han her nu for sig saa’ et?

han kunde blot hen i Beundring falde,

og var heri til Højdepunktet naaet. —

Jeg ser ej heller Glæden, som man har i

det anbefalede «Nil admirari».

«Ej at betages — det er Maaden bare

(Du, Murray, sætter ej paa Omsvøb Pris)

at vinde Lykken sig og den bevare»

(og derfor skriver jeg med Creech præcis).

Saa oversatte Pope Horatii klare

Sentens; aa ja, men sæt tilfældigvis

at ingen af dem var betagen blevet —

hvem skulde da vel deres Vers ha’e skrevet

Da Pigerne var væk, gav Baba hemmeligt

Juan et Vink, som han dog ej forstod,

og endnu et, og det var klart, ja temmeligt,

om at han skulde kysse Damens Fod.

Men Don Juan fandt saadant helt beskæmmeligt

og rejste sig med rynket Bryn imod

Eunuchen, mens han sa’e: «Den, som vil. have

et Fodkys af min Mund, maa være Pave.»

Baba fandt denne Stolthed lidt utidig

og mumled om en Silkesnor (ved dette

man førte Talen hviskende gensidig; —

forgæves: han var truffen paa. den Rette,

og Don Juan var sikkert bleven stridig

selv mod Profetens Brud. Aa, Etikette!

du blir dig lig her og i Kongens Haller,

ved Hestevæddeløb og Købstadsballer.

Hans Hoved syntes ham med Et at huse

en Verdensvægt af Ord, en Atlasvægt;

sit castilianske Blod han følte bruse,

og heller end beskæmme lavt sin Slægt

han havde ladet sig paa Stedet knuse

af Fjendens Sværd — en Ærens Lanseknægt.

Naa; da med Foden ej det vilde glide,

lod Baba ham et Ord om Haandkys vide.

Det var et Kompromis, et diplomatisk

Slags Ændringsforslag, som man sagtens kunde

tiltræde — saa blev man dog ej skismatisk

og gav Juan sit Bifald paa de Grunde

tilkende, at ej blot en asiatisk

men en sydevropæisk Skik saalunde

tillod den Kavaler, som Formen kender,

at kysse Damerne paa deres Hænder.

Han nærmed sig, men trevent nok, den Snegl,

hvorvel paa Fingre, mere «ægte», fine,

en Læbe havde aldrig trykt sit Segl.

Saadanne Fingre knuger man i sine

og kysser Alting, Smilehul og Negl;

forsøg det paa den Gluts, Du har i dine —

da selv en Fremmeds dog helt tidt har voldt

at løsne Baand, som Aaret rundt har holdt.

Og Damen saa’ paa ham, og bad derpaa

Baba forsvinde — hvad han ogsaa gjorde,

som En, der kan et lidet Vink forstaa;

han hvisked til Juan, at han godt turde

gaa nærmere; saa smiled han, og saa

gik han til Døren baglæns og var borte,

en Mand, der med sig selv af Hjærtet véd

"at han kan gaa med god Samvittighed.

Han gik, og pludselig forandret kendte

man Damens Ansigt. Hvad det var, jeg véd ej,

men Purpurblodet klart i Kinden brændte,

som naar om Solnedgangen rød og bred sig

en Guldrand lægger; tusind Længsler tændte

en Glans i Øjet og i Læben bed sig

den Skønne med et Suk af dobbelt Slags:

jeg vilde gerne... jeg vil ligestraks.

Her var af Form, hvad Kunsten højest sætter,

og Alt, hvad Djævlen i sin Snedighed

gav Evas Slægt i Arv, som man beretter,

og hvormed han gør Helveds Forgaard bred;

vel sandt, man siger Solen selv har Pletter:

hun havde ingen Lyde, det jeg véd,

paanær en lille en. Der var ej Tale

om at «tilstaa» et Ønske — kun befale.

Igennem hendes Væsen gik et «Vil»,

som skabt til Verden under Aag at lægge

og drive med hvert Væsens Frihed Spil.

Fortryllelsen formaaed ej at dække

for Tyranniet; hvor det træder til,

dér vil det Ulyst kun i Sjælen vække,

vor frie Sjæl; — lad dem kun Kødet tæmme:

vor Aand mod Tvangen hæver dog sin Stemme.

Hun smiled sødt nok, men i Overmod,

og hendes Nik om Egensindet spaa’de,

det samme, som den lille, spæde Fod,

der gik som den paa Slavers Nakker traadte,

ret selvbevidst, min Tro, tilsyne lod.

Paa Landsens Vis i hendes Skærf forraadte

en Dolk, at hun med Sultan delte Throne

og Seng som hans — Gud fri mig! ej min Kone.

«At høre og adlyde» — den Instruks

var hendes Slavers Lov fra Vuggens Dage;

Alt, som var godt til Løjer og til Juks,

de havde at udfinde og fremdrage;

det ene Lune tog det andet fluks

— hun var jo denne Skønhed uden Mage,

og hvis hun havde dér hos os regeret,

saa var perpetuum mobile præsteret.

Alt, hvad hun saa’ — straks blev det hende bragt,

og hvad hun ikke saa’ — naar blot hun aned

det fandtes — i Tribut blev kvikt erlagt

hvad eller Vej derfor ved Køb blev banet;

fra Køb til Køb hun fo’r med Vindens Magt,

saa saare som et Indfald hende maned.

Alt tilgav Kvinderne — hvor ubelejlig

hun var dem — Alt, kun ej, hun var saa dejlig.

Juan — det sidste Indfald — havde fundet

for hendes Øjne Naade mens han gik

til Torvet, og saa varede det kun et

Sekund før Baba Vink om Købet fik;

og Baba, — der just ej var aabenmundet

og som forstod den Handel paa en Prik,

samt klogere end hun — lod Slaven faa

den Dragt, som han, Juan, trak nødig paa.

Han var saa ung og slank, — det gik nok an;

men spørges der, hvor en saa fornem Kvinde

indlade paa sligt Æventyr sig kan,

ja saa gaa hen og spørg en Sultaninde!

En Majestæt er som en anden Mand,

der kan bedrages — af sin Gemalinde;

en Sag, som Samtids eget Syn bekræfter,

hvad eller Krøniken, som følger efter.

Til Sagen. Det var netop nu, hun tænkte

at hver en Vanskelighed var forbi

og at hun nedlod dybt sig, naar hun skænkte

sin Gunst til slig en Ting, som ej var fri;

og kort og godt et Blik hun mod ham sænkte,

et Blik med Grumhed og med Ømhed i,

og med det Spørgsmaal: «Kan du elske Slave?»

hun mente Sagen alt i Gang at have.

Kan være, ja — paa rette Sted og Tid;

men han, som havde Øen frisk i Minde

med Haidie joniskskøn og jomfrublid,

han følte Blodet, som alt steg derinde,

at falde, medens Kinden blev saa hvid

som de Frostroser, vi paa Ruden finde:

de Ord var Kniven, der slaar i og saarer

vor Haand; han tav, og brast i hede Taarer.

Han græd! Hun studsed; — ja, de Kvinder kender

som Kvinder sligt, og hver paa sin Manér,

men se en Mand i Graad: det er, som brænder

man smeltet Bly i Hjærtets bløde Ler;

til Taarer, som til Draaber, Kvinden vænner

sig, mens en Mand deri en Marter ser,

og, kortelig, for dem er det en Lindring,

for os vor Mandighed en ussel Hindring.

Hun vilde trøste — men hvormed? hvori?

Blot Slaver, ingen Lige havde hun,

der kunde indgydt hende Sympathi;

hun havde aldrig kendt en sorgfuld Stund,

ialfald blot den Slags Surmuleri,

som kunde kruse hendes lille Mund:

hvordan forstaa at der kom Taarer i

de Øjne dér, med hendes vis-à-vis?

Men hvad end Rang og Magt kan ødelægge:

hvergang Naturens Røst en Kvinde maner,

saa er en frugtbar Jordbund hun at lægge

et Indtryks Frøkorn i, som Vejen baner

for Følelsen; og «Vin og Olie» række

hun vil dig som en god Samaritaner; —

Gulbeyaz følte her med Et, som om

en Fugtighed i hendes Øjne kom.

Dog — Taarer holde op; det er nu sandt,

og Helten, der blev overrumplet a"

den Tone, hvori En at spørge fandt

for godt, om han ej «havde elsket da?» —

han dadled sin Blødagtighed og vandt

tilbage sig sit Herredømme fra

Skønhedens Magt, og med sig selv beklaged

han, at man havde ham til Fange taget.

Gulbeyaz blev forlegen; — første Gang nok

at det var hændet Hendes Majestæt,

der ellers hørte Pris og Lov og Sang nok,

og som nu satte ved slig tête-à-tête

sit Liv paa Spil; men nu blev Tiden trang nok,

tiltrods for at hun havde saadan glæd’t

sig til en Hyrdetime med ham dér! — ja

den Time var der gaaet et Kvarter a’.

Jeg lægger i saa Fald Enhver paa Sinde

at passe Tiden — i det mindste hist

i Syden. Vi ta’er Sagen mer gelinde,

men anderledes dér, hvor ganske vist

man ej for Smøleri Gehør vil finde,

og hvor kun to Minuter er den Frist,

man har til at erklære sig — ej mere,

hvis ej man vil sit Renomee spolere.

Juans var godt, og kunde bedre blevet,

ifald han havde adlydt sin Forstand

og Haidies Billed af sit Hjærte revet, —

nu stod han dér ret som en Klodrian.

Og hun, Gulbeyaz, som ham havde skrevet

en Veksel paa sit Liv — man fatte kan,

at hun tilsidst blev rød for sin Person,

og bleg, og atter rød som en Pæon.

Paa Dronningvis hun nedlod sig at tage

hans Haand; — et Blik, som mægted at forføre,

selv uden Diademet, søgte drage

ham ind til sig, — men han lod sig ej røre;

saa blegned hun, men stolt holdt hun tilbage

sin Skuffelse (som Kvinden nok skal gøre),

sprang op, betænkte sig en kysk Minut,

og — kasted sig saa om hans Hals tilslut.

Det var en Prøve, den! Men Savn og Harm

og Stolthed havde staalsat ham itide;

først løsned læmpeligt han hendes Arm

og tvang den Smægtende ned ved sin Side,

saa’ dernæst koldt paa hende, mens hans Barm

bag Dragten svulmed: «Nej, I skal dog vide,

at Ørnen aldrig parrer sig i Bur,

og jeg ta’er ej mod Sultaninders Kur.

«Om jeg kan elske? Ja, og tag til Pant paa

min Kærlighed — at ej jeg elsker Dig!

Mig sømmer Rok og Ten med det Gevant paa:

kun Kærlighed for fri Mænd anstaar sig.

Dit gyldne Bur vil kun for mig som Tant staa,

det hverken skræmmer eller frister mig;

lad Slaver krybe for din Gunst og Naade:

stolt vil mit eget Hjærte selv sig raade.»

En Stil, for os lidt hverdags — men for hende

en ganske ny, saa-vist som Alt var til

kun for at hendes Lige kunde finde

deri en Art af Underholdningsspil.

Hun vidste knap om Hjærtet laa derinde

til højre eller venstre; men det vil

ej heller stort for Suveræner sige,

som «af Guds Naade» styrer Land og Rige.

Husk dernæst, hun var just ej blandt de Stygge,

men kunde — om hun saa fra Gaden kom —

lagt Stæder øde eller lad’t dem bygge;

det Ydre stod dernæst, i hendes Dom,

som noget, man ej sætter just i Skygge,

og som hun ganske særligt brød sig om:

se det var ogsaa «af Guds Naade» dette

i hendes Tro; i min med, kan jeg sætte.

Husk, eller (hvis Du kan ej) forestil dig,

Du, som din Kyskhed har som ung bevaret,

hin Enke, der i Feriens Tid fik til dig

en voldsom Lyst — som ikke Du besvared;

husk, hvor hun skabed rent besat og vild sig!

Ja tænk dig Alt, hvad der er aabenbaret

herom paa Prent — og tænk dig saa en Lejlighed

med En, som her var ligefrem en Dejlighed.

Husk — ja Du har vel Teksten alt in mente

en Lady Booby, en Fru Potiphar,

Phædra, med flere andre vel bekendte; —

(kun Skade, vi ej mange flere har,

hvoraf man kunde Jer Eksempler hente,

Evropas Ungdom, i en Tid saa svar!)

og husker Du de faa, saa vil Du lede

om Magen dog til Fru Gulbeyaz’ Vrede.

Et Rovdyr, en Hun-Løve, Tigerinde,

som man vil Ungerne berøve, kan

i mange Maader lignes med en Kvinde,

der ikke, som hun ønsker det, slaar an.

Dog, om man end vil parallelt det finde,

saa halter Lignelsen; thi selv om man

tog et Par Smaa fra dem: hvad er det saa

imod at nægte nogen dem at faa?

Hin Kærlighed til Fostret er af samme

Natur hos Tigerinden som hos Duen,

den hvæsser Næb og Klo og gør til Skamme

paa det Punkt Herren sammenholdt med Fruen;

hun gør sig villigt jo endog til Amme

og taaler Skrig og Skraal i Børnestuen;

og — kort og godt — den kan som Virkning lære,

hvor mægtig den som Aarsag vel maa være.

Gulbeyaz’ Øjne lyned. Nonsens; sligt

var de jo vant til. Hendes Kinder brændte:

men Alt, hvad dermed nogen Malers Digt

kan sigte til, langt førend Maalet endte.

Det Svar var hende saa ufatteligt,

at formelig det rundt for hende rendte.

En Furie! I véd jo nok — hu ha —, ....

men heller ikke det slaar til endda.

Det vared en Minut, ja kanske vel, ved —

(lidt mer’, og hun var væk en Gang for alle)

og den Minut var som et Glimt af Helved.

Et Rædselssyn, en saadan oprørt Galde,

sublimt — om end ved Synet selv man skælved

det kan i Mindet Havet os genkalde,

og Havet ligned hun mod Klippens Fod,

en Brandstorm, der er bleven Kød og Blod.

En Jævndøgnsstorm vil til Tyfoonen svare,

som Hidsighed til hendes Raseri, —

og dog lod Maanen hun paa Himlen fare,

som Hotspur lyster at faa Fingre i;

hun var jo dog et Fruentimmer bare,

og delte Ønsket blot med Lear (deri

den Scene, véd De) «hug ihjel, ihjel» —

en Blodtørst, druknet i et Taarevæld.

Som Stormen kom det; som en Storm det gik

bort uden Ord; — hun mægted ej at tale.

Undseelsen, som før det Øjeblik

tav stille, brød nu frem med Et af Dvale

ret som det gaar med Lækken, tyst og kvik,

hvorom ej nogen Sjæl har før hørt Tale.

Hun følte sig ydmyget — hvad tilvisse

er godt imellem for Godtfolk som disse.

Det lærer dem, at de er Kød og Blod,

og andre, skøndt af Ler, dog ej er Pløre,

at Krukken er med Urnen lige god

og begge Søskende — og lige skøre,

samt gjort i samme Pottemagerbod;

det lærer dem... ja det for vidt kan føre,

men at det lær’ dem noget, derpaa vil

jeg dø; og stundom slaar vel Læren til.

Pro primo tænkte hun: bort med den Dreng

til Bødlen! Pro secundo: nej, paa Døren!

Pro tertio: Gud skal vide, hvad for Slæng

han kom af? Qvarto: ej jeg hviler førend

jeg faar ham pint — ja (qvinto) i min Seng!

Sexto: Jeg dør! Septimo: Babas Øren

skal springe!... Og saa smed hun sig kun ned

og græd, og græd i sin Elendighed.

Hun vilde dræbe sig, men Dolken var

for nær ved Haanden — det var for bekvemt;

Tyrkinden, véd man, ej vort Snørliv har,

som ellers tager af mod sligt saa nemt.

Hun vilde dræbe ham — den Sag var klar,

han havde det fortjent, men — det var slemt:

thi ta’e hans Hoved var just ej den Maade

hvorpaa man Hjærtet fik — som hun attraaede.

Juan blev blød. Han havde kækt beredt

sig paa at blive spiddet og parteret;

i Tanken havde han som Rov sig set

for vilde Dyr, og helter, resigneret,

han havde taalt at Alt var med ham sket,

end blive — mod sin Vilje — karesseret;

men, ak, hans tapre Forsæt svandt som Sne

for Foraarssol ved hendes Graad at se.

Som Styrken gled Bob Acres selv af Hænde,

saa svandt hans Dyd, jeg véd ej ret hvordan;

slig Strenghed maa jo ogsaa ha’ en Ende —

kan være, at et nyt Forsøg slaar an!

Saa tænkte Helten, og det gaar som denne

vist mangen Klosterbro’r og ligedan

saa mangen Dame: Løftet de fortryde

og ende sluttelig med ’det at bryde.

Han stammed frem et «Tilgiv!» eller sligt,

men Ord er ikke nok i den Slags Sager,

selv om Du stjal dem fra det bedste Digt,

selv de, som Castlereagh i Munden tager,

ja de, hver Dandy plaprer. Blideligt

begyndte der nu, ret som naar det dager,

et Smil at skinne frem — da Baba fo’r

ukaldet ind og mæled disse Ord:

«Du Maanens Søster, Solens Brud,» (hans Art

at titulere) «Jordens Kejserinde; —

hvis Smil betinger Rummets Kloders Fart,

og for hvis Vrede Sfærens Klang vil svinde!

her kommer — og jeg haaber, ej for snart —

din Slave, for dit Øres Gunst at vinde:

Al Verdens Sol sin Straale — mig — har sendt

at gøre med hans Hidkomst Dig bekendt.»

Gulbeyaz sukked: «Gid, i saa Fald, ej

han vilde skinne førend Morgen gryr!

Men bort, Komet! lad Terners Mælkevej

fremstraale, og du, Kristen, se du dyr

dig blandt dem. Jeg har nu tilgivet dig:

pas paa, at ej min Vrede sig fornyr...»

Her afbrød hende Toget; Raab fra Téten:

«Vor Sultan kommer! Leve Majestæten!»

I Spidsen Terner, sædelige Smaa,

og sorte, hvide Gildinger dernæst —

et Tog, som ingen Ende syntes faa.

Hans Majestæt holdt altid det for bedst

at lade Budskab forud for sig gaa,

’sær naar han vilde være natlig Gæst; —

blandt Fire var hun sidste Gemalinde,

og laa Hs. Højhed derfor mest paa Sinde."

I Shal til Næsen og med Skæg behaaret

til Øjnene fremtren den store Mand.

Fra Fængslet blev han nys til Thronen kaaret,

imens hans stakkels Bro’r kom galt deran;

regere gjorde han nu, ubeskaaret

i Magten, paa den Vis man finde kan

i Knolles’ og i Cantemirs Historie,

hvor Soliman staar ene i sin Glorie.

Man saa’ ham i Moskeen at frembære

sin Bøn med mer end «tyrkisk Punktlighed»;

Viziren overlod han hver Affære —

hvad kom Statssager vel en Sultan ved?

Af huslig Kiv lod han sig ej besvære,

Skilsmisse fik ej Sladderen paa Gled:

paa fire Koner — tusind Piger — fik

saa let som paa én Dronning han sat Skik.

Og skete der et Fejltrin hist og her,

saa faldt der Dom, før nogen Finger rørtes

til Forsvar; hvad er og sligt Omsvøb værd

I Sæk den Skyldige til Stranden førtes,

og da man ej til Presse kender dér,

paa Gaden ingen Snak om Sagen hørtes;

Moralen vandt ved slig Summariskhed,

og Fisken tabte ej i Smag derved.

At Maanens Form var rund, saa’ Jordens Kejser —

om Jordens Firkant ikkun Taaber stredes,

thi, hvor han kom, paa tyve Miles Rejser,

fandt han ej Tegn paa, den var anderledes.

«Over den halve Jord Halvmaanen knejser»

han tænkte, — ja Krigsrygter stundom spredes

om Paschaer, om Giaurer; men de sidste

naaer ikke «De syv Taarne» — det han vidste;

undtagen som Gesandter — dem, man sender

did under Krig, i Henhold til en ny

Fortolkning: at det lumpne Pak ej kender

til Sværd i Haand; det kryber fejgt i Ly

bag Løgne (kald’t Depescher) og det tænder

af Ondskab Faklen over Land og By,

men svider ikke selv, trods al Kurage,

saa meget som en vikset, sort Mustasche.

Hans femti Døtre (Sønner samme Tal)

blev spærret ind. naar Tid og Mode. bød,

lig Nonner i et Bur — en pragtfuld Hal —

hvor efter Tur enhver Prinsesse nød

— tidt førend syv Aars Alder — Kvindens Kald

og indtog Pladsen paa en Paschas Skød; —

ret sindrigt, thi qua Svigersøn man haver

den Ære at gi’ Sultan smukke Gaver.

I Fængsel Sønnerne sig modne gjorde

til Strikken eller Kongekaabens Skrud,

til Et af To — og Ingen tvivle turde

derom, at Fatum fandt det rette ud.

Imidlertid de lærte, hvad de burde

og som sig sømmer for et fyrstligt Skud,

og kunde tage Arven, som den faldt,

om det nu Rebet eller Kronen gjaldt.

Nu hilste Majestæten paa sin Mage,

som sig en Kejser anstaar; og fra hende

fik Reverensen han med Smil tilbage —

som Koner gør, naar de just har i Sinde

at... ligemeget; Koner véd at tage

fordoblet Hensyn for Kredit at vinde

paany hos Manden, som just da man trykker

i Haanden ømt, før man hans Pande smykker.

Saa kasted rundt i Kredsen han et Blik

fra sine store Øjne — som han plejed —,

hvorved Hs. Højhed paa Juan fik Kig

imellem Ternerne, som ærbart nejed,

og sagde, uden at just Synet gik

ham sært til Hjærte, mens Gulbeyaz vejed

hans Tanker ængstligt: «Naa, en ny! aa

Synd, at en Kristen skal det Ansigt ha’!»

Den Kompliment drog alles Øjne hen

paa Pigen, som nu stod og rødmed kendeligt.

Skinsygen fo’r i dem, naa hillemænd:

O Mahomed! at Sultan, naar det endeligt

behager ham at se, skal se paa den

Giaur! er det dog ikke rentud skændeligt?

Der blev en Hvisken, Tisken, Pegen, Visen —

og Etiketten hindred kun en Fnisen.

Tyrkiet stænger Kvinden ind, den arme;

med Grund dog, thi — i fuld Realitet:

de Skønnes Dyd hist i den stærke Varme

er ej af denne faste Kvalitet

som Nordens, der gør Sneen — Gud forbarme

sig — mindre hvid end vor Moralitet.

For Varmen smælter Isen bort ved Polen, au

paa Lasten har den modsat Virkning, Solen.

Derfor er Tyrken en besindig Mand

og Hymens Lænke laaser’ han forsigtigt;

en Laas, som brydes, kan man faa istand,

men der er andet, man ej kan faa rigtigt — —

just som et Vinfad, der blir bragt iland

som «svikket». Det er derfor yderst vigtigt

at klappe Mand og Viv «i Fryd og Gammen»

— en Slags moralsk Centaur — for Livet sammen.

Saa vidt vor Krønike. Her stoppe vi,

dog ej af Brist paa Stof, men det er Timeu,

hvor, støttet paa mit Epos’ Theori,

jeg lader Ankret gaa og slipper Stim’en.

Gaar denne femte Sang blot Ram forbi,

saa skal min sjette blive en sublim en;

men først min Musa om lidt Henstand be’er,

imens hun faar en Lur sig, som Homer.