Elskte Dannebrog! hvor herligt
Vajer du fra Taarnets Tinde,
Og hvor længselsfuldt og kjærligt
Suge mine Blik din Glands!
Dejligt gjennem Luftens Strømme
Bølge dine røde Flammer.
Længe har jeg kun i Drømme
Seet dig i det lyse Blaa.
Men med Sjælens Drømmeøje
Har jeg fulgt dig paa din Bane
Mellem Danmarks Kæmper høje
I den store Stridens Tid.
Jeg har skuet deres Blikke,
Som til sidste Hjertestyrkning,
Dine stolte Luer drikke,
Før de døde for dit Navn,
Eller sejersaligt gløde,
Skuende dig sejersalig
Svæve over Valens Døde,
Lysende i Røg og Damp.
See! imod det lyse Rige,
Hvorhen du har kaldt de Mange,
Flagre dine røde Flige
Som med Hilsen, som med Tak.
Hvor du vifter, hvor du vinker
Op mod din og deres Himmel,
Hvor du flammer, hvor du blinker,
Dannebroge, Danneast!
I mit Hjertes dybe Indre
Straalekorset i din Flamme
Uudsletteligt skal tindre,
Seer jeg dig end aldrig meer.