Skal mit Øre evigt lukkes,
Dunkle Sappho! for din Stemme,
Skal dens Liv, som aldrig slukkes,
Aldrig blive til for mig?
Skal din digteriske Stjerne,
Der med Himlens først vil svinde,
Evig ukjendt i det Fjerne
Funkle for mit Blik som de?
Kan jeg ingensinde skue
Gnisterne, du lod tilbage,
Af den underfulde Lue,
Der har flammet i din Barm?
Hen mod dig min Tanke bæver
Bakkende og taagehildet —
Ubestemt du for mig svæver,
Dybt i evig Løndom svøbt.