Andreas Dolleris (1850–1925)

Jeg kaldte Dig min Haves Tusindfryd;

jeg sang om det, Du éngang skulde blive.

Idag min Tone har en Takkens Lyd —

en Kjærlighedens Lov jeg vil Dig skrive.

Dig vil jeg ære, mens jeg er ilive

og hylde Dig for hvad Du alt har bragt:

Du gav mig mer, end Nogen kunde give —

hin Kjærlighedens store, stille Magt,

som Dag for Dag mig følger paa min Arbejdsvagt.

Snart er min fejre Ungdom en Ruin:

jeg ser med Vemod Aarene henglide.

Men at jeg var og er og bliver Din,

det skal, det skal Du dog for Alvor vide.

Og sidder tankefuldt jeg ved din Side

og grunder paa det Liv, som nu er vort,

og paa det Viserpar, jeg ser at skride —

da véd jeg: flygter end vor Ungdom bort,

Guds store Jord er ej en Verden, Sort i Sort!

Saa lad den mærkes i din lyse Sang,

den Skjønhed, der kan Sjæl og Sands beruse:

Hør den i tusind Fuglestrubers Klang,

i alle Skove, der om Fjorden suse!

— Mod det forstumme maa en Digters Muse. —

Naar saa Du smiler mig i Øjet ind,

da véd jeg, Fredens Aand vi har tilhuse,

da klapper jeg din Drengs saa fine Kind —

og bliver Barn med ham i Stemning og i Sind.

Jeg kaldte Dig min Haves Tusindfryd, —

og »rosenduftberuste Nattergale«

gav Verset Flugt og gav min Tone Lyd.

— Nu er der Mandens Alvor i min Tale:

Jeg tror, at Himlen ned til Jord kan dale,

at selv hvert fattigt Hjem kan blive rigt.

— Men skal vor egen Lykkes Flor jeg male,

og skal jeg bringe Dig et Æres-Digt, —

det bli’er min Rhytmes Takt: at øve Dagens Pligt!