En Aftenstund endnu med Smil jeg mindes.
Det blæste stærkt. Den vrede Vestenvind
i Kirkemurens Vinkel jog os ind,
om ikke der lidt Lunhed skulde findes.
Op om din Skulder jeg min Frakke slog,
dit stærke Legem ind mod mit jeg drog
og nød profilens fine, zarte Tegning;
Du saae mod Skyernes det raske Tog,
der fløj i Stumper under Blæstens Fejning.
Om Natten just en Sang jeg havde skrevet,
der gav mig — fandt jeg selv — en Digters Rang.
Dyb var den, dunkel, grumme, grumme lang,
her filosofisk — hist lidt sønderrevet.
Jeg i dit Øre aandede den hen
og spurgte, da Du bad mig: om igen! —
„maaske Du fatter ej, hvortil jeg sigter?”
Saa smiled Du og svared: „nej, min Ven;
men netop derfor troer jeg, Du er Digter.”