Kong Philip! Det var ingen Leg
Da han Bucephalus besteg.
Betvinger saaes han første Gang,
Da han den vilde Hest betvang.
Du spored klog i dette Ridt
En Jordbetvingers stærke Skridt.
Det runged under Hestens Hov,
Men trindtom Jordens Riger sov
Og ahned ej i Trygheds Skjød,
At Dommens Varsel for dem lød.
Mon ikke dette Dunders Kraft
Har isnet Hellas’ syge Saft,
Og mon det ej til samme Stund
Har sukket dybt i Tyri Grund?
Mon til Persepolis det ej
Har under Jord en skudt sin Vej
Og rystet Slottet, saa forsagt
Det skjælved for en ukjendt Magt?
Mon ej, Bucephalus, din Hov
Har gjenlydt under Indiens Skov
Og bragt det ved dets Palmers Rod
En Hilsen, som det ej forstod?
Nej! men det kongelige Syn
Slog ned hos Philip som et Lyn,
Og han fornam i dette Ridt
En Jordbetvingers stærke Skridt.