Saa kom den sidste Aften — den sidste vi var sammen.
Fra Bankerne ved Havet saae vi Solen gaa ned.
Fred — Fred!
saa brummed tyst den mægtige, der mat mod Stranden gled
og runded sine Bølger blødt i Kammen.
Derude, i det fjerne, der skifted deres Skjær,
snart røde, snart blaa som Ametyst;
men graa som tunge Dage, naar Landet de kom nær
og klagende brødes under Kyst.
Den endeløse Himmel hang lun og graa og stille
med tusend matte Skyer i sit aftentunge Tjæld.
Lev vel!
— en Stemning, træt som Aarets, naar det lakker imod Hæld,
som Sorgens, for den løsner Graadens Kilde.
Højt paa en Tue sad Du, jeg hviled ved din Fod,
kun faa var de Ord, der blev sagt;
men aldrig vi hinanden dog saa fuldt og helt forstod
som nu, gjennem Tavshedens Magt.