Tungt havde Dagen aandet, og nu var Natten saa hed.
Jeg husker, jeg kunde ej sove, og listed i Haven ned.
Matte Stjernerne glipped fjernt i den disede Luft,
Dæmringen brændte sit Blaalys, og Blomsterne svømmed i Duft.
Jeg sneg mig hen under Gavlen, der hvor dit Kammer laa.
Da maatte jeg næsten tænke, Du hørte mit Hjerte slaa.
Thi sagte Du aabned dit Vindu og læned Dig ud over Karm;
dit Haar faldt ned over Kinden, og Ærmet gled op om din Arm.
Jeg kunde ej naa dine Hænder, jeg kunde ej række din Mund;
dog drømmer jeg tidt tilbage den søde, ranede Stund.
Jeg kyssed hvert Ord, Du sendte med Gryets hviskende Vind;
vi var som to glade Svaler, der kvidrede Dagen ind.
Vi stod der, til Lyset vaagned i tusinde Farvers Pryd;
vi stod der, til Stilheden døde i Morgenens pippende Fryd.
Tre Gange havde Du vinket, tre Gange dit Vindu forladt —
men først da Solen var oppe, fik Du mit sidste Godnat.