Saa var det en Aften, at Præsten befol:
„nu ringer til Hvile den modige Sol!”
— vi foer gjennem Haven og Naboens Vang,
vi løb og vi sprang
til Diget, hvor Klokken i Træskuret hang.
Vi lo! — hvor vi lo, da med vældige Greb
vi haled i Klokkens det flossede Reb.
Først vugged den lydløst, men saa tog den paa
at kime og slaa,
som skulde den selv og Alverden forgaa.
Vi lo! — hvor vi lo! Du trak, og Du sled,
saa Kinderne blussed og Haaret faldt ned.
Og Hænderne foer om hinanden i Leg —
de sprang og de veg;
tilsidst dog om dine min Højre sig sneg.
Og Klokken, den skogred, som var den besat.
Vist aldrig fik Solen saa langt et Godnat.
Var Rebet omsider ej sprunget itu —
hvad mener vel Du?
jeg tænker, vi stod der og kimed endnu.