Nedstrakt, sønderknust, i Støvet,
Al sin Herlighed berøvet,
Alexander græd i Løn.
Klitus’ Blod er paa hans Hænder
Og mod Klitus’ Skygge vender
Han sin angergivne Bøn.
„Klitus, Klitus, lad dig røre,
Hvis mit Naab kan naae dit Øre
I de dunkle Skyggers Egn.
Sine Taarer Alexander
Knælende med Støvet blander.
Skjænk ham et Forsoningstegn!
Mærker du, hvor dybe Sukke
Alle Stolthedsluer slukke,
Som har flammet i mit Bryst.
Styrtet fra min Højheds Throne,
Uden Laurbærkrands og Krone
Ligger jeg og betler Trøst.
Hvad er Alexander vorden,
Han, som skued over Jorden
Med sit Herskerøjes Magt?
Sig til Jorden at fornedre
Dulmer nu hans Smerte bedre
End Alverdens Throners Pragt.
Under Vægten af min Brøde
Vil jeg bøde og forbløde
Mig af Hjertets aabne Saar.
Dybt at knæle, lavt at ligge,
Æde Støv og Taarer drikke,
Det er, hvad min Sjæl attraaer.
Allerhelst jeg vilde rede
Mig et Leje længer nede
Der, hvor nu min Klitus boer.
Jeg kan ikke længer taale
Solens glæderige Straale
Og den farvesmykte Jord.
Thi fra Livets Lys og Styrke
Sendte jeg til Hades’ Mørke
Og de blege Skyggers Færd
Ham, som rev mig ud fra Døden
Kjækt i Sejersmorgenrøden
Med sin Arm og med sit Sværd.
Klitus! Hør, at Alexander
Højt sin højre Haand forbander,
Han i Slaget stoled paa!
Gid et Lyn den havde rammet
Og med evig Afmagt lammet,
For den havde syndet saa!
Alle mine Sejre svinde
Bort som Avner smaae for Vinde,
Naar jeg tænker paa min Daad.
Af min Hæders lyse Dage
Har jeg kun min Synd tilbage,
Som jeg stirrer paa med Graad.
Fældet er min Stoltheds Ceder.
Af dens Splinter jeg bereder
Klitus her et Hædersbaal.
Smertens Ild min Pragt fortærer,
Medens Luerne jeg nærer
Af min Angers fulde Skaal.
Kunde jeg til Mildhed stemme
Dine Manes og fornemme,
At mit Suk af dig var kjendt,
At min Bøn du vilde tage,
Lade dig min Graad behage,
At dit Blik var til mig vendt!
Dog forgjæves Taaren rinder.
Ingensinde Vej den finder
Ned til dig i Hades’ Skjød.
O! men naar din Alexander
Snart ved Styx’s Bredder lander,
Skal du see, hvor han fortrød.
Naar jeg da min Klitus kjender,
Mine bange Trin jeg vender
Mod hans strenge Skygge hen.
Og for han barmhjertig klæber
Fredens Kys paa mine Læber,
Slipper jeg ham ej igjen.
Men ifald han i sin Harme
Vil sig evig ej forbarme
Og sit Aasyn vender bort,
Alexanders Ild skal brænde
Uden Lindring, uden Ende
Gjennem Evigheder fort.
Thi jeg i min Sjæl kan føle,
At min Qval skal aldrig kjøle
Sig i Lethes dybe Flod,
At om end dens dunkle Strømme
Jeg til Bunden maatte tømme,
Saae jeg dog min Klitus’ Blod.”
Trende Gange Solens Luer
Vexlede paa Himlens Buer
Med de blege Stjerners Hær.
End for Klitus’ Manes bøjet,
Ligger han og skjuler Øjet
Taaremørkt for Dagens Skjær.
Anaxarch treen ind: „I Denne
Skal jeg Alexander kjende,
Verdensrigets Sol og Sjæl?
Det er Høvdingen for Helte,
Som jeg her i Graad seer smelte,
Strakt i Støvet som en Træl?
Og kan Alexander tænke,
At han sig i Sorg tør sænke,
Kaste Scepter bort og Sværd,
Ledig tabe sig i Sukke
Og sit ædle Hjerte lukke
For sin faderløse Hær?
Og tør Alexander mene,
At han giver sig alene
Hen som Offer for sin Ven?
Alle dine Stridsmand sørge,
Skue til din Dør og spørge:
Vil han aabne den igjen?
Eller vil han evigt dølge
Sig i Sorgens Nat og følge
Snart sin Klitus, mod hvis Barm
Grumt en Gud har maattet lede
I sit skjulte Raad hans Vrede
Og hans kongelige Arm?
Vil han ej vor Troskab kjende,
Men for evigt bort sig vende
Og til Hades skue ned?
Vil han ingensinde mere
Dem, som elske ham, regjere
I sin Styrkes Herlighed?
Skal hans Aasyns Heltelue
Ingensinde meer vi skue,
Som var Lyset paa vor Vej,
Ingensinde mere drikke
Modets Nektar af hans Blikke —
Ville Guderne det ej!
Som naar Hjorden uden Leder
Sig ad vilde Veje spreder,
Skulle flygtige vi gaae.
Andet er os ej tilbage,
Dersom Kongen vil forsage
Sine troe Soldater saa.”
Men han rejser sig og stander
Og er atter Alexander
I sin kongelige Kraft,
Og hans Herskerblikke funkle,
Og hans Kinder sarves dunkle
Af hans Aarers ædle Saft.
„Skynd dig, Anaxarch, at sige
Dem, som vandt mig mine Krige,
At min Hu er til dem vendt,
At min Sjæl i Hades’ Skygge
Ej for evigt nu kan bygge;
Thi jeg deres Tro har kjendt.
Bring min Hilsen til dem Alle,
At min Længsel snart vil kalde
Mig i deres Midte hen,
At ved dem jeg er til Livet
Og mig selv tilbagegivet,
Mine Venners hulde Ven.
I Samvittighedens Snoge!
Haster til de dunkle Kroge
Inderst i mit Hjertes Vraa,
Kommer frem af Eders Huler,
Naar mig Nattens Kappe skjuler! —
Klitus da sin Net skal faae.”