1.
Et Sendebud.
Jeg bringer Dig Philotas’ Dødssuk.
Alexander.
Godt.
(Han vinker. Budet fjerner sig.)
Saa er da hint forfængelige Hoved,
Som løfted sig lig Agrens tomme Vipper,
For stedse knækket af en Regn af Steen. —
Var han Forræder? Zeus alene veed det.
Han var en Tapper, uforstandig Yngling,
Hvis Straf, jeg næsten frygter, var for haard.
Hans Brøde meest var Daarskab. Mere værdig
For Alexander havde Skaansel været —
Og muligt mere sikker. Thi hans Fader
Kan blive farlig. Ecbatanas Skatte
Og mange tappre, macedonske Hjerter
Han holder i sin krigserfarne Haand.
For mægtig er han, selv om han er tro,
Men højst fordærvelig, ifald han svigter.
Og muligt har han svigtet allerede.
Philotas’ Vidnesbyrd, som tifold Dødsqval
Ham pressed over Læben, er ugyldigt;
Men denne Tvivl, som gjærer i mit Bryst,
Er den ugyldig ogsaa? Han var aldrig
Af dem, som hengav sig til Alexander
Med Hjertets fulde, glæderige Varme.
Han elsker ej mit stolte Sejersløb
Og har til mit usigelige Mishag
Bestandig villet hæmme Kraften i mig,
Der kræver Handling som mit Legem Brød.
O! dette værdige og hvide Hoved
Har stundom været mig en Torn i Øjet
Og er det nu som ingentid tilforn.
(Pause.)
Det var mig gavnligt, om Parmenio døde.
Jeg er hans Konge — over Liv og Død
En persisk Konge byder uden Skrupler. —
Ha! Macedonien var mig for lille,
Og har en macedonisk Konges Frihed
Mig nu for snævre Grændser? Det var Ate,
Som gav mig denne Tanke. Har jeg anlagt
Med persisk Belte persisk Kongedyd?
Jeg krænked Naaden; sligt er skeet mig før.
Retfærdigheden har jeg dog, ved Zeus!
Med aabne Øjne hidtil aldrig krænket.
Retfærdigheden! Er det da saa vist,
At den blev krænket ved Parmenios Død?
Hvis virkelig hans Søn har været skyldig,
Saa naaer ham dennes Brøde med sin Skygge.
Zeus vide, hvor der staaer sig med hans Troskab! —
I hvert et Fald hans Troskab neppe staaer sig,
Naar han saaer Kundskab om Philotas’ Skjæbne.
Hvi lød jeg ikke Naadens milde Røst,
Som først forsonlig talte i min Sjæl!
Den levende Philotas var en Dreng —
Hans Død har gjort ham til en mægtig Skygge,
Som staaer med Eumeniderne i Forbund.
(Pause.)
Det er nødvendigt, at Parmenio døer,
Saa vist som Hævn vil synes ham nødvendig,
Og udeelt Magt nødvendig er for mig.
Og hurtigt maa det skee, før mindste Nys
Om Sønnens Død kan komme for hans Øre,
Og hemmeligt, thi han har mange Venner —
Jeg frygter fleer end Alexander selv.
Jeg skriver Breve til Parmenio,
Og andre Breve — af forskjelligt Indhold —
Jeg skriver til Cleander; Polydamas
Skal bringe dem. I begge disse To
Jeg finder Folk, som kunne bruges her.
(Han sætter sig, griber Griffelen, men slipper den strax igjen og springer op.)
Ha! slige Breve skrev jeg aldrig før.
Du sejrer, Ate! Gjør din Gjerning heel!
Bind til, bind til for disse sunde Øjne,
Lad Brøden skee! men jeg vil ikke see den.
(Han gaaer heftigt op og ned, standser derpaa og staaer fordybet.)
Det er forunderligt, at netop nu
Jeg sættes i Erindringen tilbage
Paa Gaugamelas Sletter med Parmenio.
Hvor staaer han tydeligt for mine Øjne!
Han havde raadet mig til natligt Angreb
Og netop hørt mit Svar: „For Alexander
Det er usømmeligt at stjæle Sejren.”
Et let, et halv bedrøvet Præg af Mishag
Sig maled i de hæderlige Træk,
Men drukned og gik under i en Straale
Af ufordulgt Beundring fra hans Øje,
Et Smil, som tolked, at han selv fandt Smag
I hiin ungdommelige, kjække Reenhed,
Som foretrak de lyse, stolte Veje. —
Hvi følger dette Blik mig netop nu?
Det dukker op med Eet af Glemsels Taager
Og skyder sig igjennem Slag og Sejre
Og Marscher og Triumfer frem imod mig
Med Lynets ubegribelige Fart,
Til det staaer stille for mig som en Stjerne
Og lader Alt det Øvrige i Mørke.
Hvad vil du mig, du skjønne Fortidsstraale!
Forlad mig, thi din yndefulde Nærhed
Mig saarer dybt i min Samvittighed!
Vil du fortælle mig, at det er Uret
At stjæle Livet fra den gamle Mand?
Jeg troer dig — derfor gaae kun, hulde Lys!
Til hvad jeg nu har for, er Mørket tjenligst.
(Han skjuler sit Ansigt; efter i nogen Tid at være forbleven i denne Stilling med forandret Stemme)
Parmenio maa døe.
(Han giver et Tegn. Til den Indtrædende)
Kald Polydamas!
2.
Polydamas.
Der kommer han i Buegangen hist.
Cleander.
Snart vil han være her. Dog nej, han standser
Han læner sig imod den store Palme,
Mens Armene han slynger overkors.
Polydamas.
Betragt ham, hvor han seer til alle Sider
Og derpaa hæver Blikket imod Himlen!
Cleander.
Hvad om han mærker Uraad, om en Larm
Fra vor Bedækning — men den er dog rolig.
Polydamas.
Dit Syn er flovt, Cleander! Er der Uro
Og bange Spejden i hans Blik og Holdning?
Mig synes, der er intet uden Fred.
Den gode Gubbe glæder sig ved Livet
Og suger Verdens Skjønhed ind med Øjet.
Ak, lad ham det! Det er jo sidste Gang.
Cleander.
Du bliver blød om Hjertet.
Polydamas.
Nej, Cleander!
Det var kun en Betragtning.
Cleander.
See, han kommer,
Hold nu din slebne Tunge i Beredskab!
Polydamas.
Og du din slebne Dolk! — Det er i Sandhed
En ædel Skikkelse.
Parmenio (kommer).
Min Polydamas!
Du her i Ecbatana — vær mig hilset!
Og du, Cleander, med!
Polydamas.
Velsigne Zeus dig,
Ærværdige Parmenio, ædle Helt!
Hvor glæder sig min Sjæl ved Synet af dig!
Det er, som havde Alderdommen Intet
At skaffe med dig uden at forskjønne
Dit stolte Hoved med en Krands af Selv;
Thi Højhed lægger den bestandig til
Og tager intet Gran af Kraften fra.
O, maatte denne Hæderskrone længe
Om denne Pandes rene Hvælving straale,
Bestraalet selv af Phoibos’ lyse Guld!
Parmenio.
Dit Venskab lægger Ord paa dine Læber,
Hvortil det var forfængeligt at lytte.
Men for dit Ønske Tak! Hvem kan vel Andet
End elske Phøibos’ gyldne Herredømme?
Der er vist Ingen, som har længtes bort
Fra ham til Hades og Persephone,
Vist Ingen, som i frodig Muskelkraft
Har svunget Sværdet eller savnet Vennen,
Som gjerne til en Skygge svinder ind,
Tungsindigt sværmende med andre Skygger. —
Dog blev Udødelighedsbægret skjænket
Alene for de høje Guder selv.
Med Tak til dem at færdes under Solen
Og med Hengivenhed at gaae til Hades
Er hvad der sømmer sig. Og vel med Tak
Parmenio kan skue fro tilbage.
Polydamas.
Thi hvad han seer er Hæder og Bedrifter.
Parmenio.
Ej, Ven! jeg taler om min egen Hæder
Og om Bedrifter, jeg har selv bedrevet.
Den Sjæl, som fyldes af sit eget Billed,
Er kold og tom, den tærer paa sig selv,
Og den fortæres. Hjertets sande Lykke
Er den at have Kjærlighed til Andre,
At elske varmt som Fader eller Ven.
Jeg end ved Synet af Philotas’ Ungdom
Fornemmer Ungdomslyst. Min tappre Søn,
Mit Haab, min Fryd! om ved hans Ungdoms Raskhed
Jeg end har rynket tidt min gamle Pande
Og rystet paa mit faderlige Hoved.
Er han ej kjæk og god? Hvad vil jeg meer?
De modne Tanker komme. Sign ham, Zeus!
Han er min Fremtid, Philip var min Fortid,
Min Ven, den tappre, kongelige Philip,
Min Ungdoms og min Manddoms Roes og Lykke;
Thi Roes og Lykke ligger netop deri
At gløde varmt af Iver for en Størres.
Polydamas.
Hvor stor end Philip var, har Alexander
Dog overstraalet nu sin Fader langt.
Parmenio.
Som Slangen klog og rolig som en Løve
Var Philip. Sønnen flyver som en Ørn,
Og højt beundrer jeg hans stærke Flugt.
At den, som var med Philip Mand og Yngling,
Som Olding kun kan følge Alexander,
Er dog naturligt.
Polydamas.
Ikkun altfor seent
Jeg mindes om, at Alexander sender
Dig ikke blot sin Hilsen, men et Brev,
Philotas ligesaa, din tappre Søn.
Parmenio.
Hvi har du ikke stoppet for min Mund
Med saa at bringe Glæde til mit Hjerte?
(Han modtager Brevene og læser dem.)
Beundringsværdig er han — nye Bedrifter.
Som han er Ingen, var og bliver Ingen.
Min aldrende Fornuft sig giver tabt,
Han tager den til Fange, binder den
Med samme Haand, som løste Gordiums Knude.
Saa spred da dine Vinger, stærke Ørn!
Jeg knurrer ej, fordi mit Blik forvirres
Og blændes ved din raske Flugt mod Solen.
Jeg vil ej trættes med min Overmand,
Men bede Zeus velsigne Philips Søn.
Hans Krone vorde tung af Ærens Vægt
Men let at bære for hans unge Kraft!
Zeus signe ham! — Og nu, min elskte Søn!
Først, som det sømmed sig, jeg har med Tak
Og undersaatlig Glæde vederqvæget
Min Sjæl ved Kongens Huld. Med Faderfryd
Jeg nu mig vender til Philotas’ Hilsen.
(læser)
Saa modig, rask og glad som altid før,
Saa øm imod sin Fader. Zeus skee Tak!
(Cleander gjennemborer ham. Parmenio døer.)