O dit Navn, o dit Navn var
i min Ensomhed tidt mig en Trøst.
I mit Savn, i mit Savn har
jeg det nævnet med hviskende Røst.
Saa tidt som det i Hu mig kom,
Minder flokkede sig derom,
som om en Silkefane klar,
der Elskovs stærke Farver bar.
O men vid, o men vid, du!
Som et Blund, som en Drøm rent forbi
er den Tid, er den Tid nu,
som jeg elsked og savned dig i.
Dit Navn, som Ingen mere bær’,
lever ej heller i Hjertet her.
Den Dag, du blev en Andens Brud,
jeg rev det af mit Hjerte ud.
1863.