Til Christian Richardt
da han laa syg paa Kommunehospitalet, 25 Maj 1892.
da han laa syg paa Kommunehospitalet, 25 Maj 1892.
[Trochæiske Ottaver.]
[Trochæiske Ottaver.]
Du, som viet har de grønne Lunde
Digterbønnens aabne Poesi:
den, at skygge kjærligt, om Du kunde,
hver en Saaret, som gik Dig forbi —
maa Du læges for din dybe Vunde!
maa Du føle Dig som Fuglen fri,
naar den synger ung om unge Sole
nu, mens Bøgen faar sin nye Kjole!
Ædle Sanger! elsket som højbaaren,
tro Dig aldrig af dit Folk forglemt!
Du, med Barnesmilet gjennem Taaren,
med et Alvorsdyb i Sjælen gjemt!
Maa fornyes dit Ungdomsblod i Aaren:
Vid og Lune gjennem mandig Skjemt!
Hør, vi kalder Dig med Hjertets Navne;
Du er den, som Alle nødigst savne!
Dengang Danmark var »i Nød og Fare«,
Slesvig tabtes — Lykken gik paa Hæld —
blev din Digtning Folkets Trøstens Væld —
en Foryngelse, som sent skal vare!
Helt erkjendes skal til Dig vor Gjæld;
halvt vor Kjærlighed kun den kan klare.
— Fandt vi end for Digtergjælden Raad:
Mennesket er mer end al dets Daad!
Har jeg Røst kun til en Arbejdssang,
medens Mængdens travle Stemmer larme,
og mig griber Døgnets Fangearme, —
dog til Dig mig driver Hjertets Trang:
Tag mod disse Strofers jævne Klang
som det Bedste af min Sjælevarme!
— Glipper Kunsten, kan ej Ord Dig kvæge,
Han vil gjæste Dig — hin store Læge —
Rejse Dig — mens Vaarens Fugle synge —
karsk og sjælesund som aldrig før,
saa din Sang Nationen skal forynge:
Dig og den skal aabnes hver en Dør!
— Alt hvad Herligt, Du i Rim kan slynge:
Lyst og Alvor — mødes med Honnør!
Mød saa — graanet — os, med unge Kræfter!
Tak til Nu — og Tak for Alt herefter!