Orgelet suste og Sangen lød,
Højmessesol gjennem Kirken flød.
Strengt gaaer det til i den himmelske Stad;
den gode Gud havde skilt os ad.
Jeg saae Dig fjernt i Kvindernes Række
bøje dit Hoved med ydmygt Tække.
Saa prøved jeg ogsaa med ærlig Flid
at tækkes Himlen en liden Tid
og skulde nok med Guds Hjælp, jeg troer,
kunnet holde Traaden i Præstens Ord.
— Da var det, at Solen — den slemme Sol! —
paa Vej til Altret gled ind i din Stol
og krøb med sin mest uskyldige Mine
op i dit Haar, det gylden-fine.
Men da den naaede din Øjenkrog,
da havde jeg glemt mine Bibelsprog;
og da den kyssed din bløde Kind,
da tabte jeg Traaden i Præstens Spind.
Højmessesol gjennem Kirken lød.