Der risler blandt Stene og Riis og Sand
En Bæk i min Barndoms Have —
Hvor gjerne jeg stod paa dens grønne Rand
Alt under de Træer lave
Og drømte igjen min Barndoms Drøm
Og glemte Tanker og Møje
Og stirred i Bølgen taus og øm
Som ind i et elsket Øje!
Min Faders Ansigt, min Moders Smiil
Sig spejlet har i dens Vover,
Min Broders Sivbaad med stille Iil
Har muntert dandset derover,
Min Søster ofte til Tidsfordriv
I den sig fyldte sin Kande —
Hvad helst jeg mindes i dette Liv,
Mig venligt synge dens Vande.
Naar tidt min Barndoms frommeste Lyst
Saa inderligt savnede Stemme,
Den tolkede her med nynnende Røst,
Hvad taust mit Bryst maatte gjemme,
Har accompagneert saa sødt og ømt,
Naar tidt i lydløse Sange
De blideste Drømme, min Sjæl har drømt,
Sig svang over Mark og Vange.
I andre Toner min Sjæl nu er stemt
Saa fromme ej og saa blide —
Jeg lærte maaskee, hvad jeg fast har glemt,
Du elskte Bæk, ved din Side.
Maaskee, imens du med kjærlig Røst
Bebrejded mit Sind dets Tomhed,
Du fyldte paany det til salig Trøst
Med Barndommens Fryd og Fromhed,
Og Mindets elskede Helligdom
Mig aabned med stille Sange
Og viste mig huldt fortroligt om
I alle dets dunkle Gange,
Og bad mig høre med villig Sjæl
De blye Erindringers Stemme! —
O sad jeg dog hos det kjære Væld
Og kunde dets Lærdom nemme!