Andreas Dolleris (1850–1925)

Alfarvej en Vej sig Trindtom Jorden spænder —

Ved Festen for Amtsvejinspektør Christian Kidde,

20. April 1893.

Alfar en Vej sig trindtom Jorden spænder
                — sælsomt den snoes —.
Hvor den har Udspring, hvor dens Spor, de ender,
                Ingen betroes!
Slægter den førte gjennem Ørknens Sande,
brød gjennem Vildnis dunkle Skoves Ro.
                — Over Dødens Vande
                slog den ej Bro.

Det er hin Vej, som fører til vor Lykke,
                høj eller lav. .
Karrigt tilmaales os dens længste Stykke:
                Vugge til Grav!
— Mens Karavanen Dag for Dag bestjæles,
skjænkes, som Løn for Vilje og Bedrift,
                Hver sit Eftermæles
                brogede Skrift.

Du, som har set vort Sekels Morgenstrime
                lyse til Dag, —
snart vil Du høre, at dets Aftentime
                falder til Slag.
Sølvhvide Mand!— Din Gjernings Vej vi hylde!
Se paa dens Linje: — Øjet blinker vaadt!
                Dig din Aftens Fylde
                skjænke alt Godt!

Dybt har Du ristet med en Hædersrune
                Livshvervets Brev.
Alvor og Troskab, Vittighed og Lune —
                deri Du skrev!
Jævnes de Veje, som dit Værk tilhører,
der er et Spor — det, véd vi, glemmes ej —
                dér Du gik som Fører:
                Arbejdets Vej!

Dagen, der hælder, af sit Solfald glødes
                vide om Land:
Med Dig vor Tak for Dagens Virken mødes,
                og den er sand!
— Held for dit Hjem — det trives, og det plejes!
Barneøjets Stjerner spille Dig imod, —
                være dine Vejes
                Lys for din Fod!