Vil Tyrus ei sin stolte Pande sænke
Og ej i Tide paa sin Frelse tænke?
Kast dig i Støvet ned for Verdens Konning!
Du var jo dog kun Middelhavets Dronning.
Din Moder Sidon ligger for hans Fod.
Mon ej hun hvad der sømmed sig forstod?
„Og vil min Moder end Slavinde være,
Forsvarer hendes Datter dog sin Ære.
Skjøndt over Hovedet mig Sværdet svæver,
Jeg lige kjækt og kongeligt det hæver.
At han mit Fald skal see, jeg forud veed,
Mit Knæfald seer han ej i Evighed.
Og vel jeg over mine Børn maa sørge,
Men deres Skjændsel skal man aldrig spørge.
De sejled lystigt om paa Verdens Have,
De kæmped fromt for deres Fædres Grave,
De hented Guld Paa fjern og fremmed Kyst,
De vogted Ærens Guld i deres Bryst.
Med Kløgt og Kunst de dyrked Livets Glæder,
De havde Lyst til Pragt og bløde Klæder;
Men intet tyrisk Purpur dog kan straale
Saa lifligt, at det sig i Glands kan maale
Med denne Strøm af tyrisk Helteblod,
Med deres tappre Hjerters Purpurflod.
Jeg seer mig mod Aarhundreder tilbage,
Som sorte Rækker frem af lyse Dage.
Jeg mærker vel, at Lykkens Tid er omme,
Og jeg forventer strenge Guders Domme
Og sidder i min stolte Modervee
Og har beredt mig paa, hvad der vil skee.”
Og hvad der skete har Alverden skuet,
Og man har vendt sit Aasyn bort og gruet,
Og Alexanders Fattigdom paa Naade
Er bleven Verden til en hæslig Gaade,
Og den, som Neros Grumhed kold forbander,
Sit Ansigt skjuler over Alexander.
Men Tyrus iblandt Stæderne paa Jorden
Er i sit Fald en Ærens Dronning vorden.