Einar Christiansen (1861–1939)

Christiansen, Arne Einar, f. 1861, Forfatter. F. 20. Juli 1861 i Kbh. (Holmens). Forældre: Løjtnant, senere Kommandør Eduard C. (s. d.) og Hustru. Ugift.

De ydre Begivenheder i C.s Liv samler sig omkring det Sted, der ogsaa skulde blive Brændpunktet for hans Forfattervirksomhed: Teatret. Efter at være blevet Student 1878 fra Metropolitanskolen tog han, mere tilskyndet af andre end af egen fri Villie, fat paa det teologiske Studium. At blive Præst laa ham fra Begyndelsen fjernt; allerede som Student debuterede han paa Det kgl. Teater (1880) med sit første Skuespil »Lindows Børn«, og efter at have afsluttet Studierne med Embedseksamen 1886 foretog han en halvandenaarig Rejse, der førte ham langt ud over de sædvanlige Dannelsesveje, helt til Ægypten og Palæstina. Efter Hjemkomsten til Kbh. beskæftigede han sig med Lærervirksomhed, litterær Journalistik og sit dramatiske Forfatterskab. Alle tre Virksomhedsgrene afbrødes, da han 1899 blev konst. Direktør for Det kgl. Teater. Lærer- og Journalist-Virksomheden vendte han ikke tilbage til, men Forfatterskabet genoptog han efter Direktørtiden. Som Lærer underviste han i Dansk ved forskellige Kursus, og som Journalist ydede han sin største Indsats som Redaktør af »Illustreret Tidende« (1892–99). Han samlede en af Partierne uafhængig Skare om sit Blad — bl. a. Vald. Vedel og Vilhelm Andersen — og holdt en kultiveret Linie med klog Forstaaelse af det traditionelle og aabent Blik for det smagfuldt-nye. Hans Ledelse af Det kgl. Teater i Tiaaret 1899–1909 blev ført efter de samme Linier. Udadtil anlagde han en klog og behersket Politik over for Rigsdagen, der aldrig blandede sig saa lidt i Teatrets Anliggender som i hans Direktørtid, og indadtil forstod han at skabe Orden og sætte sig i Respekt. Hans Periode var præget af Ro og Arbejde. Hans kunstneriske Linie forbandt som hans redaktionelle paa en smagfuld Maade det traditionelle med det nye. Han skabte en Række Klassikerforestillinger — især Holberg— og Shakespeare-fremførelser — og indførte som nye Navne i dansk Teater Tolstoj og Gorki. Tre Aar efter Afgangen fra Nationalscenen blev han Meddirektør for Folketeatret, en Stilling han bevarede til 1924. I hele denne lange Aarrække sørgede han for at indflette lødige Forestillinger mellem de lettere Ting, hans vekslende Meddirektører maatte sætte op af Hensyn til den ikke-statsunderstøttede Scenes Økonomi. Paa Folketeatret blev ogsaa hans senere Skuespil opført. Afslutningen paa C.s direkte Tilknytning til dansk Teater blev Perioden 1931–33, da han over halvfjerds Aar gammel var kunstnerisk Konsulent og Iscenesætter ved Det kgl. Teater.

C. har saaledes i flere Perioder gjort en stor og aktiv Indsats i dansk Teater, men det er dog især gennem sit store dramatiske Forfatterskab, han har tilført Skuepladsen Værdier. Kun den kongelige Direktørtid medførte en forbigaaende Afbrydelse i hans flittige Produktion, som med Operatekster løber op til omkring tredive Bind. Som Søn af et højt kultiveret københavnsk Bourgeosi- hjem fik C. tidligt vakt Lysten til Bøger og æstetiske Sysler, og hans Barndom og første Ungdom prægedes af en i Forhold til hans Alder overordentlig stor Læsning. Til denne udprægede Læselyst sluttede sig tidligt en med den naturligt forbunden Kærlighed til Teatret. Fra det kultiverede Hjem søgte han til Læsningen og Teatret, og da han selv skulde give sit Bidrag til Litteraturen og Dramatikken, fandt han lige saa selvfølgelig tilbage til Hjemmet og dets Tone. Hans første Dramaer bringer Essensen af den fine og stilfærdige Københavnerkultur, som havde sin Blomstring i 80’erne og 90’erne og gik i Graven med den gamle Konge, Christian IX. I den har han sine Rødder, og hvor han gaar ud over den, er det ikke for at søge et nyere Samtidsstof eller andre Kulturkredse — men for at søge ind i Refleksionens og Eftertankens fra Virkeligheden frigjorte Sfære. Hans Digtning falder derfor ad to meget tydeligt adskilte Linier: den borgerlige og realistiske, som henter sit Stof fra Familiekredsen og det kultiverede Kbh. tæt omkring den, og den »romantisk«-spekulative, som søger de uvirkelige, konstruerede Kredse og Omraader for saa uafhængigt som muligt at kunne reflektere over sit sjælelige — og absolut ikke sociale — Problem.

Den første Række aabnedes med »Lindows Børn« (trykt 1881), og inden for samme Milieu, Embedsklassen og det højere Borgerskab, spiller Stykkerne »En Egoist« (1882), »Frøken Bodil og hendes Broder« (1888), »Generationer« (1889), »Annette« (1893), »Mellem Brødre« (1896) og »Modne Mænd« (1897). Til denne Retning slutter sig ogsaa hans senere Dramaer fra Direktørtiden paa Folketeatret, »Manden paa Højriis« (1915), »Onkel Stephan« (1916), »Skyldige i Kærlighed« (1921), »Charites Portræt« (1922) o. fl. I disse borgerlige Skuespil, der i Teknik udspringer af det Ibsen’ske Drama, forsvarer C. — i det første med tydelig Adresse til »Et Dukkehjem« — Slægtssammenholdet og den traditionsrige Familiekultur over for Samtiden, der ogsaa i Tendens havde lært af Ibsen. Selv i sit realistiske Drama peger C. saaledes bort fra Tendensskuespillets Radikalisme, og ganske naturligt fulgte han derfor Udviklingen i Tiden og aabnede den anden Linie i sit Forfatterskab med »Nero« (1885). Dette og de følgende Skuespil »Broder Rus« (1888), »Peter Plus« (1890) og »Letizia« (1891) er nyromantiske Dramaer: historiske i Emnevalg og for det meste i Drachmann’ske Vers. Det sidste Drama er utvivlsomt C.s betydeligste Digterværk, men ikke saa intimt som de følgende Refleksionsdramaer, som nærmer sig mere til Læsedramaet, fordi de vil sige saa meget af det, der næsten ikke kan siges. Denne »intime« Række omfatter »Cosmus« (1897), der i Formen har lært af Tolstoj, »Fædreland« (1910) og »Thronfølger« (1913); de handler alle om den ensommes Smerte over at være uforstaaet. De to sidste Skuespil forener den første, borgerlige Rækkes Milieu med den »nyromantiskes« Problemstilling, saa man kan sige, at C.s Dramaer paa en meget smuk Maade søger tilbage til Hjemmets Virkelighed igen efter at være blevet uddybede af den rene Spekulation.

Udadtil har C.s Skuespil altid mødt megen Anerkendelse og været livligt besøgte ved deres Opførelser, hvilket skyldes deres fortrinlige scenetekniske Egenskaber: de er alle velkonstruerede og vidner om kyndigt Blik for det inciterende og for »den gode Rolle«. De er ogsaa behageligt frie for traditionelle Tricks og i det hele renligt-klare i Personkarakteristik og Opbygning. Den Publikumsgunst, der har fulgt dem, har ikke strakt sig til Digtene »Mine Sange« (1896) og »Digte« (1927) og heller ikke til de tre fortrinlige psykologiske Romaner, som C. har skrevet, de to Familieromaner: »Joppe. En ung Kvindes Historie« (1889), den bredere udførte »Ottilie« (I-II, 1925) og den meget uforbeholdne Udviklingsroman »Hjarl. En Ungdoms Historie« (1894). Den personlige Udviklingsroman har faaet et direkte Supplement i de interessante Erindringer »Nogle Træk af mit Liv og af dansk Teaters Historie« (1930), hvis Titel saa tydeligt som muligt røber, hvor intimt dette Liv var helliget Teatret. — Tit. Professor 1909. — R. 1903. DM. 1922.