Vi skiltes, vi skiltes!
Vor Afsked var kort.
Et Kys og et Haandtryk —
saa kjørte jeg bort.
Paa Præstegaardsdigets
stensatte Vold
stod Du og vinked
med din hvide Parasol.
Du tegned Dig mod Himlen
saa fin og kniplingslet,
som sprang der ud af Luften
en lys Silhouet.
Du skar mig i Øjet,
saa Taaren trængte paa;
dog veed jeg, at jeg smiled,
saa længe jeg Dig saae. —
Jeg stod i Agestolen
med Ryggen mod Jens Kusk
og holdt mig neppe oprejst
for Vognens Hop og Rusk.
Nu var Du som en Sneprik
paa den grønklædte Jord —
saa drejed vi om Hjørnet
ned ad Hulvejens Spor.
Jeg slingred under Svinget
i Agestolen om,
faldt sammen i min Længsel
saa fattig og tom.
Og Hulvejens Skygge
mig mødte klam og kold —
mens Du stod højt i Solen
med din hvide parasol.