O dit Navn, o dit Navn var
i min Ensomhed tit mig en Trøst.
I mit Savn, i mit Savn har
jeg det nævnet med hviskende Røst.
Saa tit som det i Hu mig kom,
Minder flokkede sig derom,
som om en Silkefane klar,
der Elskovs stærke Farver bar.
O men vid, o men vid, du!
Som et Blund, som en Drøm rent forbi
er den Tid, er den Tid nu,
som jeg elsked og savned dig i.
Dit Navn, som Ingen mere bær’,
lever ej heller i Hjertet her.
Den Dag, du blev en Andens Brud,
rev jeg det Navn af mit Hjerte ud.
1863.