En Sang om Løvfaldet
[Siciliana.]
[Siciliana.]
Den lyse Sommer har Farvellet sukket;
snart Storm-Herolden i Trompet vil støde
og højt forkynde: Paradis er lukket!
En Vinterørken gaar vor Fod imøde!
— Men har den sidste Rose end vi plukket,
og ser Naturens Farvespil kun gløde
i rød-gult Løv, som Ormene har stukket —
vi jubler dog: der rejses Liv af Døde!
Og jeg, som gruer for den stille Uge,
naar Jordens Lyst skal hvile med dens Kummer,
naar mine Kræfter jeg ej mer kan bruge,
naar de skal sættes udenfor hvert Nummer,
og kun om Gravens Zififer man vil luge,
mens Orme kun forstyrre vil min Slummer, —
selv jeg, der véd, hvor Dødens Arm kan knuge,
jeg har en Lovsangsrøst, der ej forstummer:
Du lyse Sol, som i mit Øje luer,
du store Dag, som af hin Sol forynges,
du tabte Skjønhed, som paany jeg skuer,
til dig, til dig skal al min Attraa klynges!
Og gaar jeg mellem alle Graves Tuer,
da ser jeg — medens Lig paa Lig der dynges —
en Livsens Vælde under Regnbrobuer:
den skal tilbedes, æres og besynges!