Andreas Dolleris (1850–1925)

Fra et Vidunder-Land, med et straalende Slot

og med Flag over Tinderne hejst —

det velsignede Land, med al Skjønhed til Drot:

ud fra det er i Verden vi rejst.

Og det Land har Forjættelsens Mærke og Med,

har al Fylde til Menneskers Sind.

— Det er »Fodrejsens dybeste Hemmelighed«:

at vi altid skal længes derind!

Thi den alfare Vej, den vil saare vor Fod,

og hver Byrde vil bøje vor Ryg, —

og den nagende Tvivl, den vil tære vort Mod,

den vil knuse os under sit Tryk.

Og i Middagens Hede, i Arbejdets Ægt,

da vil sløves vor Senerves Kraft, —

da fornægtes hint Land af en vildfaren Slægt,

der dog Foraars-Besøget har havt!

Og naar Dagen saa lukker sin lyse Portal,

og vort Liv har sin Gjerning fuldbragt, —

og naar Dampværkets Pibe gi’er Aftensignal,

og vi løses skal af fra vor Vagt, —

Se, da har for de Mange sig muret et Skjel

mellem dem og Foryngelsens Land:

— Slaar det graanende Sind først sin Ungdom ihjel,

bli’er Guds Verden kun — Ørkenens Sand!

— Men hin Sanger bevared paa Ungdommen Tro,

og dens Liv blev ham aldrig for smaat:

Der var mer end en syvfarvet Regnbuebro

fra hans Aften til Morgenens Slot!

Om hans Digtning i Rang naaed videste Glands —

lad det være de Lærdes Problem.

Men den evige Ungdom — se den var just hans, —

og den trodser al Rang, alt System!

Og for den blev han Danmarks mest sjælfulde Tolk

thi den leved og døde han i!

Derfor elskes hans Digtning af hele det Folk,

der har Sands for sit Livs Poesi.