Uforglemmelige Aftentimer,
naar vi vandred sammen Arm i Arm.
Solen skrev i lange, blege Strimer
sit Farvel paa Skyens uldne Sømme;
fjernt i Vest blev Natten paa sin Aarm
lydløst baaret frem af sine Drømme.
Skridt for Skridt hun inddrog i sin Skygge
himlens store, lyse Kirketelt
og besegled hvert et vundet Felt
med sit Herskertegn, et Stjernesmykke.
Op og ned vi gik, og Mørket drog os
bort fra Verden, bort fra Tid og Rum.
Stemning efter Stemning sødt betog os;
Jord og himmel, Liv og Død vi drøfted,
Elskovs rige Evangelium
selv de største Gaaders Dække løfted,
Nattens dybe Fred og Stjernechoret
bar os ud i Evighedens Blaa:
aldrig, aldrig kunde vi forgaa,
holdt vi blot den Tro, vi havde svoret.